Formlen er for så vidt ganske effektiv: Først skal vi have trukket nogle meget klare grænser op for det emotionelle. Det gør vi ved at iklæde hovedpersonerne en klædelig dragt nynazisme. Dernæst skal vi have fundet en social årsag til, hvorfor en hårdhændet subkultur for denne pludselig bliver attraktiv for en ung, søgende fyr. Det gør vi ved at lade hans forældre være alt for dominerende og bestemmende, så han er nødt til at skabe sin identitet et andet sted. Til sidst skal vi have noget til at få det store selvbillede til at krakelere, så vi kan få skabt drama. Det sker ved, at lade de forbudte følelser blusse op i et miljø, hvor de ikke hører hjemme. Cirka så banal kan danske Nicolo Donatos spillefilmsdebut Broderskab lyde, hvis vi tager den fra den formulariske side. Filmen er netop udkommet på dvd.

Vi åbner med en gruppe nynazister, der tæver en homoseksuel, som er ved at komme ud af skabet. Det gør de, siger de, fordi det holder dem inde i skabet – vises de, at den slags ikke hører hjemme, så tør de ikke tage springet. Derpå klipper vi til Lars, der står for en stor forfremmelse i militæret, men chefen holder den tilbage, fordi to soldater har klaget over, at Lars angiveligt har gjort tilnærmelser. Militæret kan ikke have en deling, hvor føreren ikke er respekteret. Lars lader sig fritstille, og rejser hjem til et sæt forældre – især en mor – der ikke kan acceptere, at sønnike er blevet fyret. Så mor ta’r styring, hvilket presser Lars til at søge andre steder hen. Da han samtidig krydser spor med et spirende nynazistisk miljø, som han først er særdeles kritisk overfor, men som han langsomt nærer tillid til, suges han ind i en atmosfære af maskulinitet, vold og fremmedfjendsk had.

Ved første øjekast kan filmens skildring af det nynazistiske miljø fremstå som en karikatur. Men man skal ikke opholde sig på hjemmesiden for Dansk Nationalsocialistiske Bevægelse for at opdage, at den danske nazisme er en karikatur af sig selv. Dansk nynazisme er en så svag politisk fraktion, at den får alt for stor pressedækning ift. dens størrelse (det anslås, at der i Danmark kun er cirka 150 aktive, praktiserende nynazister). Det betyder derfor også noget for filmens troværdighed, at det er en ultrasmal gruppe personer, der hærger i Broderskab. Samtidig formår filmen også at skildre de enkelte personer med en dybde, der gør dem til andet end tomme fremmedfjendske skaller. Nicolas Bro som karakteren ’Tykke’, der fremstår som en tydelig variation over Johnny Hansen, er en menneskelig og forståelig karakter, der fremtvinger en forståelse for, hvorfor Lars lader sig tiltrække.

Men det er ikke det eneste, Lars lader sig tiltrække af. Han sander hurtigt, at han må flytte fra sin familie. Tykke lader ham derfor flytte ind hos Jimmy, der er Tykkes højre hånd. Jimmy er ikke tilfreds med situationen, men gør alligevel, som der bliver sagt – han bor også kun i huset på lånt tid. Atmosfæren er først ikke god, men langsomt udvikler de to fyre et venskab, der viser sig at stikke dybere, end de begge havde ventet. De tiltrækkes af hinanden. Filmen skifter hermed fra at skildre et hårdhændet, maskulint miljø til at undersøge en spirende tiltrækning mellem to mænd. Det er ikke ofte, vi ser homoseksualitet skildret i dansk film, og dette er i høj grad vinklet godt og afbalanceret i filmen – både fra Donatos hånd, men især fra Thure Lindhardts og David Denciks side. Det homoseksuelle forhold er behandlet nænsomt og roligt, så vi synker dybt ind i den problematik, der rejser sig: Hvordan slipper de to fyre af sted med dette forhold inden for et miljø, der forbyder homoseksualitet?

Denne vinkling af kærlighed mellem to fyre i et maskulint miljø er filmens såvel stærke som svage side. Filmens rytme forholder sig yderst værdigt – tempoet sættes ned, og vi dvæler ved den spirende kærlighed – og konfronterer nogle aspekter, der sjældent behandles i populære medier. Men det svage ved filmen er, at vi har set alt dette før. Ang Lees Oscar-vinder Brokeback Mountain har præcis de samme ingredienser, hvor nynazismen her blot er skiftet ud med et maskulint cowboy-miljø. Historien kender vi derfor, selvom vi selvfølgelig godt alligevel kunne regne konsekvenserne ud. Den centrale forskel mellem filmene er dog, at Broderskab går langt mere direkte til værks. Hvor Brokeback Mountain holder mange ting lidt i det uvisse og i antydninger, så er Broderskab langt mere konfrontativ – og det er da også det, der langt hen ad vejen redder den. For det er en overraskende vedkommende film, der slipper ud af de faldgruber, som altid eksisterer, når minoriteter – i dette tilfælde nynazisme og homoseksualitet – skal skildres. Derfor er det mest af alt en særdeles lovende spillefilmsdebut fra Nicolo Donato.