70’erne var en tid, hvor drømmen om revolutionen stadig var i live. De marxistiske filosoffer havde længe undret sig lidt over, hvor den dog blev af, men den militante kommunisme så sin storhedstid med en række forskellige angreb og gerninger Europa rundt. Det influerede også krimien, der fik sin ræverøde karakter på denne baggrund – det er ikke uden årsag, at Sjöwall og Wahlöö afslutter deres tibindsværk med at citere Karl Marx. Siden har en vognladning af krimier taget udgangspunkt i den kommunistiske efterkrigsdrøm med forskelligt fortegn. Nogle med forkærlighed, andre med afstandtagen. Den sidste type er Liza Marklunds roman Røde ulv, der netop er udkommet på købefilm i filmatiseret udgave. Den fjerde film af seks baseret på Marklunds kriminalromaner.

Fortællingen tager udgangspunkt i et angreb fra en svensk kommunistisk terrorcelle i 1972 i Luleå. Et kampfly sprænges i luften og en soldat omkommer. 40 år senere, ganske præcist op til 40-årsdagen for angrebet, omkommer en journalist ved et biluheld. Hurtigt vækkes mistanken om mord, eftersom han var begyndt at grave i den gamle opklaring af terrorangrebet. Han købte ikke forsvarets officielle udlægning. Og da Annika Bengtsson – Marklunds uafrystelig journalist – finder et vidne, der fortæller, at det var overlagt mord, blusser den gamle sag op igen. Den var dengang selvfølgelig politisk sprængstof under den kolde krig, men nu – 40 år efter – kan den koste menneskeliv og politiske karrierer, fordi noget antageligvis er fejet langt ind under gulvtæppet.

De første tre filmatiseringer i serien har været middelmådige og desværre temmelig standardiserede. Det passende udtryk er vel, at det har været godt håndværk – og ikke så meget mere. Velspillet, velinstrueret, velklippet og veliscenesat. Det fortællemæssige forlæg har blot haltet fra såvel manus som roman. Det gør det ikke i Røde ulv, der samtidig også er en af de bedste Marklund-romaner. Her formår hun og tillige filmatiseringen at krydse det historiske spor, indfangelsen af den kommunistiske ideologi og nutidens journalistiske interesse på fornuftig vis. Som krimi er den også elementært spændende, fordi det er svært at regne plottet ud. Filmen formår også – i modsætning til især Prime Time – at dosere den rette mængde information på det rette tidspunkt.

Det personlige spor mellem Annika og hendes mand Thomas drejer også ind på nye spor. Det betyder, at filmes samlede konfliktstof driver værket fremad vældig meget bedre end de hidtil øvrige tre fortællinger. Den kan måske være noget irriterende, at Annikas personlige familieliv skal fylde så meget (det fylder mest i denne), men den krydrer med personlighed, og i modsætning til mange af hendes mandlige kollegaer i krimigenren ser hun ikke højt og flot på hjemmets fire vægge. En smagssag er det vel. Samlet set er det ikke en krimi, der vil stå som en af genrens centrale værker. På ingen måde. Men Røde ulv er på de væsentligste punkter velfortalt, og vil glæde de fleste, der mangler en søndagskrimi. Den leger endda også med nogle symbolske afrundinger, som seeren lige kan tænke lidt over. Hvis man altså gider det.