Sådan lød et gammelt anarkisk slogan, der ofte blev råbt højt og energisk, når Danmarks yderste venstrefløj drog ud for at demonstrere. Selv om det måske kan lyde som en forældet politisk floskel, så er det lige præcis det, som den amerikanske indiefilm Fruitvale station handler om: politiets urimelige misbrug af deres beføjelser.

Indimellem kommer man i et dilemma, når man skal anmelde film. Især når man har i sinde at anmelde en film som Fruitvale station, der er baseret på ganske virkelige hændelser og som samtidig adresserer en desværre alt, alt for aktuel situation. Selv om filmen selvsagt har taget sig visse dramaturgiske friheder, virker det som om, at den ihærdigt forsøger at skabe en intern realisme, der meget gerne skulle kunne genkendes af de personer som oplevede hændelserne.

Normalt har man ikke lyst til at afsløre alt for meget af en films handling i sådan en anmeldelse, men omvendt fungerer denne films så stærkt, fordi langt de fleste kender udfaldet af historien. Der vil derfor i det efterfølgende være en hel del spoilers, som muligvis vil ødelægge oplevelsen for enkelte seere, men springer den ærede læser det sidste afsnit over, garanterer undertegnede, at der her kun vi være en endelig dom over filmen, uden andre unødvendige afsløringer.

Filmen åbner med en video i ganske dårlig kvalitet, efter alt at dømme optaget på en mobiltelefon. Den viser nogle amerikanske betjente, der på en togstation ganske hårdhændet forsøger at få en mindre gruppe sorte mennesker til at sidde stille. Da vi som seere godt ved, at den efterfølgende film er baseret på en virkelig hændelse, går det hurtigt op for en, at de optagelser vi ser, er øjeblikkene før den 22 årige Oscar Grant bliver skudt på klods hold af en betjent. De virkelige optagelser går i sort kort efter skuddet falder.

Der er sikkert de, der vil mene at det er ganske dårlig smag, at vise en mand blive skudt på denne måde, men omvendt set var det nøjagtigt det, der skete og resten af filmen er helt tydeligt skabt med det formål at vise, hvor uretfærdigt og meningsløs denne handling var. Et forsøg på at skabe et værdigt eftermæle til en mand, der ikke selv fik chancen for det.

Idet filmen starter, befinder vi og sammen med ofret, et døgns tid før denne tragiske hændelse og resten af filmen bliver en længere, smertefuld rejse hen mod netop denne voldsomme afslutning på en ung mands liv.

I løbet af den halvanden times tid filmen varer, lærer vi nemlig hovedpersonen Oscar rigtigt godt at kende. Selv om det, som nævnt, kan debatteres om der virkeligt skete alle de ting, vi ser i Oscars sidste døgn, så forsøger filmen i al fald at tegne et protræt af en ung mand, der på mange måder forsøgte at få vendt sit liv til noget positivt.

Vi oplever Oscar skændes lidt med kæresten før han tager hen til det lokale supermarked for at købe ind til moderens berømte gumbo. Det er den 31. december, moderens fødselsdag, og når det nu er nytårsaften, sparer han ikke på noget. Mens Oscar selv handler, hjælper han også en ung forvirret dame, idet han fortæller hende, at han faktisk arbejder i butikken, men at han har fri i dag. Det er dog en sandhed med modifikationer, for vi ser kort efter Oscar opsøge bestyreren af butikken for at tigge og bede ham om at få sit gamle job tilbage, men det går ikke. Stillingen er blevet besat af en anden.

Hjemme igen finder Oscars kæreste ud af det og bliver nu først rigtigt sur. Hun klager over at han har været sammen med en anden, og at han kun har sit salg af pot at falde tilbage på, men da Oscar fortæller hende at han faktisk i dag har valgt at lægge sit liv om, at han har smidt posen med stofferne ud og samtidig har tænkt sig at gøre alt for hende, deres barn og at han ser nytåret som en chance for at starte på en frisk, overgiver hun sig til hans ukuelige charme. Det lykkes også vores hovedperson at overbevise seeren, dette sker især gennem filmens eneste rigtige flashbackscene, hvor Oscar tænker tilbage på dengang han var i fængsel og fik besøg af sin mor, som klart viste hvor skuffet hun var over ham.

Fruitvale Station er en yderst seværdig film, der med sin spilletid på lidt under halvanden time får oprullet hverdagsdrama, fyldt med gode, troværdige figurer og samtidig fungerer som en tankevækkende tragedie, der i den grad sætter spørgsmålstegn ved nogle amerikanske betjentes håndtering af deres job. Det er en film der nemt ville kunne benyttes af f.eks. engelsklærere, da det er en film, der både kan fungere i sammenhænge med emner som Den Amerikanske Drøm , USA eller raceproblematik især set i lyset af de efterhånden alt for mange sager, hvor hvide amerikanske betjente har udløst demonstrationer og voldshandlinger takket være deres alt for brutale håndteringer af konflikter med sorte. Man er dog ikke nødt at være engelsklærer for at nyde denne film, for den er på bundlinjen et gribende, seværdigt drama, der gennem sit valg af synsvinkel får italesat, hvor meningsløst livet indimellem kan være.