Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Fant4stic (96 min.) Købefilm / Fox-Paramount
Anmeldt 19/1 2016, 14:22 af Torben Rølmer Bille

De ikke så fantastiske 4


De ikke så fantastiske 4

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om tegneserieforlaget Marvel efterhånden har bevist, at de kan meget mere og andet end at lave tegneserier, så er det ikke altid at de har held til at få skabt entydige kassesuccesser. Dette gælder i særdeleshed for filmversionerne af De fantastiske fire. For selv om fortællingerne om Reed ”Mr. Fantastic” Richards og hans tre superheltevenner hører til de mest læste og populære Marvel-tegneserier, så har det tilsyneladende været meget svært at overføre stregerne til det store lærred.

Den første film fra 2005 var en noget træg omgang, der ramte ganske betydeligt forbi den grundtone man husker fra forlægget. Den næste film Rise of the Silver Surfer fra 2007 hører i mange tegneseriefans optik til blandt de mindst vellykkede tegneseriefilmatiseringer nogensinde og bør derfor placeres bagerst på hylden sammen med Catwoman og Sylvester Stallones version af Judge Dredd. Måske fordi de to første film ikke levede op til forventningerne blev det derfor besluttet at lave en såkaldt ”re-boot”, altså en genstart af serien, komplet nye skuespillere. Lidt på samme manér som man også startede Spider-Man franchisen forfra. Resultatet har fået titlen Fant4stic.

Så kunne man blot håbe på at Josh Trank (der i øvrigt fik sin spillefilmsdebut med den opfindsomme, found-footage superheltefilm Chronicle fra 2012) kunne ændre denne filmiske nedtur om til en optur, men det lykkes desværre på ingen måde. Fant4stic benytter omtrent 80 minutter af spilletiden på at genfortælle de fire heltes oprindelseshistorie, hvorefter der er afsat et magert kvarter på den imponerende kamp mellem filmens helte og deres ærkefjende Dr. Doom.

Trank advarede i forbindelse med filmens premiere på forhånd biografpublikummet mod at se hans film. Han fik aldrig ”final cut” på den film, som han ellers mente ville falde langt bedre i publikums smag . Tranks oprindelige version får vi nok aldrig at se og ligeledes er det spændende, hvorvidt Trask kommer til at arbejde med en storbudgetsfilm som denne igen, efter sådan et stunt. Det håber vi på kapellet dog på, for hvad han gjorde med Chronicle var både forfriskende og spændende.

Det er i og for sig ikke fordi at der er noget galt i at fortælle baggrundsfortællingen igen, men det virker bare en anelse tungt, at seeren endnu engang skal hives igennem en historie, som langt de fleste fans af denne type genrefilm i forvejen kender til hudløshed. Naturligvis kan det skyldes ideen om, at ”nye seere kan starte hér”, men det ville måske i virkeligheden have været rart, at bare starte superheltefortællingen in medias res og så lade historien om hvordan de hver især fik deres kræfter, være en meget mindre del af fortællingen. Ærligt talt, så er vi altså ved at være mægtigt trætte af at se Peter Parker blive bidt af en radioaktiv edderkop, se Bruce Banner blive udsat for gammastråling, eller i et andet, lignende univers opleve unge Bruce Wayne se sine forældre blive myrdet i en skummel gyde bag et teater.

Da filmen åbner møder vi geniet Reed Richards som dreng. I denne version af fortællingen går han i samme folkeskoleklasse som Ben Grimm. Reeds lærer tror ikke på ham, da han på klassen fortæller at han er ved at bygge en teleporteringsmaskine i sin garage. Det lykkes lærerens mistillid til trods umiddelbart drengene at få teleporteret en legetøjsbil ”et sted hen” men ikke at få bragt den tilbage. Herefter springes der i tid.

Reed er nu blevet en ung mand og skal starte på en læreanstalt i en Amerikansk storby, efter at være blevet headhuntet af Dr. Franklin Storm, der kan se potentialet i Richards teleportationsteorier. Reed bliver sat til at færdiggøre en enorm teleporter, men da militæret pludselig begynder at vise interesse for projektet, beslutter de unge videnskabsfolk som er blevet en del af projektet, selv at være de første som udforsker den mystiske dimension de nu har fået skabt en forbindelse til. Det skal dog vise sig at have katastrofale konsekvenser, for ikke alene gør omstændighederne at de mister en af deres egne undervejs, men da de vender tilbage opdager de at de allesammen er blevet påvirket fysisk ved opholdet på den fremmede planet.

Fant4stic er, især for de der kender oprindelseshistorien om De Fantastiske 4, svært forudsigelig. Derfor kommer det næppe som en overraskelse at det er Victor von Doom, der ender med at blive antagonisten Dr. Doom, eller hvilke kræfter de øvrige får. Som nævnt, ville det have klædt filmen bare at fortælle en historie, hvor de fire helte allerede har fået deres superkræfter og i stedet blot bliver konfronteret med den fælles fjende. Ret beset er der jo ingen grund til at fortælle oprindelseshistorien igen, når der nu både er de andre film og en lang række tegneserier der allerede har gjort dette. Denne oprindelseshistorie ville nemt kunne fortælles ved at lave en montagesekvens tilsat en voiceover i filmens første fem minutter og så komme videre herfra.

Nu følger der en spoiler, så spring lige dette afsnit over hvis du gerne vil se filmen selv. For værre endnu er det at filmen både får skabt og tilsyneladende også udslettet selveste Dr. Doom. For de af os, der holder af tegneserien vil vide, så er Dr. Doom jo en af de mest ikoniske superskurke som optræder løbende og derfor virker det ekstra uovervejet at han allerede bliver totalt udslettet i denne første genstartsfilm. Hvorfor, kan man spørge sig selv, bruges der så megen tid på at få etableret ham som figur, give ham motivationer og en baggrund, for så kun at forvandle Victor til skurk og annihilere ham i næste nu? Det er ganske enkelt ikke velovervejet.

Fant4stic er ikke en styrtende dårlig superheltefilm, for castet er velvalgt, effekterne er rigtigt fine og så er den langt hen af vejen ganske underholdende fortalt. Det er også en ganske fed idé at lade de fire drage til den planet der giver dem deres superkræfter via teleportation i stedet for via en regulær rumrejse. Problemet er blot at vi har set det hele før. Vi orker ikke flere oprindelsesfortællinger, men vil i stedet langt hellere kastes direkte ud i handling og spænding for så senere hen, løbende at få etableret de forskellige figurer og deres relationer til hinanden (kerneeksempet på dette kan opleves i den forrygende Guardians of the Galaxy ).

Af disse grunde ender Fant4stic desværre med at blive endnu en FF-filmatisering, som på ingen måder lever op til hverken de figurer vi kender og elsker fra tegneserierne eller til den standard som (Marvel selv) efterhånden er blevet sat i forhold til at skabe medrivende heltefortællinger. Det er brandærgerligt, når nu tegneseriefans ved at der er så mange gode historier, konflikter og materiale gemt i de alle tegneserierne om FF.


Forrige anmeldelse
« Hitman - Agent 47 «
Næste anmeldelse
» Ouija »


Filmanmeldelser