The Colony (95 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 14/1 2014, 20:22 af Torben Rølmer Bille
Frosne desperados
Frosne desperados
« TilbageUndergangsmyter har alle dage vært populære. Vi finder dette tema fra urmyter, Ragnarok i nordisk mytologi, indianernes ideer om cyklisk tid, der stort set altid indbefatter undergang og genfødsel til Biblens fortælling om Noah eller forudsigelserne i Johannes’ Åbenbaring. Senere kom genrelitteratur til at skildre undergangen for adskillige science-fiction og gyserfortællinger beretter om menneskehedens endeligt – være det sig i form af invasioner fra det ydre rum eller beretninger om den sidste mand på jorden.
Senest har vi fra 1960erne og frem set mere moderne filmatiserede zombielegender eller kataklysmiske katastrofefilm i mange afskygninger, tag nu blot Lars Von Triers Melancholia som en af de mere aparte af slagsen. I 2013 har kulturinteresserede med hang til det mere letfordøjelige, ligefrem kunne se hele to komedier om de sidste dage, i form af World’s End og This is the End, hvilket vidner om, at undergangsmyten er blevet så fast en del af vores kultur og selvopfattelse, at vi ligefrem kan le af dem. I sidste ende er tanken om altings endeligt tæt knyttet sammen med ideen om vor egen dødelighed, men det er stadigt fascinerende hvor meget denne type historier drager os.
Der bliver stadig lavet film om civilisationens sammenbrud i modsætning til de førnævnte komedier som tager emnet ganske alvorligt. En af de film der går denne vej er The Colony som er fra 2013 og nu tilgængelig i hjemmebiografen. Den handler om en snarlig fremtid hvor de sørgelige rester af menneskeheden lever i ruinerne af civilisationen – under jorden, for menneskeskabte klimaforandringer har frosset alt til. Der er ingen sol der giver næring til hverken planter, dyr eller mennesker, af samme grund forsøger de overlevende mennesker, at dyrke grønsager og formere dyr til mad i drivhuse under jorden.
I disse kolonier hersker der streng disciplin, eksempelvis er der en regel, som vi oplever i filmens start, at udviser man tegn på forkølelse, bliver man testet og isoleret fra de øvrige. Hvis man ikke får det bedre, så får man valget mellem at gå ud i sneen selv (en dødsdom) eller få en kugle. Blandt de overlevende er Sam og Kai to unge mennesker som har fundet hinanden under disse pauvre forhold. Sam er en handlekraftig ung mand og Kai har stadig håb om at finde et sted på jorden, hvor vejrteknologien har kunnet lave hul i skyerne og ladet solen tø sneen væk, selv om alle synes hendes ideer er helt hen i vejret.
Efter filmen har fået etableret den trøstesløse verden den foregår i, begynder der at ske ting. For de mister kontakten med Koloni 5 og beslutter derfor at sende tre mand ud for at undersøge dette nærmere. En af de tre er Sam, som opdager at der er noget helt galt fat på den anden koloni. Noget som i den grad kan true de sidste overlevende hjemme. Idet denne opdagelse sker ændrer filmen sig fra noget der mest af alt ligner en overlevelsesthriller til regulær horror-action, hvor der bestemt ikke spares på grusomme detaljer. Ikke forstået på den måde, at filmen er übersplattet, men den er bestemt heller ikke for sarte sjæle.
The Colony er egentlig ret solidt lavet. Der er glimrende effekter både de computerskabte og de fysiske, Lyssætning og klipning fungerer. Skuespillerene leverer jævne men stadig ganske overbevisende præstationer og så er hele sceneriet noget der minder om b-film fra ”de gode, gamle dage”- læs: firserne. Det er ikke en af de film der pludselig giver seeren en række helt uventede twists, især ikke hvis denne er velbevandret i lignende typer film.
Derfor har du lyst til at lade dig underholde med en undergangsfilm, der heldigvis ikke spilder sin tid med at prædike global opvarmning, men i stedet lader resterne af menneskeheden kæmpe indbyrdes og hårdt for netop deres overlevelse, så er The Colony helt sikkert et glimrende bud. Det er en solidt lavet b-film med alt hvad der dertil hører, underholdende så længe den varer men samtidig ikke en film, der vil gå hen og blive en genreklassiker med tiden.