Som faste læsere sikkert har luret, har undertegnede for vane at gense biograffilm i hjemmebiografen, selv om oplevelsen fra biografen nærmest stadig er frisk i hukommelsen. Således også Ryan Cooglers meget roste Black Panther film, der for første gang (hvis man ser bort fra tv-serien Luke Cage) giver verden en sort superhelt.

Imens Oscarkomiteen diskuterede muligheden for at indføre en ny ”mest populære film”-kategori (som de for kort tid siden afskaffede igen, takket være bl.a. latterliggørelse på internettet) udtalte Black Panthers hovedrolleindehaver at filmen burde nomineres til ”bedste film” slet og ret . Tjah, hvis The Shape of Water kan vinde en Oscar™, hvorfor så ikke en film om de genvordigheder en mørklødet kongesuperhelt fra et afrikansk land, må gå igennem for at erobre tronen og ikke mindst omverdenens respekt?

Selv om Black Panther bestemt er en ganske vellykket superheltefilm, som samtidig med dens generiske fortælling om de gode mod de onde samtidig får kommenteret på mange af de aktuelle og lidt for virkelige problemer som vi (læs: måske især USA) har med marginaliserede grupper i samfundet, så er det i Kapellets optik næppe en film, der ligefrem kan blive indstillet til en Oscar™-statuette for ”bedste film”. Det ville i al fald være en kolossal overraskelse.

Filmens grundlæggende handling skal ikke gentages her, for i stedet er det langt nemmere at henvise til biografanmeldelsen hvor du også kan læse om nogle af de indvendinger som kapellets udsendte havde i forhold til filmens skildring af Wakanda og de forskellige stammer som bor hér. Filmen blev i biografanmeldelsen beskyldt for at romantisere ideen om det stolte stammesamfund, der takket være nedslaget af en enorm komet med Vibranium (det imaginære stærkeste materiale i universet – red.) har forvandlet landet til et meget avanceret science-fiction-lignende civilisation, der tillige holder dette skjult fra omverdenen.

Fortællingen drejer sig da også om en tvist over hvem der skal sidde på Wakandas trone og bestemme hvad der skal ske med disse vigtige ressourcer. Skal de deles med resten af verden, som T’Chala (filmens hovedperson) synes, eller burde man i stedet, som M’Baku (en rival til Wakandas trone) mener, bruge Vibranium til at vende bøtten om og få resten af (den hvide) verden til at underkaste sig Wakandas vilje? Svaret er selvfølgelig ligetil, for selv om vi naturligvis holder med den moderate T’Chala, så er det også godt tænkt at lade skurkens motivationer være om ikke sympatiske så forståelige. I det hele taget synes det være på mode, at skabe skurke, hvis motivation ikke alene er drevet af ren ond vilje, for det bliver figurerne blot mere interessante af.

Filmen holder bestemt ved gensynet og så lægger man samtidig måske endnu mere mærke til flere af de stikpiller som uddeles i forhold til hvordan vores vestlige samfund systematisk har forskelsbehandlet og kriminaliseret en hel befolkningsgruppe. Intet under at filmen både har fundet enorm popularitet på det afrikanske kontinent og i hjemlandet USA. Ikke kun fordi den byder på en helt man kan relatere sig til (ikke kun som sort) men også fordi den flere gange direkte og indirekte kommenterer på fordomme og stereotyper.

Anskaffer man sig filmen på 3D fungerer dette også for det meste. Der er enkelte scener, som arbejder med masser af highlights og diverse lyseffekter. I enkelte tilfælde påvirker disse 3D-oplevelsen på en måde så man kan fornemme en slags ”lyse skygger” i billedet, som ikke burde være der. Heldigvis bliver dette aldrig så grelt, at det det overskygger helhedsindtrykket. Især den sidste dramatiske kamp om herredømmet i Wakanda fungerer virkeligt fint i 3D.

Ekstramaterialet (som også er på 2D-versionen af filmen) byder på en masse småfilm om filmens tilblivelse, fraklippede scener og meget mere. Det er selvfølgelig nok mest interessant for de blandt os, der går virkelig meget op i filmen, men dejligt at det stadigvæk bliver lavet, for mange af disse ekstra-features er jo helt klar medvrikende til at man har lyst til at anskaffe sig filmen på fysisk medie, frem for blot at streame den fra en af de mange tjenester der tilbyder dette.

Black Panther varer næsten to en halv time, men føles til trods for dette ikke mange minutter for lang. Heller ikke anden gang man ser den. Det er en episk superheltefilm, der præsenterer sin tilskuer for en helt der er en hel del anderledes end mange andre superhelte vi ellers har oplevet og her tænkes ikke på hans hudfarve og kulturmæssige baggrund. Den har selvsagt svært ved ikke at minde om mange andre oprindelseshistorier i dens opbygning og selv om filmen har lidt svært ved at undgå at forfalde til lidt stereotypiske skildringer af den verden den præsenterer, så står det måske heller ikke helt så slemt til, som antydet i biografanmeldelsen. Derfor vinder Black Panther faktisk ved gensyn, hvilket også betyder at det er en film der måske ligefrem bliver bedre, jo flere gange man ser den.