Sean Penn er fortsat mest kendt som en af USAs bedste filmskuespillere, men han har efterhånden også markeret sig som en fortrinlig instruktør med film som Indian Runner (1991), The Crossing Guard (1995) og The Pledge (2001). Hans seneste Into the Wild (2007) har nu premiere.

Den er baseret på den sande historie om Chris McCandless, der efter en collegeuddannelse med topkarakterer efterlod alt og drog gennem USA for at ende i Alaskas ødemark, hvor han blev fundet død i august 1992. Sean Penn har ud over at instruere også selv skrevet manuskript, baseret på John Krakauers bog af samme navn.

Filmen krydsklipper mellem Chris' (Emile Hirsch) ankomst til ødemarken, hvor han slår sig ned i en efterladt bus - The Magic Bus - og så tilbageblik på turen gennem USA. Baggrunden for hans farvel til civilisationen og en sikker karriere placeres i et opgør med forældrenes (William Hurt og Marcia Gay Harden) ægteskab, der er baseret på løgne og fortielser. Chris giver sin børneopsparing til velgørenhed, ødelægger alle sin identitetspapirer og drager afsted med en bagage af Thoreau, Tolstoj og Jack London: civilisationskritisk litteratur der søger det autentiske liv i naturen. På sand amerikansk vis drager han mod vest, og møder undervejs en række mennesker, der synes at leve et mere autentisk liv end det han efterlod hos forældrene i Virginia. Der er det midaldrende hippie-par i deres camper, farmeren Wayne (Vince Vaugn), der har skiftet heste ud med store mejetærskere; et par danske backpackere (Thure Lindhardt og Signe Egholm Olsen) og veteranen Ron Franz (Hal Holbrook). Men også de, der praktiserer alternative livsstile, har lig i lasten, og Chris drager hver gang videre. Hans mål er Alaska og ødemarken, hvor han kan leve uden kontakt til andre mennesker.

Det er en film, der har tydelige rødder. Titlen giver associationer til Jack Kerouacs On the Road, den roman der vel om nogen definerer repræsenterer drømmen om at hoppe på et tilfældigt tog og leve livet der, hvor det stopper. Der er også klare allusioner til en film som Easy Rider og ikke mindst til Werner Herzog, hvis Fitzcaraldo får en venlig hilsen, da Chris slæber sin kajak med op over en beskeden bjergryg. Men først og fremmest er der oplagte referencer til Grizzly Man. Sean Penn synes også at dele Herzogs civilisationskritik og hans natursyn. Der er betagende smukke billeder af en mageløs natur; men det er også en natur, der er indifferent over for det drama, der udspiller sig. Chris McCandless er en typisk Herzog-helt; en fantast der monomant forfølger sin drøm; men som også har grundløse forestillinger om, at blot man vender civilisationen ryggen, så vil naturen modtage én med åbne arme og det sande liv vil åbenbare sig. Ikke for ingenting starter filmen med at citere Lord Byron: "I love not man the less, but Nature more." Det er romantikkens forestilling om naturen. Men naturen tager ikke del i den menneskelige komedie. Det understreges i en scene mod filmens slutning, da den udhungrede Chris pludselig står ansigt til ansigt med en grizzly bjørn. Bjørnen snuser til ham og lunter så stille videre.

Sean Penn gør det tydeligt, hvorfor Chris McCandless føler lede ved civilisationen, men forfalder ikke til hverken at romantisere eller sentimentalisere ham. Chris er en fantast. Han kalder sig selv Alexander Supertramp og nærer urealistiske forestillinger om og forventninger til både sig selv og til naturens evne til at hele det, civilisationen har gjort sygt. Man forstår dragningen mod naturen, når man ser de betagende landskaber; eller når man konfronteres med et Los Angeles, hvor menneskeskæbner flyder rundt som andet affald i gaderne. Men Chris' flugt ud i ødemarken bliver aldrig fremstillet som et troværdigt alternativ. Han møder mange mennesker på sin rejse, der kommer til at nære dyb sympati for ham, men han efterlader dem uden megen eftertanke for at forfølge sin drøm. Først til slut, da han indser, naturen ikke vil slippe ham igen, går det op for ham: "Lykken er ikke ægte, når den ikke deles." Pudsigt nok, så er de eneste i filmen, der synes at dele lykken, de to danske backpackere. Men danskerne er jo også verdens lykkeligste folk!

Into the Wild er en betagende og smuk film, men samtidigt besk i såvel sin civilisationskritik og i sin kritiske distance til en naiv-romantisk forestilling om et mere autentisk liv hinsides civilisationen. I en bemærkelsesværdig lille scene, da Chris netop har begivet sig ud på sit eventyr, kigger han pludselig direkte ind i kameraet og ler. Det illusionsbrud besvares mod filmens slutning, da den ellers følelseskolde far giver efter for sorgen og bryder sammen midt på gaden - og kigger direkte ind i kameraet. Dermed antydes nok en form for soning, men det er hverken the all American family eller naturen, der heler det, civilisationen har forkrøblet. Det er filmen.