En af verdens bedste martial-arts/actionfilm, The Raid, fra 2011 har fået en efterfølger. Den har fået undertitlen Berandal (det indonesiske ord for ”bølle”), men på godt dansk er den kommet til at hedde The Raid: Retaliation, muligvis for at filmens titel skulle lyde meget som etteren. Filmen foregår umiddelbart efter den første film, hvor helten fra den første film – Rama – bliver sendt på en ny, farlig opgave.

Ramas bror bliver helt i filmens start henrettet af nogle ondskabsfulde gangstere, da de har fundet ud af at han hjalp sin bror, men dette kan naturligvis ikke gå ustraffet hen. Problemet er dog at Ramas nye opgave blandt andet består i at gå undercover i et fængsel, for at komme tæt på en kendt gangsterboss’ søn. Hvad der egentlig skulle have været en hurtig sviptur bag tremmer udvikler sig dog til et noget længere ophold, da han – i en af filmens første, eksplosive nærkampsscener – hårdhændet blive nødt til at forhindre drabet på netop den person, som han skulle danne relationer til.

Da Rama et par år senere løslades, tager gangsterens far dog pænt imod ham og han bliver indlemmet i organisationen, udstyret med en lækker lejlighed mod, naturligvis, at udføre nogle af de opgaver som kræves af ham. Imens forsøger flere kræfter at skabe splid mellem rivaliserende gangsterbander, især søges der at blive skabt en konflikt mellem en magtfuld japansk bande og den lokale indonesiske boss.

Hvor den første film var endog meget stilren, i og med at den stort set udelukkende bestod af en stor gruppe betjente der forsøgte at storme et højhus fyld med gangstere og deres håndlangere, er Raid: Berandal noget mere ambitiøs i sin fortælling. Den giver mere plads til egentlige dialogscener og noget mere komplekse karakterskildringer, men uden samtidig, at give afkald på det som var attraktionen ved etteren: ultravoldelige nærkampsscener oftest med Iko Uwais som den centrale øretæveuddeler.

Det der gjorde den første film så seværdig var netop samme skuespiller, der lige som bl.a. Tony Jaa, Scott Adkins, Jet Li, eller lignende, udmærker sig ved at være kamptrænet i sådan en grad, at filmen kan benytte sig af lange indstillinger uden klip til at vise netop hvor kamptrænet han og hans stuntteam er. Desuden er voldsscenerne i filmen langt fra behagelige at skue. Bevares, de er flot koreograferet og virkeligt akrobatisk udført, men der benyttes et hav af ufine metoder og meget ubehagelige redskaber til at få kål på modstanderne med.

I en af filmens helt centrale actionsekvenser ser vi således en spinkel, hvidklædt morderske, der udstyret med en hammer i hver hånd, utroligt hårdhændet nedlæger en hel togvogn fyldt med skurke i jakkesæt. Det er en scene, som i intensitet kan minde om hammerscenen fra Oldboy, dog uden at scenen i Raid 2 er filmet i en lang indstilling.

Selv om der nok er enkelte actionfans der vil hævde at Raid: Berandal på sin vis svigter kernepublikummet, der udelukkende vil have action og tillader egentlig handling til at forstyrre dette, så er filmens pacing virkelig god. Faktisk er den så god, at man ikke når at kede sig mellem de eminent orkestrerede voldsscener, som naturligvis stadig fungerer som filmens egentlige motor. For at volden skal bryde ud, bliver man altså også nødt til at have en grund til selvsamme, for mangler den bliver kampene hurtigt meningsløse.

Hvor den første film, måske med rette, kunne kritiseres for at skabe for endimensionelle figurer, er der både givet plads og ikke mindst tid til at lade de mange figurer udvikle sig i fortsættelsen. Forvent dog ikke multifacetterede personager eller potentielle kandidater i kategorien bedste skuespil, men mindre kan også gøre det.

Gareth Evans har både instrueret, skrevet og klippet filmen og der er ingen tvivl om, at manden kan sit kram. Det er muligt at der er dele af handlingen som måske godt kunne være fortalt mere elegant eller mindre klichefyldt, men når det handler om at leverer fysisk vold der huskes, er der i skrivende stund kun en lille håndfuld instruktører der er i stand til at lave lige så imponerende kamp på film som ham. Det skal dog siges, at Evans ikke kunne have gjort dette uden Iko Uwais og et frygtløst, indonesisk stuntteam.

Dette er for en gang skyld en to’er, der virkelig fungerer og som ikke blot virker som en undskyldning for at skovle flere penge ind efter den første films succes. Alle, der holder af vold på film, kampsport, actionfilm, eller som blot har lyst til at opleve hvor hurtigt to-en-halv times filmisk slåskamp kan gå, skal derfor skynde sig og få fat i The Raid: Berandal. Det er en film der stilsikkert beviser, at actionfilm kan være mere og andet end computergenerede, product-placementfilm fra Hollywood, for i stedet får man en oplevelse i billede og lyd, hvor visse scener og enkeltbilleder nærmest gør fysisk ondt at overvære.