Med fællestraumatiseringen af stort set alle danske børn - gennem børnebogen Palle alene i verden som udgangspunkt - synes der at eksistere en lang række film, der benytter temaet om menneskets isolation og ensomhed som udgangspunkt for at fortælle en skrækhistorie. Ikke alene så vi sidste år filmatiseringen af Richard Mathesons formidable I Am Legend, men filmserien om Resident Evil nåede også sidste år et stadie, hvor menneskeracen på det nærmeste er ved at uddø – heraf undertitlen Extinction.

Der er noget sært betryggende i at se film, der viser os verden som et langt mere frygteligt sted, end den er for øjeblikket. Terrorisme, selvmordsbomber og folkedrab synes pludselig at virke ligegyldige, hvis man i stedet forestiller sig en verden, der huser flere kødædende zombier end mennesker. Det er lige netop hvad Resident Evil – Extinction giver os.

Ikke nok med at jorden - takket være det griske multinationale selskab Umbrella og deres muterende T-Virus - er blevet overbefolket med kødædere, så er selve jorden også langsomt ved at gå til. Vand og ikke mindst benzin er blevet en mangelvare, og det resulterer i at hele filmen byder på ørkenlandskaber og golde, sandblæste bygninger som den primære mise-en-scéne.

Det er næppe et tilfælde, at vores hovedperson Alice deler navn med en af den fantastiske litteraturs største skikkelser, men ulig Lewis Carrolls bedårende skabning kender Resident Evils Alice kun de mørke, surreelle omgivelser og gør sig absolut intet håb om at vågne op fra dette mareridt. I stedet har hun gennem tre film vist, at hun er en meget sej kælling, der uden at blinke er klar til at dræbe såvel udøde som levende i hendes jagt på retfærdighed, en bedre verden og måske en mulig sejr over svinene fra Umbrella. Alice forbliver dog ikke helt alene i verden, for hun slutter sig inden længe til den konvoj af overlevende, der bliver ledet af en af spilseriens andre hovedpersoner. Nemlig Claire Renfield, der også synes at dele navn med en berømt fiktiv karakter fra den engelske litteratur.

Man kunne spekulere på exploitation-værdien i at have to attraktive kvindelige hovedpersoner med i en gedigen zombie-slasker. Kernepublikummet til denne form for computerspilsfilmatiseringer er sikkert primært unge mænd i starten af 20’erne, men ud over filmens fokus på kvindernes ynder så byder filmserien faktisk på nogle af de mest handlekraftige kvindelige protagonister til dato. Ulig deres aldrene søstre fra eksempelvis George A. Romeros serie er både Alice og Claire ikke bange for at gå i flæsket på de udøde horder. Det gør også, at serien rent faktisk appellerer til kvindelige seere, der for en gang skyld får serveret handlekraftige forbilleder og samtidig er vidne til, at selv de mest rå machomænd må bide i støvet.

Filmens endegyldige bosskamp er – efter min personlige mening - desværre lidt for kort, men ud over det er der ikke mange døde øjeblikke i Resident Evil – Extinction. Det er ikke en banebrydende zombiefilm eller en født klassiker, men selv i hjemmebiografen fungerer den som en god, gedigen, zombie-actionfilm, der gør lige præcis det man forventer af genren. En perfekt film at slappe af til en søndag eftermiddag efter en alt for lang nat i byen.