Den amerikanske komedie tager mange former, som strækker sig fra det intellektuelle grin hos Woody Allen til de bæbaserede vitser hos Farelly-brødrene, men der findes også komedier der leverer en mellemvare, som bade tør være groft politisk ukorrekte og som stadig formår at have både sjæl og hjerte i kernen af sin fortælling. Til denne sidste kategori hører Bad Words, som er den ganske mærkværdige fortælling om en ganske usympatisk mand, der af uvisse årsager har sat sig for at deltage i den amerikanske, nationale stavekonkurrence.

Den på overfladen meget utilnærmelige og ganske ubehagelige mand hedder i filmen Guy Trilby. Han har fundet et hul i reglerne til den stavekonkurrence hvor deltagerne normalt går i folkeskolen, der gør at han kan deltage på lige fod med børnene som har stilet op. I filmens start prøver dommerne ellers ved en lokal stavekonkurrence at diskreditere ham, men han har undersøgt reglerne, som blandt andet foreskriver, at der er en journalist fra et nationalt medie, der dækker hans færd i konkurrencen.

Journalisten hedder Jenny og er mest af alt med på Guys’ hold fordi han har sex med hende i ny og næ, og fordi hun, lige som seeren, er meget interesseret i at finde ud af grunden til at en velvoksen mand på den måde går ind i en konkurrence for børn, med den klare hensigt at tvære konkurrenterne ud. Guy kvalificerer sig uden de store problemer til ”The Golden Quill”, som er finalen. Den bliver for første gang transmitteret i TV, men om dette har noget med Guys projekt at gøre skal man se filmen for at finde ud af.

På flyveturen mod finalen forsøger den virkelig charmerende dreng at få kontakt med den konsekvent knotne Guy. Han præsenterer sig som Chaitanya Chopra, en dreng med indiske rødder, der spår sig selv en plads i finalen. Mødet mellem de to kan sammenlignes lidt med det der opstår i Bad Santa, for selv om Guy egentlig synes at hade alt og alle, lykkes det alligevel Chaitanya at charmere den mavesure hovedperson så tilpas meget, at de begynder at hænge ud samen. Til at starte med fordi drengen fortæller Guy, at han har minibar på sit hotelværelse.

Filmen følger i store træk en meget velkendt formel, for naturligvis skal det nyligt opståede venskab mellem den gnavne 40-årige og den søde 10-årige komme på en virkelig hård prøve, før det løses mod filmens slutning. Det er som bekendt i kontrasterne og konflikterne at dramaet opstår. Til gengæld er det også ganske rart at se en film, hvis to primære hovedpersoner, er sociale afvigere; introverte personer, der af helt åbenlyse årsager, takket være deres væsen, nørdede interesser eller simpelthen helt bevidst, ikke omgiver sig med venner.

Filmen forsøger på denne vis, at vise resten af verden, at selv om man ikke ligefrem er udadvendt, så kan man sagtens have kvaliteter og retfærdighedssans, men det bliver naturligvis sat lidt på spidsen når nu handlingen foregår under en stavekonkurrence. Denne lidt mærkværdige konkurrenceform, som vistnok er unik for engelsktalende lande (især USA) forekommer også - set udefra - som noget der især tiltrækker ultra-geeks, og derfor er det også oplagt at bruge disse rammer til at fortælle historien i Bad Words med.

Bad Words er ikke en af den slags komedier som man klukler sig gennem, men den er morsom, ikke mindst takket være Jason Batemans ustyrligt kyniske portræt af Guy Trilby. Det er også Bateman der har instrueret filmen og selv om han har instrueret enkelte episoder af forskellige TV-serier tidligere, så er dette hans egentlige debut som spillefilmsinstruktør, og det er han sluppet rigtigt heldigt fra. Bad Words er nemlig både charmerende, grov og ikke mindst en film der ender med at være rigtigt sød. Ikke sirupsagtig og klæg, men en vældig rar, lille komedie.