Den nye spanske gyserfilm, La Cueva (direkte oversat: Hulen) er en film, der låner på flere niveauer. Ikke alene følger den stilistisk i kølvandet på et utal af found-footage / mockumentary-film, som vi har set i løbet af de senere år, dels så har den indholdsmæssigt rigtigt meget til fælles med Niel Marshalls klaustrofobiske og virkningsfulde grottefilm The Descent fra 2005, idet den nye film også handler om en gruppe venner, der på en ferie finder en indgang til en hule hvorefter de forvilder sig ind i den, med katastrofale følger som resultat. Selv filmens cover minder ganske meget om Marshalls film.

Selv om der er disse sammenfald, bør man dog være i stand til at se La Cueva (eller In darkness we fall, som er filmens internationale titel) som en selvstændig film, for den opererer ikke som Marshalls film med overnaturlige elementer, men i stedet der filmen en slags ekstremt psykodrama, der vil vise os hvad folk under stort pres er villige til at gøre ved hinanden.

Det starter dog i ren idyl, for en gruppe på fem bekendte, to unge kvinder og tre fyre, mødes i lufthavnen. En af deltagerne har en blog og dokumenterer derfor stort set alt hvad de foretager sig med sit kamera, der kommer til at fungere som filmens egentlige fortæller. Vi ser således hvordan de lejer scootere, tager en færge, ankommer til en lille ø og slår lejr for natten.

De fem er naturligvis forskellige af natur, ellers kunne der ikke opstå drama. Der er eksempelvis to af fyrene, der er interesserede i den samme pige, en af fyrene der nægte at nøgenbade, osv, osv. Scenen er derfor sat til, at når først disse folk opdager de har endog meget svært ved at ved at finde tilbage til hulens indgang, så kommer sindene hurtigt i kog.

På papiret lyder deres situation noget søgt, men filmen er faktisk meget god til at foregribe de spørgsmål, som den interesserede seer kan sidde med. Eksempelvis beslutter de at gense det som der er blevet optaget på kameraet, for at se om dette kan give dem en bedre forudsætning for at finde udgangen, eller senere er der en der foreslår at de konsekvent drejer enten til højre eller til venstre hver gang de kommer til en forgrening, for det er vist sådan man finder ud af en labyrint. På den måde sørger filmen for at gøre situationen, som de befinder sig i mere realistisk end man ser det i mange lignende horrorfilm, hvor man græmmes over hvor tåbeligt karaktererne opfører sig. Eksempelvis er der vist flere gyserfans der stadig er frustrerede over, hvordan det lykkedes teenagerne i The Blair Witch Project at smide deres kort over området væk.

Selv om In darkness we fall som nævnt låner med arme og ben fra andre kilder, så formår den også med ganske simple virkemidler at skabe en effektiv lille spændingsfilm, der til trods for varierende skuespilpræstationer, alligevel leverer varen i filmens klaustrofobiske slutscene. Det er også ganske befriende at filmen ”kun” varer 77 minutter, da den ret beset ville være løbet tør for momentum, hvis filmmagerne bag havde ladet den vare længere.

Faktisk minder filmen på mange måder om en forvokset filmskolefilm, der til trods for det lettere dilettantiske bæres i mål af dens helt simple idé, en gennemført Go-Pro æstetik og ikke mindst den knugende stemning, der skabes i den afsides beliggende hule. Det er ikke stor kunst, men det er drama skabt med ganske få virkemidler.