Efter omkring fem minutter inde i filmen Brick Mansions oplevede nærværende anmelder et veritabelt deja-vu - og ikke uden grund. Filmen er nemlig et remake af den gode, franske, actionfilm District 13 (org. Banlieu 13). I dette forum har vi dog kun stiftet bekendtskab med den noget ujævne fortsættelse, for plottet og store træk i handlingen er nemlig fuldstændig identiske.

En af de mest væsentlige ligheder er at det er David Belle (manden der siges at være Parkours opfinder) der spiller den ene af de to mandlige hovedroller, den smarte Lino (der hed Leïto i originalen), som bor inde i det område samfundet har hegnet inde, da de mente det var for farligt. I modsætning til den originale franske film, befinder vi os nu ikke længere i Paris’ forstæder, men derimod i omegnen af Detroit aka. crime capital of the world!

Selv om Lino bor i Brick Mansions, det belastede kvarter som er omkranset af bevæbnede vagter og en enorm betonmur, er han ingen skidt fyr. Da vi møder ham første gang i filmen, prøver han på sin egen måde, at begrænse narkoproblemet i området. Det gør han ved at stjæle store heroinleverancer fra skurkene og skylle disse ud i badekarret, vel vidende at dette gør ham ustyrligt upopulær hos bagmændene.

Filmens anden centrale skikkelse, politimanden Damien, får på den anden side af muren til opgave at tage ind i Brick Mansions, for at ondulere gangsterbossen Tremaine, men vigtigere endnu, for at desarmere en neutronbombe som selvsamme skurk har snuppet fra en militærkonvoj. Tremaine truer nu med at sende denne bombe hen over muren og ind i selve Detroit.

Filmen starter ellers glimrende ud, idet vi følger Linos flugt fra bandemedlemmer, der vil have fat i ham. Den halsbrækkende jagten går over hustage, gennem bygninger og i bedste Parkour-stil. Det er faktisk lidt svært ikke at blive lidt imponeret, men dette aftager hurtigt idet filmen hurtigt opgiver denne type af dynamiske actionsekvenser og i stedet afløses af mere ordinær action. Muligvis fordi Paul Walker, der spiler Damien, ikke er lige så god til Parkour, muligvis fordi man har ment at et internationalt (læs: amerikansk) publikum hellere vil have nogle biljagter og shoot-outs?

Det er blot en skam, for selv om filmen da giver sin tilskuer ganske fin action, så lider filmens tempo under dette. Som om dette ikke var nok, så er filmens slutning nærmest lattervækkende tåbelig. Af frygt for at afsløre alt for mange detaljer, skal det bare slås fast, at det virker endog meget mærkværdigt, at opleve figurer som i filmens start er blevet etableret som dødsfjender af hinanden, pludselig er i stand til at arbejde sammen og ligefrem respektere hinanden. Point for forsøg på at opbløde disse ellers så binære modsætninger, men når helte og skurke pludselig giver hinanden krammere, skal der diskes op med bedre forklaringer på dette, end det er tilfældet her.

Det er derfor en skam, at det er denne film der bliver Paul Walkers sidste ”hele” rolle. Skuespilleren omkom nemlig på tragisk vis, på vej hjem fra en velgørenhedsfest i Hollywood, hvor han og kæresten ramte et vejtræ i oktober 2013. Walker var på dette tidspunkt ved at filme syvende del af The Fast and the Furious, som forventes at komme i biograferne i foråret 2015. Man kan derfor kun håbe at filmmagerne sørger for at denne film bliver en mere værdig afsked med en skuespiler, der var langt mere end bare en middelmådig actionhelt, men som også ved flere andre lejligheder beviste, at han havde reelle evner som skuespiller.

Den hårde, men retfærdige vurdering af Brick Mansions er derfor, at den ikke er andet end en forfladiget, poleret, forhastet udgave af en ellers glimrende fransk actionfilm. Så har man lyst til at se en sjov, medrivende parkour-actionfilm, vil kapellet derfor råde dig til at få fat i Banlieu 13, fra 2006, for det er en actionfilm man har lyst til at se mere end bare en enkelt gang.