Hvis man nævner det legendariske, engelske band The Beatles vil langt de fleste nok tænke på en række klassiske rock og popsange, eller måske den indflydelse bandet havde på populærkulturen. Mindre i fokus er måske at gruppen medvirkede i en række spillefilm, hvor musikken naturligvis også blev omdrejningspunkt.

Selv om filmen Help, den udsyrede Magical Mystery Tour eller for den sags skyld tegnefilmen Yellow Submarine måske primært blev skabt, for at gøre det verdenskendte band endnu mere populære og derved var et forsøg på at sælge LP plader til biografgængerne, så er filmene også alle ganske seværdige, hvis man udelukkende betragter dem som film. (Måske lige Magical Mystery Tour undtaget).

Den allerførste Beatles-film var dog A Hard Day’s Night, som i anledning af filmens 50-års jubilæum sidste år gennemgik en restaurationsproces, blev udstyret med et 5.1 lydmiks og genudgivet på DVD. Den er nu, i foråret 2015, blevet gjort tilgængelig i Danmark, blandt andet i en meget lækker 2-diskversion, der er proppet med ekstramateriale. For undrer man sig over, om en musikfilm fra 1964 stadigvæk holder halvtreds år efter den blev lavet, så er svaret et rungende ”Yes” herfra!

Foruden at være de fire Liverpooldrenges første optræden på det hvide lærred, var det også instruktøren Richard Lesters egentlige spillefilmsdebut. Han er nok mest kendt for sine to film om De tre musketerer med Michael York som D’Artagnan, Superman 2 & 3 med Christopher Reeve eller den fabelagtige Robin & Marian hvor Sean Connery spillede en aldrende Robin Hood overfor Audry Hepburns Lady Marian.

A Hard Days Night er en overraskende surrealistisk komedie og samtidig rent stilmæssigt et utroligt gennemført eksempel på den nye, progressive Britiske bølge af film fra midttresserne. For ud over at være en film, der byder på en samling klassiske musiknumre fra Beatles-pladen, der bærer samme navn som filmen, og til trods for at filmen i dens klipning indimellem kommer til at fremstå som en række musikvideoer føjet sammen af nogle ganske tynde handlingsforløb, har den også en masse både visuelle og handlingsmæssige kvaliteter, der gør den meget mere seværdig end mange mere aktuelle musikfilm.

Filmen kan også anskues som et meget tidligt eksempel på det, der senere ville blive kaldt ”mock-documentary” eller ”mockumentary”, idet de fire biller i filmen optræder som fiktive versioner af dem selv. Muligvis var tanken, at filmen kunne give bandets fans et indblik i de fires liv og man gennem filmen kunne lære dem lidt bedre at kende, men kender man lidt til ”the Fab Four”, vil man hurtigt blive klar over, at det man i stedet ser er meget overdrevne, iscenesatte versioner af de fire, der præsenteres.

Det bliver hurtigt klart, at filmen på denne eksplicit metabevidste måde leger med både sit format og sit indhold, hvilket stadig den dag i dag er meget morsomt at overvære, samtidig med at den også synes at tegne et skønt billede af tiden. Filmens humor synes endvidere at foregribe den, man en håndfuld år senere ser hos Monty Python’s flyvende cirkus, dog her i en noget mere nedtonet form.

Filmen er sat sammen som en form for alternativ roadmovie, hvor bandet konstant jagtes af fans, uanset hvor end de bevæger sig hen. Filmen åbner med billedet af bandet, der løber ned af en gade efterfulgt at frådende, skrigende, primært kvindelige, fans. De løber ind på en togstation, hvor det efter flere tumultariske scener lykkes de fire at komme om bord på et tog. Foruden de kendte medlemmer i bandet, har de også en ældre mand med i kupeen. Paul påstår hårdnakket, at manden er hans bedstefar, som han har taget med, men alt hvad man ved sikkerhed ved om den bistert udseende herre er, at han er ”meget ren”, som flere af de medvirkende siger.

Denne mystiske, meget blege – og tilsyneladende rene – mand, er stort set med gennem hele filmen, og han bliver en slags symbol på alt det som Beatles ikke er. En kontrastfigur, der som en statist fra en Bergmanfilm konsekvent forekommer dødalvorlig, samtidig med at han gør alt at for at ødelægge den gode, glade stemning på rejsen.

Filmen laver også grin med managere, der har deres hyr med at få de unge bandmedlemmer til at makke ret eller konservative stivstikkere, der ikke kan lide hverken musik, frisk luft, kække bemærkninger eller ungdommen nu til dags. Selv om verden for længst har taget Liverpooldrengene til sig og deres plads i både kultur- og musikhistoriens Parthenon er sikret for al evighed, så er der sikkert mange af disse reaktioner fra det såkaldte ”bedre borgerskab” som også nutidens kunstnere kan nikke genkendende til.

Foruden selve filmen, der virkelig er blevet gennemrestaureret så Gilbert Taylors billeder fremstår knivskarpe og lige så flot komponerede, som da filmen første gang blev vist i biografen, så er der, som nævnt, også inkluderet en ekstra disk, der byder på over tre times ekstramateriale, som Beatles- og filmfans kan kaste sig frådende over. Den gør, at dette må være den hidtil lækreste udgivelse af filmen til dato.

Uanset hvor mange timers ekstra lir, der er blevet plads til, er det dog stadig filmen selv, der stjæler billedet. For A Hard Day’s Night er stadig den hyldest til ungdommen, legen, livsglæden, musikken og ikke mindst et af verdens mest betydningsfulde bands, som den var for lidt over 50 år siden. Det er ikke kun en musikfilm, der har fået en tiltrængt ansigtsløftning, men tillige et dokument over en verden, der med ét blev lidt mere rummelig og rar at være i, fordi fire knægte fra Liverpool valgte at lave et band sammen.