Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




En familie (99 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 30/8 2011, 22:00 af Kim Toft Hansen

Dødens metastase


Dødens metastase

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Pernille Fischer Christensen er en interessant dansk instruktør, der dykker ned i tabubelagte emner. I sin debutspillefilm En soap (2006) behandler hun transseksualitet. I Dansen (2008) er det spørgsmålet om at elske den, der har gjort noget forfærdeligt, som er i centrum. I hendes seneste film En familie, hvor hun – som i de to foregående – igen allierer sig med manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson, er temaet døden. Filmen har netop haft premiere på dvd.

Da Ditte på samme tid får tilbud om drømmejobbet i New York og finder ud af, at hun er gravid, står hun og kæresten over for et svært valg. De to muligheder er uforenelige. Hun træffer et valg om at rejse til USA, men samtidig bliver hendes far dødsens syg af en kræft, som ellers skulle være fjernet. Hun har nu truffet nogle uigenkaldelige valg, der gør, at hendes forhold til såvel far som kæreste bliver sat på nogle stenhårde prøvelser.

Filmen er usandsynligt velspillet. Jesper Christensen viser igen i rollen som Dittes syge far, at han kan hæve et svagt manuskript alene ved sin medvirken. Lene Maria Christensen viser også, at hun kan mestre følsomt karakterskuespil. Pilou Asbæk i rollen som Dittes kæreste når dog ikke sig fænomenale niveau fra R (2010). Selv Anne Louise Hassing løfter sit lidt smalsporede niveau i En familie. Meget peger derfor på, at Pernille Fischer Christensen er en dygtig karakterinstruktør.

Filmen er da også gribende, som den er. Det vil selvfølgelig være hårdt at følge med i, at en familie langsomt krakelerer i mødet med uhelbredelig sygdom. Den visuelle stil er også momentvist meget fin, gode vinkler og medpoetiske indstillinger. Men filmen virker desværre som én lang reklamefilm for Kræftens bekæmpelse. Tematisk minder filmen temmelig meget om Denys Arcand Barbarernes invasion (2003), men Arcands film formår at løfte tematikken langt ind i nogle mere interessante diskussioner.

En familie søger uden om de større refleksioner over dødens nærvær og livets forhold dertil. I stedet viser den blot konsekvenserne af, at døden er livets fravær. Arcands film formår at løfte temaet ud af denne skygge ved også at fortælle om dødens betydning for livet. Det betyder, at selvom Christensen og Aakeson går direkte i kødet på dødens tabu, så formår filmen ikke at bryde med det tabuiserede.

Et tabu kræver en transgression, siger den franske filosof George Bataille, for at kunne tematiseres. De er bundet til hinanden

. En familie viser bare, hvor grænsen for forståelse er. Den går ikke på den anden side. Tabuet eksisterer stadig, og filmen forbliver dermed – trods meget fint spil og stil – uden lyst til at fortælle om det, der virkelig gør ondt. Den døende er bager, og relaterer komisk alt til brød og bageri, og en film er også lidt som et brød: Det kræver gode ingredienser og en passende gærkultur for at blive til noget. Smagen af En familie er lidt fad og unuanceret.


Forrige anmeldelse
« The Fighter «
Næste anmeldelse
» Alle for én »


Filmanmeldelser