Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Sådan træner du din drage (98 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 6/8 2014, 06:25 af Mette Krucov Rieks

Sådan finder du dig selv


Sådan finder du dig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alt imens Sådan træner du din drage 2 trækker danskerne ud af den bagende sommersol og ind i biografernes kølende skygge, har Fox-Paramount benyttet muligheden til at genudgive den succesfulde etter fra 2010. En tredje film i den populære serie om Hikke og hans drage er allerede planlagt til release i 2016. Meldingen fra Fox-Paramount er, at der ikke er draget fordel af genudgivelsen til at tilføje eller ændre noget ved filmen eller dens ekstramaterialet. Det eneste, der ser anderledes ud er coveret, der nu har fået et nyt billede.

Filmen er lavet af Dreamworks Studio, som har givet os skønne animationsfilm som Shrek, Madagascar og Kung Fu Panda. De to førstnævnte succeser er baseret på vittige one–liners og postmoderne referencer, hvilket gik rent ind hos både det ældre og yngre publikum. Kung Fu Panda markerede derimod et skifte i den type animationsfilm, Dreamworks Studio laver. Fokusset lå i denne film mere i den historiebårne fortælling frem for dét, som Shrek og Madagascar repræsenterede.

Klassiske temaer
Med Sådan træner du din drage er Dreamworks Studio gået skridtet videre i forhold til den nærværende fortælling med karakterer og temaer, som både voksne og børn kan relatere til. På Berserkerøen møder vi den unge viking Hikke, der er søn af øens bombastiske høvding, Havblik. Hvor Hikke har fået sine fysiske attributter fra, melder historien ikke noget om, men det er tydeligt, at det ikke er fra faderen. Hikke er splejset. Hikke er kikset. Så Hikke lever ikke op til sin faders forventninger.

Livet går sin vante gang på Berserkerøen, men øboerne har ét problem, der ødelægger idyllen; dragerne. Derfor rejser de frygtløse dragedræbere af sted for at gøre en ende på problemet. Imens begynder dragetræningen for øens arvtagere, heriblandt Hikke. Sideløbende med træningen får Hikke sig en ny ven; den sagnomspundne drage Natskygge. Omstændighederne gør, at de to bliver venner, og fra Natskygge – eller Tandløs, som han bliver ”døbt” – lærer Hikke at håndtere dragerne fra træningen uden at gøre dem ondt. Gennem venskabet med Tandløs finder Hikke sig selv og sin plads blandt øens befolkning. Vigtigst af alt lærer han – og hans far – at acceptere, at han ikke er som de andre vikinger.

Filmen er først og fremmest en historie om et umage venskab mellem en dreng og en drage, og hvordan de ved hjalp af hinanden finder deres plads på Berserkerøen. Men det er Hikkes accept af at være anderledes, som er helt essentiel for både filmens succes og de andre temaer, filmen berører. Ud over venskabet mellem Hikke og Tandløs fortæller Sådan træner du din drage også den klassiske coming of age-historie. En dreng bliver igennem filmens 98 minutter til en mand, men må først gå så grueligt meget igennem for at finde sig selv. I forlængelse heraf handler filmen også om udviklingen af et kompliceret forhold mellem en egenrådig og kompromisløs far og en søn, der i sin fars øjne ikke er andet end en skuffelse.

Det er tydeligt, at manuskriptforfatterne har genbrugt flere klassiske temaer, som før har været anvendt i film og bøger, men det bliver gjort på en fin og forholdsvist subtil måde, således at det aldrig bliver for påtaget. En anden grund til, at det fungerer i Sådan træner du din drage, er, at man som publikum lynhurtigt forelsker sig i filmens karakterer og miljø, således at det først er bagefter, at temaerne dukker op i bevidstheden. I løbet af filmen har man nok med at heppe på Hikke og følge med i de imponerende detaljer og animationstekniske bedrifter, som når vores umage helt flyver på Tandløs.

En verden af virkelighed og mystik
Skaberne bag Sådan træner du din drage har skabt et fantastisk univers til sin film ved at lade den foregå i et vikingeunivers med autentiske henvisninger til dette historiske folkefærd; det gælder for eksempel landsbyens design og arkitektur samt skibenes udseende og personernes tøj og hjelme, alt imens de blander det med utvetydige fantasy-elementer som dragerne og andre dele af filmens scenografi. Eksempelvis dragebjerget. Dette giver filmen en velbalanceret miks af historiske og fantastiske elementer, hvilket gør universet genkendeligt og tidløst på samme tid.

Fantastiske detaljer
Indrømmet. Det er ikke tit, at denne anmelder tager i biografen for at se de nyeste animationsfilm, og sønnike er endnu ikke gammel nok til at plage om en tur ind i filmenes verden, men Sådan træner du din drage er en af de smukkeste, velskabte og mest detaljerige animationsfilm, jeg længe har set. Filmens animatorer er gået så meget i dybden med de mindste ting, så ikke engang én af Hikkes små fregner eller et enkelt af hårene i Havbliks lange, røde skæg sidder forkert. Derudover ses filmens store detaljerigdom også i karakterernes mimik; især under følelsesmæssig påvirkning. Det illustreres blandt andet i samtaler mellem Hikke og Havblik, eller i de scener, hvor Hikke og Tandløs lærer hinanden at kende. Denne sans for detaljen tilfører blot filmen endnu mere genkendelighed samt karaktererne mere personlighed.

Om man er voksen eller barn, eventyrfan eller ej er det svært ikke at falde pladask for denne skønne fortælling om vikingedrengen Hikke, der må betvinge et par drager eller ti, før han får den anerkendelse og respekt fra resten af landsbyen og ikke mindst sin far. Så var man ikke én af de mange mennesker, der sikrede sig den første udgave af Sådan træner du din drage på Blu-Ray eller DVD, har man med denne genudgivelse fået en ny mulighed, som helt sikkert bør udnyttes.


Forrige anmeldelse
« Deliver Us from Evil «
Næste anmeldelse
» Vampire Academy »


Filmanmeldelser