Der er mange årsager til, at Alejandro G. Iñarritus Birdman brændte igennem ved årets Oscar-fest. Iñarritu har bejlet til podiet igennem flere år med flere film. It was bound to happen. Michael Keaton, der spiller hovedrollen, har været en vigtig figur i amerikansk film i mange år og i mange film, men han har aldrig taget guldet med sig hjem. Endsige været nomineret. Birdman er i sig selv en fabelagtig hyldest til filmmediet specifikt og kunst generelt. Dét kan Hollywood li’, og derfor kan akademiet li’ det. Tilmed var årets Oscar-høst ret fortjent. Birdman er en usandsynligt god film.

Filmen handler om den fallerede filmhelt Riggan, der fik stjernestatus som superhelten Birdman flere år forinden. I sin karrieres absolutte efterår sætter han sig for at redde sig noget kulturel kapital ved at opsætte en Raymond Carver-fortælling på Broadway. Hans satser alt. Penge, relationer, sig selv og sit renommé (eller mangel på samme). Fortiden er svær at slippe fri af. Birdman kigger med – og taler med. I Riggans indre. Som en voice-over, der hele tiden mættet fanger Riggan i sit kulturprojekt. Imens premieren kryber nærmere, og andre udfordringer tårner sig op omkring ham.

Der er mange subtile og udfordrende metalag i filmen. Nogle åbenlyse. Andre som små skrabelodder, der gemmer spændende hemmeligheder. Den gennemførte Carver-leg med eksistentielle kriser, minimalfortællinger og personfølsom realisme suser ind og ud af handlingen, der bruger Broadway-stykket selv til at kommentere livligt på Riggans egen karakter. Det er selvfølgelig set før, men det anvendes effektivt og elegant i Birdman. Ydermere er castingen af Keaton helt exceptionel. Den sidste fiktive Birdman-film er fra 1992. Samme år som den sidste Batman-film med Michael Keaton i hovedrollen - Batman Returns. Riggans rolle trækker og kommenterer med andre ord også på Keatons egen hovedstol.

Men det mest iøjnefaldende metatrick i filmen er dens visuelle falsum: det ser ud til, at filmen er optaget i ét og samme skud. Der er ikke et eneste klip i hele filmen. Filmen er én lang scene, der hænger nøjsomt sammen i alle ender og kanter. Men lad jer ikke snyde. Det er filmtricks. Den usandsynligt veltilrettelagte cinematografi fra Emmanuel Lubezki i sammenhæng med Douglas Crise og Stephen Mirriones nænsomme og varsomme klipning skaber illusionen om en film i ét take. En del steder bliver billedet så mørkt, at et klip kan gemmes. Travellings, tiltninger og panoreringer giver også mange steder muligheder for et skjult klip.

På den måde bærer Birdman slægtskab med Alfred Hitchcocks The Rope (1948), der gjorde noget meget lignende. Drømmen hos Hitchcock var også at skabe en film i ét skud, men dengang var filmspolerne kun 10 minutter lange. Derfor er der mange zoom ind og ud af ryggen på personerne i filmen sådan cirka hvert tiende minut. En anden sammenligning vil være med svenske Johan Melins danskproducerede indiefilm Preludium (2008), hvor det faktisk lykkes at skabe en yderst vellykket spillefilm uden et eneste klip. Der er en fascination af disse lange indstillinger i filmen, fordi det udfordrer alle medvirkende til dyb koncentration. Når de lange, meget lange skud lykkes, er det så smukt. Det er dette, der ligger til grund for illusionen i Birdman.

Det eksistentielle tema i Birdman er samtidig vedkommende og velkonstrueret. Handlingen samt ikke mindst den Carver’ske dialog er ganske gennemført og veltilrettelagt. Det er ikke kun en metafilm. Det er også filmet teater og dermed metateater; teater om teater. Vi er med front-stage og back-stage hele tiden, og ser, hvordan virkelighed og fiktion blander sig for alle medvirkende. Det er ikke kun Birdman (superhelten), der kigger med. Alle skuespillerne synes at have en skyggeside, der kaster melankolske slagskygger ind over handlingen. At filmen tilmed faktisk også fungerer komisk er en ganske overraskende styrke ved filmen. Der er få, der kan rumme filmen tragiske sider i et møde med humoren. Det er en smuk melankolsk metafilm, det her.