Der ligger noget endog meget paradoksalt i titlen The Last Exorcism – part II, for hvis det er den sidste eksorcisme, hvordan kan der så være en forsættelse? Det kan der naturligvis, fordi hvis en film bliver en succes, så kommer der utvivlsomt en fortsættelse eller ligefrem en franchise.

Til trods for den lidt fjollede titel er der dog tale om en ganske stemningsfuld gyser, der til forskel fra den første films mockumentary dog har valgt en helt anden, meget mere traditionel fortællestil. Filmen starter godt nok med en slags flashback til den første films rystede, håndholdte univers, så seeren kan blive mindet om, hvad det var den første film handlede om, eller så nytilkomne måske kan gøres nysgerrig på handlingen i den første film.

Filmen bryder hurtigt denne stil og viser – lige som Rec*3 – et velkomponeret, velbelyst billede af videokameraet, inden selve hovedhandlingen går i gang. Det skal nemlig vise sig, at den unge pige Nell, som var pigen, der lagde sin spinkle krop til den dæmoniske besættelse, vandrer hvileløst og katatonisk rundt omkring New Orleans, da hun bliver spottet og af myndighederne anbragt på et hjem for kriseramte unge kvinder.

Det virker umiddelbart som om den dæmoniske ånd kaldet Abalam, der havde fat i Nell i den første film, er væk, men som tiden går, er der mere og mere, der peger i retning af, at Abalam ikke helt har sluppet grebet i den unge pige. Selv husker Nell tilsyneladende ikke alle detaljer fra de frygtelige begivenheder på Ivanwoods gård, så hun stiller først spørgsmålstegn ved sin egen mentale sundhed, men da hun indser, at dæmonens mange forskellige manifestationer ikke er skabt af hendes sind, må hun kæmpe med at forsøge at overbevise alle de, der ikke tror hende.

Undervejs møder hun heldigvis også en række personer, der gerne vil hjælpe hende. Først er der en af pigerne på hjemmet, der hjælper den utroligt introverte Nell med at åbne lidt op for omverden. Dernæst er der lederen på hjemmet, der på en måde kommer til at fungere som ny far for Nell. Og endelig er der drengen Chris, som hun forsigtigt, meget forsigtigt vælger at stole på. Han er også meget genert, og de synes at passe godt sammen. Det er samtidigt lidt farligt, for Nell ved godt at dæmonen forsøger at friste hende, så kan hun monstro stole på, at Chris er så uskyldig, som han giver sig ud for?

Der går derfor ikke længe, før denne idyl er truet, for Nell oplever til stadighed flere og flere mystiske ting. Radioer, der pludselig taler til hende. Telefoner, der ringer af sig selv, uden de er forbundet til telefonnettet, og ikke mindst en række fremmede mennesker, der betragter hende fra en afstand eller pludselig giver den unge pige kryptiske beskeder. Værre endnu bliver det, da en lokal voodoopræstinde opsøger vor hovedperson og fortæller, at hun muligvis er en brik i et endnu større spil, og at det kan få enorme konsekvenser, hvis det lykkes dæmonen at få overtalt Nell til frivilligt at lade sig besætte.

The Last Exorcism – part II er ikke en fabelagtig gyser, og den er helt klart en skuffelse, hvis man havde forventet at opleve en film, der kørte found footage-stilen videre fra den første film. Det er ligeledes en film, der pt. konkurrerer med en hel række andre besættelsesfilm, som både har haft større budgetter og lidt mere interessante manuskripter at arbejde med. Dertil kommer, at den benytter sig at et utal af klicheer, som man finder mere effektivt orkestreret andetsteds. Så holder man af gysere og af film med dæmonbesættelse i særdeleshed, vil der ikke være meget nyt hér.

Filmen er dog langt fra forfærdelig, for den reddes både af en ganske godt spændingsopbygning og i særdeleshed af Ashley Bell, der gentager sin rolle som Nell. Det er meget nemt at drage lighedspunkter mellem figuren Nell i denne film og Sissy Spacecks rolle som Carrie i Brian DePalmas Stephen King filmatisering fra 1976. Der er noget utroligt sårbart og fint ved lille Nell, der netop gør, at man føler stærkere empati med hende, når først Abalam kommer på besøg.

Så er man fan af genren, og er man i stand til at drosle forventningerne et hak ned ovenpå den helt forrygende etter, så bør man så afgjort give The Last Exorcism – part II en chance. Om ikke andet så bare for at se skildringen af Nell og så naturligvis slutningen, der i undertegnedes øjne for en gang skyld er nær ved er perfekt.