I kølvandet på den seje, men særdeles nødvendige kamp for borgerrettigheder for alle i USA, skabte Jack Kirby og Stan Lee i 1966 figuren Black Panther. Figuren anses for at være den første reelle sorte superhelt, i al fald når man ser på mainstreamtegneserier. Siden da er der selvfølgelig kommet mange flere til, som f.eks. Luke Cage eller Torm.

Mange tænker nok at navnet var afledt af den militante borgerrettighedsorganisation Black Panthers, men det er ikke tilfældet. Black panther-bevægelsen opstod først efter den fiktive superhelt havde set dagens lys. For at sætte tegneserien i kontekst var 1966 dette året efter Malcolm X var blevet dræbt og to år inden Dr. Marin Luther King, jr. skulle lide samme skæbne.

Marvels tegneserieunivers har (lidt på samme måde som tv-serien Star Trek) altid haft en bredtfavnende, humanistisk agenda. Dette er blandet andet sket ved at man har skabt helte, der kan fungere som forbilleder for de læsere, der måske føler sig marginaliserede eller figurer der italesætter de problemer som vi almindelige mennesker kan bøvle med, være det sig Hulks ustyrlige vrede, Spidermans teenage-agtige usikkerhed, osv. Black Panther var set i dette lys en superhelt af sin tid, en stolt afrikansk prins, der ikke lod sig kue under nogen omstændigheder.

Selv om man kunne mene at der er sket meget siden 1966, så er der i 2018 stadig brug for Black Panther. Dels lavpraktisk fordi figuren er medspiller i den kommende Avengers: Infinity War-film og derfor lige som sine andre superheltekollegaer selvfølgelig skal have sin egen "origin"-film, men også fordi der desværre til stadighed er raceproblemer og fordomme. Tvivler man på dette kan man jo bare undersøge #blacklivesmatter, som er et direkte udtryk for at raceproblematikker lever i bedste velgående.

Det skal blankt indrømmes at anmelder før denne film ikke kendte meget til figuren, for i tegneseriernes verden har han udelukkende været gæsteoptrædende i nogle enkelte af de serier som undertegnede har fulgt med i. Det gør dog mindre, for filmen er ganske god til at forklare dens præmis og man bliver hurtigt hvirvlet ind i både Black Panthers liv og verden.

Prins T'Chala skal i filmens start krones til konge i det fiktive afrikanske land Wakanda. Traditionen tro samles alle landet stammer nær et stort vandfald, hvor de der tør udfordre kongen til tvekamp for på den vis at kan tilkæmpe sig tronen. Normalt er dette en formel sag, hvor de øvrige stammer pænt takker nej til udfordringen, men netop som T'Chala skal krones, træder uventet en udfordrer frem på banen. Det er høvdingen fra Wakandas femte stamme, som hidtil har holdt sig i skjul. Før tvekampen fratages T'Chala selvsagt sine overnaturlige evner, som alle konger ellers har fået takket være en blanding af magi og meget sjælden hjerteformet plante, der kun vokser i Wakanda.

Det specielle ved Wakanda er også at det modsat mange andre lande i Afrika er teknologisk utroligt højt udviklet, takket være den store naturlige forekomst af metallet Vibranium. Landet har dog valgt at skjule dette faktum for omverdenen. De skjuler deres flyvende maskiner og højhuse bag et enormt hologram der projicerer jungle i stedet for storby. Vibranium skulle jo helst ikke misbruges af skurke.

Samtidig andetsteds er våbenhandleren Ulysses Klaue i færd med at bryde ind på et museum i England for at få fat i et urgammelt våben lavet af netop Vibranium. Med sig har Klaue en ung, sort fyr der også forekommer at være meget interesseret i dette metal. Senere skal det vise sig at han også er interesseret i Wakandas trone.

Black Panther er en meget ambitiøs Marvelfilm. Ud over at have et cast, der med ganske få undtagelser består udelukkende af mørklødede skuespillere, så byder den også for en sjælden gang skyld på en række særdels handlekraftige kvindelige figurer, der gør andet end bare at tage sig flot ud på lærredet. Folkene bag filmen har tilsyneladende været meget opmærksomme på ikke kun at fokusere på mænd der kæmper med hinanden, men også at vise at disse mænd ikke var kommet ret langt uden de stærke kvinder, som er en del af deres samfund. Mest tydeligt bliver dette i figuren Shuri, der ikke kun er T'Chalas lillesøster men også et geni, der opfinder alle heltens gadgets og dragter.

