Måske er det er misforstået nostalgi, men for alle der har været ung i 1980erne, var det en gylden periode hvad film angik. Takket være udbredelsen af videomaskiner, eksploderede mulighederne for at se alverdens film. Hvor prærieindianerne havde overgangsritualer, der involverede indtagelse af peoyte eller smertefulde soldanse havde vi movieboksen og en samling billigt producerede b-skrækfilm, den ene naturligvis mere grusom end den anden, til at vise forskellene på drenge fra mænd.

Der er naturligvis sket meget siden dengang, men heldigvis spøger visse af disse b-film stadig væk, takket være det evigt ekspanderende DVD marked og denne, måske misforståede, nostalgi efter et gensyn med 80ernes bedste og værste film. Om Renny Harlins amerikanske debutfilm hører til den første eller sidste kategori, vil der blive redegjort for herunder.

Prison er en vaskeægte genrehybrid – den forsøger på samme tid at være fængselsdrama og gyser. Blandingen af de to er egentlig fin, for ideen om at sidde indespærret kan vel kun blive endnu værre, hvis det samtidig spøger i cellen, men problemet med Prison er at den aldrig bliver helt overbevisende hverken som gyser eller som fængselsdrama.

I filmens åbningssekvens ser vi en mand blive ledt til den elektriske stol og lide en krank skæbne for hånden af sine bødler. Vi springer en del år frem og takket være nedskæringer og en mangel på fængselsceller, beslutter man hurtigt at genåbne det gamle fængsel på ny, selvom der er mange ting der ikke rigtigt fungerer ordentligt.

Til fængslet ankommer en samling af meget forskellige typer kriminelle, der allerede som udgangspunktet holdes voldsomt nede af den rutinerede og lettere sadistiske flok af fængselsbetjente, under ledelse af den smålige og paranoide inspektør Sharpe. Som modvægt til disse herrer, finder vi filmens eneste kvindelige karakter, der med humanistisk gåpåmod forsøger at skabe bedre vilkår for de stakkels indsatte.

Filmens egentlige helt, Burke, er respekteret af de øvrige fanger da han har et virkeligt godt rygte som en biltyv, der er meget svær at fange. Burke bliver sammen med en medfange sat til at rive en væg ned, der i sin tid blev bygget for at forsegle rummet til den elektriske stol, men det viser sig at ånden fra fangen som vi så riste i filmens start, blot har ventet alle disse år på at slippe løs og lave en række poltergeist-drab på blandt andet de, der i sin tid var med til at få ham dømt og henrettet.

Det er naturligvis ret fjollet det hele og selv om der egentlig er gode skuespilkræfter med, så fremstår karaktererne forventeligt en-dimensionelle og karikerede. Nuvel, det er vel næppe store, dybe præstationer man forventer sig når man ser en b-film fra 80erne, men ikke desto mindre er der flere af spillerne, der enten overspiller totalt eller som forbliver utroværdige i deres mangel på indlevelse.

Vi får heller ikke aldrig en forklaring på, hvorfor fangen pludselig giver sig til at spøge - ud over at han er en form for dobbeltgængerversion af Burke, men da Burke udsættes for lige så stor fare fra gespenstets rumsteren, kan man ikke undgå at forundres over dette mærkværdige forhold.

Endelig bør der lyde en advarsel til de som ud fra coveret måske kan tro at det er en rendyrket splatterfilm, for selv om der er nogle groteske episoder undervejs, så fylder disse groteskerier ikke nær så meget som man kunne tro.

Prison hører med ovenstående i mente ikke til blandt klassikerne af 80ernes b-films repertoire, men er man fan af Viggo Mortensen, Renny Harlin eller holder man blot af en fjollet gyser, så formår den trods de mange skønhedsfejl, at være ganske underholdende i den halvanden times tid den varer.