Hold da op, dét er skiseme en høj skyskraber! Det er utvivlsomt en af de første ting man tænker når man for første gang ser bygningen den nye actionfilm, med det passende navn Skyscraper. For det handler i al sin enkelthed om verdens højeste (CGI)-skyskraber, som ondskabsfulde typer stikker (CGI)-ild til, samtidig med at ’The Rock’s familie, som nogle af de eneste, opholder sig i den.

Der er på den led dømt helt arketypisk katastrofe-actionfilm, hvor vi dels skal følge vores muskuløse hovedpersons kamp mod tiden, for at få reddet sine kære, dels deres egen kamp på overlevelse og endelig så skal der vanen tro også gives en form for mere eller mindre rationel forklaring på hvorfor disse skumle skurketyper i det hele taget bruger energi og kræfter på at ville brænde bygningen ned.

Det kan lige så godt blive sagt med det samme, Skyscraper er en af de film, der ikke kræver nogen som helst tankevirksomhed. Faktisk bør man helt bevidst forsøge ikke at tænke så meget undervejs, for så vil man blive skuffet over en masse af de elementer i filmen, der synes at være lidt for tilfældige eller som decideret modarbejder filmens egen logik. Evner man til gengæld dette, er man ret godt underholdt i de halvanden times tid filmen varer.

Sagt på en anden måde, hører man til de, der kan irriteres over en hovedperson, som vikler sine hænder ind i gaffatape, hvorefter klæbeeffekten gør, at han, som en anden Spiderman, kan forcere lodrette flader, ja, så bør man springe Skyscraper over. Dette er blot et ud af mange eksempler på, at filmen er mere interesseret i fremdrift, end i at overholde basale fysiske love.

Selv om man godt kan se sig sur på forskellige irrationelle elementer kan man til gengæld glædes over at se danske Roland Møller i en ret fremtrædende rolle som en af filmens mest skurkagtige skurke. Han gør det faktisk fint som lederen af de niddinge, som stikker ild til den bizart høje bygning.

I starten af filmen ser vi hvordan Skyscrapers hovedfigur Will Sawyer er en del af et SWAT-team. Han tilkaldes sammen med hans kollegaer til en gidselsituation, der ender katastrofalt. Uden at gå i detaljer mister Will sin ene fod og skinneben. Der springes en håndfuld år frem i tiden og seeren kan nu opleve Will tage til jobsamtale hos rigmanden der har ladet filmens imaginære skyskraber opføre. Will får selvsagt jobbet som sikkerhedskonsulent og derfor flytter hans kone og to børn som de eneste ind midt i skyskraberen i ugen op til dens indvielse.

Det skal dog vise sig at være en rigtig dårlig beslutning, idet førnævnte terrorister har lagt planer om at hacke skyskraberens sikkerhedssystem, stikke ild til netop den midterste del af bygningen. Will bliver derfor nødt til at tænke hurtigt og tage kreative midler i brug for at komme frem til sin kone og børn og få bugt med skurkene.

Dwayne Johnson er som altid en charmerende muskelbøf, der denne gang tillige er handicappet, selv om hans skavank selvsagt viser sig at være en fordel flere gange undervejs. Neve Campbell (kendt fra bl.a. Scream-filmene) spiller hans søde kone, men det bliver straks meget mere utroværdigt når vi ser hende slås med skurkene.

Skyscraper er på den led en helt traditionel katastrofefilm, med det aber dabei at seeren allerede fra filmens udgangspunkt har regnet ud at den handlekraftige protagonist, selvfølgelig får reddet sine kære – for hvilken mainstream Hollywoodfilm lader medlemmer af heltens familie brænde op for øjnene af ham? Nej, vel! Det bevirker derfor, at vi allerede fra filmens start har regnet ud hvordan det hele spiller af. Det gør dog mindre, for dette er (desværre) en del af genrekonventionerne, dels ligger fascinationen naturligvis i på hvilke spektakulære måder som vor helt klarer disse mange uoverkommelige udfordringer på.

Selv om effekterne er ganske hæderlige og actionsekvenserne for det meste totalt overdrevne, så er der stadig en hel del scener og elementer i filmen som falder fra hinanden, hvis man giver sig til at tænke bare det mindste over dem. Det er lidt en skam, for selv om Skyscraper da er en ganske underholdende actionbasker, så er der desværre alt for mange irriterende og ulogiske plothuller i vejen til at man rigtigt kan læne sig tilbage og nyde den.