Der er virkelig mange gode elementer i Black Panther. Til gengæld er der også mange ting man har set før, hvilket giver sig selv idet dette er en oprindelseshistorie. Eksempelvis skal vi sammen med T'Chala gennemgå udviklingen fra prins til konge og se ham forsøge at løfte den tunge byrde og enorme ansvar det er at overtage Wakandas trone. Skal den nye konge forsøge at følge direkte i faderens fodspor eller skal sønnen i stedet forsøge at finde sig selv? En ung mand splittet mellem tradition og fornyelse. Man kan næsten høre Spidermans credo i baggrunden.

I denne anmelders optik er filmen dog en smule for lang. Det er ikke fordi man sidder i biografmørket og keder sig, men det er som om at folkene bag manuskriptet gerne har villet forcere lidt for mange plotelementer og pointer ind undervejs.

Dertil kommer at man godt kan mistænke folkene bag filmen til at forfalde til en noget arkaisk romantiseren over de afrikanske troper som filmen benytter. Dette er sikkert også tydeligt i tegneserieversionen, men kulturskildringen af Wakandas meget stolte stammefolk kan i sidste ende godt tage sig ud som en form for revisionistisk afrikansk fantasi. God nok giver filmen Afrika deres første reelle superhelt, men samtidig er det som om miljøskildringen falder tilbage til en vestlig, romantisk forestilling om et afrikansk utopia. Kapellet ved godt at det "bare" er en superheltefilm, men irriteres også over at Kong T'Chala kæmper mod en fra egne rækker i stedet for eksempelvis hvid overmagt, der vil berige sig det Vibranium, som landet er så rigt på.

Lige som de eksotiske elementer der i halvfemserne gjorde Løvernes konge til en stor succes, kan man anklage Black Panther for at benytte samme afrikanske baggrund som en kulørt ramme omkring fortællinger der er set flere gange tidligere. I Black Panther ser vi som i Disneys tegnefilm (og i Shakespeares Halmet) sønnen der kommunikerer direkte med faderens ånd. I den henseende er vor helt mere som Simba end Shaft. Dertil tilsættes både stammekampe og magiske ritualer, der kombineres med en science-fiction-lignende idé om et udviklingsland, der faktisk er langt mere teknologisk fremskreden end vores del af verden. Anmelder opfatter dette som om at man udelukkende kan imponere vesten ved at vise at man er teknologisk overlegen, en pointe der i al fald slås fast med syvtommersøm i filmens slutning.

Nu skal det ikke forstås som om den bleghvide anmelder med slet skjult racistiske undertoner forsøger at nedgøre filmen og slet ikke have øjne for hvor fedt det er at give et helt kontinent deres eget forbillede som børn og voksne dér kan nyde. Det sker bestemt. Hovedpersonen er sej, laber og handlekraftig og som i langt de fleste Marvelfilm fejler hverken skuespil, action eller effekterne noget. Kritikken går i stedet på, at filmen godt kunne have været endnu bedre til at skabe et fiktivt afrikansk land, der ikke var plaget af interne stridigheder stammerne imellem, ikke afgjorde hvem der skulle være konge ved at to mænd kæmper om dette på en klippeside, osv. Selvfølgelig skal man også lave en film der er genkendelig for de der elsker tegneserien, som selvsagt inkluderer disse elementer, men når der er så megen kulturel kapital på spil, kunne man måske godt have opdateret enkelte af disse scener.

Det skal i samme kulturkritiske åndedrag nævnes at der også er flere elementer i filmen der er en direkte kritisk kommentar til det aktuelle sociopolitiske klima i USA, for eksempelvis nævnes der et sted i filmen, at verden ikke bliver til et bedre sted, hvis det eneste man kan bygge er mure (læs: in your face, Trump). Samtidig viser filmen (sin meget firkantede afro-sci-firomantik til trods) at man sagtens kan være både helt, konge og stolt kvinde, uanset hudfarve - et budskab der ret beset jo ikke burde være nødvendigt, men som desværre stadigvæk er vigtigt også bliver en fast del af popkulturen. På den måde sikrer man at fremtidige generationer muligvis endelig helt slipper for at diskutere etnicitet og race.