Filmens fulde navn er Telstar: The Joe Meek Story, og bag kameraet har vi at gøre med den erfarne skuespiller Nick Moran. Det er intet mindre end hans instruktørdebut, der udkom i 2008, men først nu ser dagens lys i Danmark gennem Another World Entertainment. Nick Moran, som vi bla. kender som Scabior fra Harry Potter-universet, og som korthajen Eddy fra Guy Ritchies Lock, Stock & Two Smoking Barrrels, har også selv skrevet filmens screenplay. Dette er baseret på James Hicks’ teaterstykke af samme navn. En reprise fra teaterstykket er hovedrolleindehaveren, Con O’Neill, der igen indtager rollen som den g(eni)ale musikproducer. En rolle han uden tvivl kan være stolt af. Kevin Spacey og Pam Ferris giver ligeledes gode, men måske lidt karikerede præstationer som henholdsvist den kyniske investor Major Banks, og den ligeligt bekymrede og irriterede underbo, Mrs. Shenton.

Telstar er fortællingen om Joe Meek, pionerende, tonedøv independent producer og komponist, der begyndte at spytte hits ud fra hjemmestudiet RGM i starten af tresserne. Hits, som han forsøgte at sælge gennem hans kortlivede pladeselskab Triumph Records. Alt imens var han tonedøv, musisk analfabet, som hverken kunne spille, synge eller notere sine idéer. Af den grund ansatte han komponister og musikere til at konvertere hans atonale nynnen til musiske værdier. Et af disse ensembles hed the Tornadoes, og de blev verdenskendte på grund af superhittet Telstar. Superhittet, der kan siges at være omdrejningspunktet for Joe Meeks ”rise and fall”. Det er det verdenskendte hit, som for alvor satte Joe Meek og RGM på dagsordenen, men også det nummer, der indirekte ledte til hans tragiske død.

Starten af tresserne kan betegnes som lidt af et historisk boom for engelsk musik, hvilket filmen ynder at påpege med læssevis af referencer. Der er masser af inside referencer til denne guldalder for britisk musik, hvor den nye, farlige rockmusik så småt begynder at forankres i britisk kultur med hjælp fra folk som bla. Joe Meek. En hjælp, der senere udmunder i ukendte bands som f.eks the Beatles, the Rolling Stones og the Who. Samtidshistorisk kan man nævne at George Bellamy - far til Matthew Bellamy, frontfigur for den progressive indietrio Muse - var guitarist i netop the Tornadoes. En stor del af the Tornadoes bagkatalog er således, mere eller mindre, direkte inspirationskilde for diverse Muse-sange. Selvfølgelig er denne indflydelse nok mere genetisk-kulturel end den er udelukkende musisk, men det ændrer dog ikke på, at den er der.

Studiet var det område, hvor Joe Meek førte an på pionerisk vis. Han var bla. en af de første til at eksperimentere med utraditionelle mikrofonplaceringer. Noget, der retrospektivt kan ses som et stort skridt på vejen mod den moderne rocklyd som vi kender i dag. Han placerede mikrofoner utraditionelt, bla. ved at bruge alle lejlighedens forskellige rum, og ved ikke nødvendigvis kun at bruge én mikrofon til hvert instrument. Han var også en af de første, der ikke optog al lyden som én stor pærevælling i ét rum. Det er blot nogen få af de mange aspekter, der gjorde RGM-studiet historisk unikt, fordi at musikerne nu kunne befinde sig i forskellige rum, men stadigvæk indspille sammen. Han komprimerede, brugte rumklang og ekko før alle andre – teknikker, der bliver brugt den dag i dag.

Lige så genial som Joe var i hans elektro-okkulte rum af mystik og musik, lige så handicappet var han i sociale og økonomiske henseender. Han var en perfektionistisk arbejdsnarkoman, der sjældent spiste, men derimod nærede sig ved at fokusere på det næste store hit. Piller og planer er dog ikke specielt næringsrige, og hans eskalerende sindssygdom begynder at sætte stopklodser for forholdet til verden omkring ham.

Rutsjebanen begynder at køre nedad, bla. gennem et sagsanlæg om plagiering af Telstar, der fastfryser alle hans royalties. Han bliver umiddelbart efter dette arresteret for homoseksualitet, der var en strafbar handling i England på daværende tidspunkt. En lang dominorække af kausaliteter, deriblandt broget bogføring og dårlige bekendtskaber, synes at terrorisere hans liv, og hans sind begynder at sortne. Han var til sidst et nervøst vrag, der beskyldte andre kunstnere, også dem han arbejdede med, for at stjæle hans opfindelser og konspirerede mod ham. Situationens stress og hans høje pillemisbrug fører ham gradvist mod psykotisk sammenbrud, og det ender med at alle, undtagen hans assistent, forlader ham på grund af det.

Helt katatonisk af paranoia, økonomiske problemer og tvangstanker begår han mord og selvmord. Han skyder sin udlejer, Mrs. Shenton, og sig selv i hovedet med et gevær. Tre uger senere bliver det grundlagsløse sagsanlæg droppet. Hans royalties fra Telstar bliver dermed udbetalt, og de ville uden tvivl have fjernet hans økonomiske problemer. Skaden er dog sket, og han kan skrives på listen over indflydelsesrige musikpersonligheder, der i bagklogskabens stærke lys ikke burde have haft adgang til et skarpladt skydevåben.

Helt overordnet kan man sige, at Telstar nok falder i bedre jord hos musikere og musikinteresserede, fordi referencerne og den historiske signifikans af tidslommen er vigtige elementer i helhedsopfattelsen. Filmen balancerer dog fint mellem historisk korrekthed og dramaturgisk tilrettelæggelse. Dialogen og fortælleteknikken er så veludførte, at fortællingen og det musikhistoriske element ikke udvander hinanden. Det bliver aldrig kedeligt og belærende, måske fordi det fortælletekniske toneleje har sin baggrund i det tragikomiske. Telstar er en meget interessant, lille independent film, der måske primært henvender sig til folk med en passende mængde musikhistorisk interesse.