Tom Hedegaards film Skytten fra 1977 satte fokus på et problem og et vigtigt spørgsmål i samtiden: skal Danmark have atomkraft? En person modsætter sig politikernes beslutninger om at etablere et atomkraftværk og gør det med våben i hånd. Med en marxistisk resonansbund under kapitalisme- og energikritikken udstikker den en klar holdning, som seeren kan tage med sig. På mange måder var det en hyperaktuel protestfilm med en soleklar holdning til den daværende danske energipolitik. Nu er energipolitikken igen kommet på den politiske dagsorden, hvilket antageligvis har været en vigtig motivation for det seneste remake af Skytten.

Det er ikke første gang, en dansk film udsættes for en dansk genindspilning. Men det er relativt få, der udsættes for det, og faktisk er det ofte udlandet, hovedsageligt USA, der henter fortællinger ind fra Danmark. Derfor er det selvfølgelig i sig selv historisk interessant, at Annette K. Olesen tager fat på Skytten. Oprindeligt var den forfattet af Franz Ernst og Anders Bodelsen, men den nye version af Skytten har været igennem så substantielle forandringer, at nye forfattere i stedet har genskrevet filmen fra start til slut. Tilbage er kun et råt skelet af en skytte, der kontakter en journalist, mens han igangsætter en ideologisk kamp med geværet klar.

Emnet er stadig energipolitik, men frem for at diskutere atomkraft, drejer Skytten problematikken over på den aktuelle tematik omkring olie i Grønlands undergrund og klimaforandringernes udfordringer af energipolitikken. Skytten bliver derfor – i højere grad end Hedegaards film var det – et godt eksempel på det, der er kaldt for miljøæstetik: et æstetisk værk, der sætter fokus på miljø- og klimamæssige problematikker. Det er dog ikke kun den energihistoriske kontekst, der ændres på. Filmens synsvinkel er også drejet væk fra den kvasimarxistiske undertone i 70’erfilmen, mens protestoptikken ad netop den vej også er blevet noget fortyndet.

Netop det sidste bliver filmens største svaghed. Filmen bliver temmelig ulden i sin egen stillingtagen, hvilket naturligvis kan være et led i at forsøge på at få seeren selv til at tage stilling. Men den primære årsag til, at holdningen til klimapolitikken ikke endeligt bliver så klar, er, at filmens tilførte bispor om journalistens ønske om at adoptere et barn fra Indien bliver en oversentimentalisering af problematikken, der leder seeren til at fatte større sympati for journalisten end det politiske projekt. Filmens hoveddissens bliver nærmest spørgsmålet, om hun når af sted efter sit barn i tide, eller om skytten kommer til at forhindre det. Filmens konfliktakse er dermed hovedsageligt det personlige og ikke det kollektive problem.

Filmen er naturligvis højaktuel i sin behandling af klimaproblematikken. Og det er da også på mange måder okay, at den lader holdningen være lidt mere op til seeren selv. Men det har den konsekvens, at det bliver lidt svært at se, hvad filmen reelt vil sige os. Den vil hellere stille spørgsmål, end den vil give svar – og når det kommer til klimaet, så kender vi efterhånden ret godt spørgsmålet. Filmen er også på en anden måde genremæssigt aktuel. Hvor Skytten oprindeligt lænede sig op ad den svenske krimi (in casu Sjöwall/Wahlöö og deres ligeså marxistiske optik), så henter den nye version også stor inspiration for nutidens populære skandinaviske krimi. Ingen af filmene holder dog på, at der skal være et opklaringsspor.

Filmens realistiske og symbolske udtryksramme spiller flot sammen. I grove træk er den pænt skudt og sammenskruet som en international thriller, og formatet fungerer på den måde basalt spændingsskabende. Den bibeholder dog i nogen grad stadig den oprindelige films fortælletekniske problem, eftersom spændingen – uden at det helt lykkes – skal opretholdes i spillet mellem journalisten og skytten. Filmens symbolske inddragelse af isbjerge og smeltende isterninger i tidsangivelsen antyder dog en chefideologisk vinkling: den globale opvarmning fortsætter ufortrødent, mens vi forhandler om olieressourcer. Så lidt ideologi er der tilbage.

Skytten er interessant som remake. Den er interessant som opdatering af energidiskussionen på film. Den er spændende som et stykke miljøæstetik. Og den stiller i disse sammenhænge nogle yderst relevante spørgsmål. Men filmens momentum, der skal drives frem af det fordækte møde mellem journalist og skytte bliver lidt uklart og uldent i længden. Graden af forståelse hos journalisten for skyttens projekt smitter dog af på filmens handling, fordi det aldrig bliver specielt usikkert, hvor det eskalerende mishag ved skytten bærer hen ad. Jens Okkings skytte i den oprindelige film kunne holde til spørgsmålet: er det ok at slå ét menneske ihjel, hvis det redder 1.000 andre? Annette K. Olesens film kan ikke holde til det spørgsmål.