I tråd med den praksis som vise thriller-succesforfattere har benyttet sig af hvor de lader deres navne pryde forsiden af bøger, mens andre - i visse tilfælde skyggeskribenter – skriver indholdet, så har den franske instruktør Luc Besson også udliciteret sine mange ideer til andre. Det gælder for eksempel seriefilmene Taxi, B-13, The Transporter og en række andre titler, hvor Bessons navn nævnes fordi han er enten producent eller har været ophavsmand til filmens grundhandling, mens andre instruktører og manuskriptforfattere har leveret det færdige produkt. Dette gælder også for From Paris with Love, som er instrueret af Pierre Morel, der ligeledes på baggrund af et oplæg fra Besson i 2008 instruerede den effektive selvtægts/agentthriller Taken med Liam Neeson i den hårdtslående hovedrolle.

Skulle man dog tro at den nye film byder på mere af samme kaliber - en lige så fortættet thrillerfortælling koblet med nogle utroligt, voldsomme og brutale nærkampssekvenser, så skal man tro om igen, for From Paris with Love er i langt højere grad en film, der hverken tager sig selv, sine figurer eller sit publikum særligt seriøst. Dette gælder ikke kun plottet, men også en lang række af de gimmicks og forcerede morsomheder som filmen disker op med. Selv om en sådan fjantet tilgang til actionfilmen sagtens kan fungere (se eks. The Boondock Saints, Die Hard, osv.) så formår From Paris with Love aldrig rigtigt at finde balancen mellem sindssyge actionudfoldelser og plat humor.

Filmen er centreret omkring den unge diplomat James, der lige som sin navnebror med licens til at dræbe, virkelig gerne vil være hemmelig agent. Han er lidt træt af at placere mikrofoner under skriveborde og får pludselig en mulighed for at rykke opad i graderne og tillige blive en rigtig agent såfremt det lykkes for ham at arbejde sammen med amerikaneren – Charlie Wax – der er ankommet i Paris med fire-flyet for at rydde op underverdenen.

Det ville være lidt overflødigt i disse rammer at gengive årsagen til denne oprydningsaktion, men lad det bare blive sagt, at forsøger man at nærstudere årssagsforklaringen på, hvorfor der pludselig skal skydes vildt omkring sig så er det grundlæggende en vag forklaring. Der er da momenter i disse actionssekvenser som fungerer, men de bliver oftest sat til skamme umiddelbart efter, på grund af dumsmarte one-liners, der desværre aldrig hverken bliver helt så seje eller sjove som de var intenderet. Selv ikke når filmen laver intertekstuelle referencer – mest tydeligt hvor den karakter som John Travolta spiller i bytte for en dokumentmappe med følsomme oplysninger får en ”royale with cheese” – fungerer det rigtigt.

From Paris with Love er derfor en film, der på ingen måde vil genere hvis blot ikke man har andre forventninger til en actionfilm end at actionsekvenserne er ganske fint konstrueret og derfor kan den også sagtens fungerer som tømmermandsfilm eller uforpligtende underholdning på en hverdagsaften hvor der ikke er noget ordentligt i tv, men man bør blot heller ikke forvente sig andet – for selv om de handlingselementer, der har givet filmen sin titel ikke er noget man normalt ser i actionfilm, så optræder disse langt stærkere i Casino Royales slutreplik, hvor Bond taler om at komme videre efter Vespa har forrådt ham til fjenden.

Målgruppen for filmen er efter undertegnedes dømmekraft store teenagedrenge, men de ville sikkert ikke engang kende til den førnævnte intertekstuelle reference. Så rådet må fra kapellets side være at betragte From Paris with Love, som en film der er en hel del under den standard vi efterhånden forventer når Bessons navn er involveret. Der findes nemlig så mange bedre og mere elegante actionfilm at vælge mellem for tiden.