Lys, lyd og billede. Så simpelt formulerede Danny Thykær det for mig, da jeg i sin tid snakkede med ham om hans instruktørdebut Backgammon. Hvis lys, lyd og billede fungerer i en lavbudgetfilm, er du nået langt.

Gennem den seneste tid har der været en vis hype omkring Thykærs film. Den har nemlig taget priser på stribe i USA på forskellige festivaler, men den har endnu ikke været officielt vist i Danmark. Nu er det tiden. Den har premiere i aften i Cinemateket under CPH:PIX.

Filmen har været ventet. Især Jyllands-Posten har flittigt fulgt filmens succesrute på tværs af det amerikanske kontinent. Filmen har endda snuppet priser på en indonesisk filmfestival. Mens verden har fået øje på Danny Thykærs åbenlyse talent, så lader anerkendelsen stadig vente på sig i Dan-mark. Den kommer nu. Spilledagene under PIX har været næsten udsolgt, mens filmen alene viser, at det altså kan lade sig gøre at lave en god film for få penge.

Backgammon handler om bumsen Erik, der sidder i en park og spiller Backgammon om penge. Han bor på lånt tid i et kælderrum, er selvdestruktiv og gør, hvad han kan få for at dulme livets smerter med alkohol, som han skjuler i et papkaffekrus. Et lys tændes i hans ellers mørke hverdag, da en 10-årig pige opsøger ham i parken for at lære at spille Backgammon.

For i filmen er spillet Backgammon omdrejningspunktet. Det er selvfølgelig nærmest det eneste, som Erik er god til. Spillet fungerer desuden som en velvalgt metafor for livet generelt. Livet har vindere og tabere, ligesom spillet, det handler bare om, hvor stort man taber. At spille Backgammon er Eriks stædige fastholdelse af livet, der på mange måder synes at kue ham mere, end det tjener ham.

Filmen er indspillet for få penge på kort tid og på få locations. Det betyder intet. Locations er udnyttet godt, hvilket især er en kameramanden Kenneth Skoubøllings fortjeneste. Sammen med Thykær har Skoubølling produceret Backgammon via deres eget produktionsselskab. Det er dette makkerskab, der især understreger filmens kvaliteter: Thykærs sensitive skuespil (han spiller selv Erik) sammen med Skoubøllings ’kælende’ og ’dvælende’ kamerabevægelser og klipning skaber en særlig ramme og en indlevelse. Alt sammen parafraseret af Toni Martin Dobrzanskis overbevisende score til filmen.

Handlingen arbejder selvfølgelig med en vis social fornemmelse for Eriks position, men det er faktisk ikke som sådan det, der er filmens ærinde. I stedet er den mere eksistentielt orienteret. Det handler om tilværelsens ulidelige tyngde, om hvordan et lille håb kan tændes, og hvordan håbet er så fandens skrøbeligt. Den eksistentielle position visualiseres gennem nogle ’skud’ højt over parken, ud over byen, men også ned i parken: Erik er selv kun en lille brik i et meget større spil.

Backgammon varer (kun) 68 minutter. I forhold til almindelig formater ligger den derfor lige på grænsen mellem det, man kalder novellefilm og spillefilmen. Det er ikke et problem. Snarere er det befriende, at filmens handling får lov til at vare så længe, som plottet selv beder om. Filmen er på bedste vis et nærgående og teateragtigt kammerspil i en park baseret på et stramt og tight manuskript af Thykær selv.

Danny Thykær har gennem det seneste årti været en vigtig figur på den danske filmscene, som er blevet kaldt ’dansk indiefilm’ samt biroller i spillefilm af fx Morten Arnfred. Han har spillet en del roller i en række danske kortfilm. Især samarbejdet med instruktører som Philip Th. Pedersen og Sohail A. Hassan har været spændende at følge, men de mange små roller, som Thykær her har spillet, har vist, at han har et interessant repertoire at spille på: Han kan rumme gyseren (som i ”No Good Deed”), han fanger humoren (som i ”The Fro”), og han kan – som vi her ser i Backgammon – også indtage en film med en indfølt og hjerteknusende realisme.

Enkelte steder i Backgammon er der ikke været plads til at kæle for alle detaljer. Der opstår en vis modsætning mellem de flotte og overdådige parkoptagelser og de klaustrofobiske optagelser i kælderrummet, hvor Erik har sovet gennem en tid. Der er selvfølgelig en pointe i denne modsætning, fordi klaustrofobien omklamrer Erik, ligesom sindets dæmoner gør det. Visuelt bliver modsætningen dog stedvist lidt for stærk. Dette er dog helt grundlæggende småting i en overbevisende instruktørdebut, der er indspillet for egne og ganske få midler.

Den form for realisme, som filmen skriver sig ind i, ligner ikke helt den typiske danske realisme. I stedet for at insistere på de sociale sammenhænge, som vi kender så godt fra fx Bænken, der har visse handlingsmæssige ligheder, så trækker Backgammon i stedet på det tæt menneskelige og det gør den ved at turde trække på melodramaets store følelser.

Backgammon ligner mere en amerikansk socialrealisme, som vi kender den fra indiescenen hos fx Kelly Reichardt. Reichardt turde fx i sin Ode (1999) satse på det lidt kortere format (i dette tilfælde 48 minutter) og en minimalfortælling som holder, mens hun behandlede filmens handling gennem lignende rolig kamerateknik og følelsesladt musik. Thykær har selv nævnt Steven Spielbergs tidlige film som inspiration (fx Sugarland Express), og lidt det samme – i en anden kaliber – er der på spil, når Spielberg laver amerikansk realisme. Det en realisme med en evne til at beskrive (og en interesse i at behandle) de helt store følelser (godt og skidt) med en nærværen-de nerve.

Jeg tør godt påstå, at Danny Thykær – forhåbentlig igen i samarbejde med Skoubølling – får det nemmere i fremtiden. Sammen med flere andre ustøttede film i år er Backgammon en stilsikker spydspids i et gennembrud for den danske uafhængige spillefilm.