Indrømmet, jeg har svært ved docu-fiction. Film der blander dokumentar med fiktion. Rekonstruktioner, ofte af historiske episoder med skuespillere, blandet med datidens ”ægte optagelser”. Vi kender teknikken fra en række tv-programmer bl.a. fra BBC og tyske tv-stationer i forbindelse med rekonstruktioner fra 1. og 2. verdenskrig.

Senest (værst) i Anders Østergaards prisbelønnede ”dokumentarfilm” 1989 om baggrunde for murens fald, hvor vor tids politikere frit eftersynkroniseres og mixes med skuespillere. Alt sammen gjort for at fastholde/dokumentere et påstået historisk forløb. Anders Østergaard er da også medforfatter til Laurits Munch-Petersens film Skyggen af en helt, der fortæller historien om instruktørens morfar Gustav Munch- Petersen. Et venstrefløjs ikon, der i 1937 som spaniensfrivillig drog i borgerkrig mod Francos fascisme – og faldt i det berømte slag ved Ebro. En idealist, digter og maler – kun 26 år, efterladende sig en gravid kone og et barn.

Det er familiehistorien om den fraværende far og morfar, som Laurits Munch-Petersen vil fortælle. Forståeligt nok. Men – og det men er stort – instruktøren har hverken mødt farfar Gustav eller mormor Lisbeth, der senere bliver gengift med tre børn og bor på Bornholm. Ligesom moderen Ursula M-P (berømt keramiker, ”Ursula-stellet) aldrig har mødt sin far Gustav og siden sit trettende år er blevet total-afvist af moderen.

I 1996 beslutter barnebarn Laurits uanmeldt at opsøge mormor Lisbeth på Bornholm, 50 år efter Gustavs død, for at afdække baggrunden for hendes totale familieafvisning, gennem de mange år. Ifølge Laurits dagbogsnotater efter besøget kommer der, om end ikke en forsoning, så noget der ligner en lang menneskelig dialog om dyb kærlighed til Gustav M-P - og en ubodelig ensomhed. Det er de dagbogsnotater, plus de historiske facts omkring ikonet, dokumenteret gennem udsagn fra Ole Sohn (der skrev bogen G M-P og Den spanske borgerkrig i 2007) og forfatteren Asger Schnack. Læg dertil at barnebarnet Laurits drager til Spanien for små 80 år efter på stedet at opleve slagmarken, hvor morfar døde. Det blodige slag bliver endda genopført af amatørskuespillere og kommenteret af en ”borgerkrigs-guide”.

Stoffet er dramatisk nok. Med omdrejningspunktet barnebarn/mormor er vi vidne til en følelsesmæssig stærk konfrontation. Mormorens kulde og lukkethed bliver langsomt overvundet med god vin og dykkerbriller. Rørende og gribende oplever vi en kvindes dybe kærlighed. Sammen læser de Gustavs kærlige afskedsbrev til den gravide Lisbeth: ”Min egen Lisbeth. Jeg bliver nødt til at forlade Gudhjem for en tid…” Minderne blandes med mormorens projektering af Gustavs psyke og udseende over på Laurits. Stærkt og medrivende dokumenteret.

MEN. Og her er men‘et med versaler. Mormor er slet ikke mormor. Hun døde nemlig for år siden. Skuespilleren Ruth Brejnholm spiller Lisbeth – og det gør hun med stor ægthed og indføling. Vi er tæt på. Bliver dybt involveret i den ældre dames langsomme optøning. Fra total afvisning, til oplæsning af Gustavs breve og fremvisning af skrinet med hans fyldepen og lommetørklæde, der stadig lugter af tobak.

Med Skyggen af en helt har vi fået et rekonstrueret familiedrama, der er medrivende i sin indtrængen i et tilsyneladende afstumpet, kompliceret følelsesliv. Plus et historisk tilbageblik, hvor klip fra datidens surrealistiske eksperimental film (Man Ray, Buñuel, Cocteau – var dem jeg lige nåede at opfatte) skal illustrere Gustav M-Ps korte kunstneriske virke.

På mange måder er det en vedkommende essentiel film, om kærlighed, svigt, følelseskulde, idealisme – og at dø for det, man har kært. Men – og der var den igen – havde Laurits M-P dog bare haft et kamera på skulderen, da han i 1996 banker på mormorens dør. Så havde vi ikke følt os så groft følelsesmæssigt udnyttet – ja, faktisk er det kun ved at læse efterteksterne grundigt, at man opdager, at det ikke er mormor vi mødte – men en ren fiktion.

Derfor min skepsis – selv overfor en så stærk docu-fiction.