På papiret lyder Schwarzenegger-filmen Sabotage egentlig ganske fed, for den handler om en gruppe barske DEA agenter der, under en beslaglæggelsesaktion hos et mexicansk gangsterkartel, beslutter sig for at stikke en lille del af de massive mængder rede penge til side til dem selv. Da de efterfølgende skal hente pengene fra det sted, hvor de har skjult dem, er de forsvundet. Noget tyder på, at der er et broddent kar mellem DEA-folkene, men værre endnu er det da de en efter en findes likviderede, den ene mere voldsomt end den sidste.

Lyder fedt, ikke sandt? Det er det desværre bare ikke!

Der var mange fans af den forhenværende Governator, der undrede sig over at filmen aldrig nåede de danske biografer, men det er der altså en god grund til, for selv om den er virkelig blodig, har en håndfuld fede personer på creditlisten og tillige er instrueret af David ”End of Watch” Ayer, så skuffer den desværre slemt.

Det handler især om filmens tempo, der på mærkværdig vis er helt uoplagt. Især action-scenerne, der i enhver Arnold-film ellers burde være det som sælger filmen, virker dvaske og uinspirerede. Dette er især mærkeligt, idet man ved at instruktøren godt kan levere varen i hans andre film. Faktisk er hans kendetegn – i både førnævnte film, men også i Training Day og Street Kings – at levere en realistisk, rå og voldsom politihistorie. Graden af udpenslet, splatterlignende vold fejler sådan set ikke noget i Sabotage, men det er måske på realismefronten at filmen knækker.

Først og fremmest er det næppe en god idé at lade Arnold stå i front for en film der satser på realisme, for lige så snart han toner frem, er genreforventninger om noget der er alt andet end virkeligt allerede sat i spil. Dernæst, så falder denne realisme hurtigt til jorden, idet fortællingen ikke rigtigt synes at bevæge sig nogen steder hen. Der sker noget og så sker der noget bagefter, de tilbageværende DEA agenter spekulerer over, hvem det mon er, som nakkede kontanterne og hvem der samtidig har så let ved at dræbe dem en efter en, men det er faktisk også det eneste der sker. Dramaturgien vrider sig i smerte, kigger bønfaldende op på instruktøren og håber selv på at blive likvideret hurtigt og smertefrit. Dette sker bare først efter 105 lange, torturlignende minutter.

De bedste af skuespillerene i filmen (her bør især Terence Howard og Olivia Williams nævnes) synes virkeligt at kæmpe med det lidt de har fået at arbejde med, mens de øvrige medvirkende ikke har ret megen mere dybde, end det kaldenavn som de har givet hinanden i teamet. Som en slags testosteronpumpende dværge fra en Snehvide på crack, lyder de navne som Monster, Grinder, Neck, Monster, Sugar, Pyro, Tripod osv. Navne der naturligvis peger på enten deres specialitet i teamet eller deres personlighed. Disse karikerede væsener vælter herefter rundt i hvad der allermest virker som et meget tilfældigt udtænkt handlingsforløb.

Det er altså noget af en skam, at man har benyttet så megen tid og ressourcer på at lave en film, der mest af alt virker som om den bare har til formål at skulle sælge sig selv, takket være det faktum at Arnold Schwarzenegger er med. Der er bare ikke nok, for selv om det altid er dejligt at se film med Arnie, så er dette en af de der vil blive sat bagerst ind på filmhylden sammen med Junior og Jingle All the Way – for selv om Sabotage ikke er en komedie, så er den så fesen en action-thriller, at man bestemt ikke har brug for at se den igen.

Rådet fra kapellet lyder derfor (og det er på ingen måde for at være elitær, for faste læsere vil vide hvor glad denne anmelder er for film med Schwarzenegger): opstøv i stedet Alfred Hitchcocks film med samme navn fra 1936, for selv om den måske er hverken blodig eller har Arnold på rollelisten, er den i det mindste ganske spændende.