For 22. gang uddeles priser til skandinaviske dokumentar- og kortfilm. Festivalen Nordisk Panorama har gennem de senere år nydt en stadig stigende interesse fra kritikere og filmkøbere. Festivalen turnerer rundt mellem fem forskellige skandinaviske byer – i Norge, Sverige, Finland, Island og Danmark – og i år er festivalen landet i Aarhus. Fra på fredag kan alle interesserede nyde 150 forskellige film og mange andre filmiske tiltag omkring – og på! – gaden i Aarhus.

En af de interessante priskategorier er Bedste Nordiske Kortfilm. Alle lande på nær Island er repræsenteret her med bidrag, der på forskellig vis tolker, hvordan kortfilmsgenren skal forvaltes. Kortfilm er i det hele taget en (desværre!) kun lidt underkendt genre, og den har da heller ikke fået megen interesse hverken hos kritikere eller akademikere. Lidt på samme måde som den litterære novelle, så har novellefilmen – eller kortfilmen – en styrke, der består i at kunne zoome ind på et enkelttilfælde, en enkelt begivenhed, der viser sig at have stor betydning.

Filmene, der er med i denne kategori, er af varierende længde. Interessant nok er der flere elementer, der går igen i det udvalg, som redaktionen har fået stillet til rådighed. En depressiv stemning, en slags postkatastrofal refleksion, emmer i i hvert fald tre af de fem. Et finsk bud – Markus Lehmusruusus ”Puita ja semmosia”, med den engelske titel ”Trees and Such” – tager udgangspunkt i en krisestemning, der ikke helt præciseres. En mand drømmer om at se sne og træer, som ikke længere findes i den finske vinter. Noget har ændret sig. Forurening eller lignende.

Et dansk bidrag – Peter Gornsteins ”Peaceforce” – tager også udgangspunkt i en krisestemning. I et postapokalyptisk København forsøger det såkaldte Peaceforce at holde sammen på et Danmark, der lige er kommet ud af uspecificeret katastrofe. En nyudklækket soldat i den britiske sikkerhedshær sendes ud på sin første feltmission. Han er selv oprindeligt fra Danmark, og hævder at kende lidt til landet. Men det, der venter ham hos den sultende befolkning, er langt værre end ventet. Filmen er en kommentar til dansk krigsdeltagelse og et forsøg på at vende perspektivet om.

Et svensk/dansk bidrag ”Sudd” med den engelske titel ”Out of Erasers”, instrueret af Erik Rosenlund, er det tredje bidrag, der udspringer af en krisestemning. Filmen er en poetisk vision om silhuetter af blyantstreger, der langsomt begynder at overtage en by. I denne hændelse er en ung kvinde fanget. Handlingen finder sted i noget, der ligner 40’erne, og kan være en fin lille kommentar til besættelsesfortællingerne. Blyantstregerne er skildret som en langsom, krybende overtagelse af et magtapparat og en måde at tænke på. Og modstand herimod.

Lidt i samme stemning som de tre andre handler et norsk bidrag ”Kan du snakke?”, instrueret af Mirko Stopar, om en mand, der en morgen står op for at finde sit eget liv omtumlet og uden struktur. Han løber en tur, men begynder at se sekvenser gå igen, de samme personer, og møder flere gange en mystisk væg i parken. Filmen er tæt ved surrealistisk, og har en struktur som en drøm. Uklare sammenhænge og pudsige spring i logik præger filmen. Der er visse forklaringer, men filmen fastholder en fin pudsig stemning gennem sin opbygning.

Et svensk bidrag til konkurrencen er Johannes Nyholms ”Las Palmas”. Filmen er en eksperimental dukkefilm med en virkelig baby i hovedrollen. Babyen spiller en turist i Las Palmas, der hærger en restaurant, hvor baby skal spise. Filmen er en tyk satire over ubehagelige skandinaviske turister i Sydeuropa, der optræder som utålelige og fulde personager. At en baby spiller hovedrollen i filmen, er selvfølgelig en satirisk kommentar til den mentale regres, som den fordrukne turist ender i: Baby kan ikke sidde ordentligt ved bordet, sviner det hele tid, og falder umotiveret i søvn på upassende tidspunkter.

Efter gennemsyn af disse fem film kan det (igen!) kun overraske, at kortfilmen ikke får mere opmærksomhed, end den gør. Desværre er de islandske bidrag ikke repræsenteret i presseudvalget. Kortfilm betragtes i filmkulturen ofte som et prøverum, et springbræt ind i spillefilmslængden. Det er synd, meget. Alle disse fem film, trods fællestræk mellem flere, er selvstændige og unikke værker, der faktisk alle fortjener den nominering, de har fået. ”Las Palmas” skiller sig i sin dybt originale kommentar til drukturisme ud, og må anses for at være blandt favoritterne. Men alle disse fem film er stærke og fine små film. Alle fem bør være pejlemærker for den, der besøger festivalen.

Alle fem film viser også, at kortfilmen kan noget, som spillefilmen ikke kan. Det kortere format gør, at karaktertegningen skal klares lynhurtigt og skarpt. Alle fem film formår at tegne personerne, så filmen drejer sig fint om dem. Kortfilmen formår også at stille det gode spørgsmål, hvor spillefilmen – qua sin længde – oftere søger svar. Derfor maner den visuelle novellestruktur oftere til efterrefleksion og eftertænksomhed. De fem bidrag efterlader seeren henslængt med nye vinkler på virkeligheden – og med kritisk-symbolske kommentarer til samme.

Nordisk Panorama begynder d. 23. september og forløber over weekenden til d. 28. september. Det foregår i BioCity Aarhus, Filmby Aarhus, Øst for Paradis, Aros og Slagtehal, og flere steder. Festivalen er nordens største dokumentar- og filmfestival. Se program, priser og mere information på arrangementets hjemmeside Nordisk Panorama 2011.