Den amerikanske filmmager Michael Moore er en, der altid er delte meninger om. De, der hader ham, påstår, at han fordrejer sandheden og forsøger at manipulere tilskueren til at dele hans – set med amerikanske øjne – nærmest kommunistiske version af sandheden. De, der derimod holder af ham, ser Moore som et kærkomment alternativ til et ofte reaktionært og konservativt amerikansk mediebillede, der former verden ensidigt efter deres egne idealer og ukritisk støtter op om de firmaer, der financierer dem. Uanset hvilken fløj man er på, er der nu nyt enten at forarges over eller at holde af, for mandens seneste film slippes i skrivende stund løs på DVD, BluRay og diverse streamingtjenester.

Måske kunne man tro, at en film, der bærer titlen Where to invade next?, ville være en film om USA's mangeårige rolle som verdenssamfundets selvudnævnte politistyrke. Et emne som kunne virke nærliggende, for så kunne Moore igen kritisere det, som præsident Eisenhower døbte ”det militærindustrielle kompleks” i sin desværre alt for aktuelle afskedstale . Dette er dog ikke, hvad der sker, for selv om Moore indleder med at fortælle om alle de mislykkede invasioner og krige, USA har været involveret i, så fortsætter filmen med at vise en ganske smilende og veloplagt Michael Moore, der rejser rundt i verden, og agerer en form for humanistisk, solo-invasionsstyrke.

Formålet for Moore er at finde lande, som kunne være velegnede at invadere, men ikke for at kunne slæbe råolie eller andre naturressourcer med hjem som krigsbytte. Nej, ideen er, at man i stedet invaderer disse steder for efterfølgende at stjæle landenes ideer, samfundsformer og kulturelle påfund og tager disse værdier med sig hjem til USA for at berige det amerikanske samfund med tiltage, der på sigt, i Moores optik, ville gøre det at være amerikaner en hel del nemmere.

Eksempelvis ”invaderer” filmmageren først Italien, hvor han finder ud af at befolkningen, takket være stærke fagforeninger og politisk velvilje, har op mod fire ugers ferie i løbet af et år. Hertil kommer at de italienske lønarbejdere også har retten til fuld løn under ferien, løn under barselsorlov og endda har mulighed for at spare de feriedage op, som de ikke får benyttet, for så at bruge dem året eller flere år efter.

Næste stop er Finland, der som bekendt har revolutioneret skolesystemet ved at give færre lektier for og indføre kortere skoledage (nærlæs lige denne linje igen Ellen Trane Nørby!). De sætter barnets tarv i centrum, har en idé om at børn skal have lov til at være børn. Resultaterne taler for sig selv: de har skabt de bedste PISA-resultater i verden, fordi ungerne faktisk har lyst til at gå i skole.

Filmen fortsætter de næste par timer med at levere inspirerende succesfortællinger fra mange forskellige steder på kloden, selv steder som man måske ikke normalt forbinder med fremskridt, frisind eller nytænkning, som f.eks. Tunesien og Slovenien. Når filmen slutter, sidder man tilbage med en følelse af, at verden måske slet ikke alligevel er så slemt et sted at være – hvilket er ganske usædvanligt, især når man tænker på, hvor nedslående andre af Moores film har været.

Nuvel, der har altid været en snert af humor og troen på det basalt gode i mennesket i mandens film, men det er ikke desto mindre overraskende, hvor positiv den nye film er. Selvfølgelig sammenligner filmmageren også resten af verdens succeshistorier med, hvor grelt det står til på alle de samme områder i hjemlandet USA, men der peges ikke som før fingre af amerikanske politikere og lovgivere. I stedet kommer hans undersøgelser af sociopolitiske forhold andre steder på kloden til at virke som en inspiration, som stof til eftertanke. Som noget USA måske på sigt kunne lære noget af, hvis de altså tog sig tid til at stoppe op og lytte til de mange alternativer, der eksisterer.

På denne måde er Where to invade next? en virkelig underholdende og tankevækkende film, der samtidig leverer et varmt og medmenneskeligt budskab om at turde at tænke anderledes og måske ligefrem indføre retningslinjer og politiske beslutninger, der på sigt kan være til befolkningens i stedet for lovgivernes fordel.

Af samme grund er det også en film, der med garanti hilses varmt velkommen af alle de, der frygter for udviklingen i vores egen andedam. Fra den politiske højredrejning, der i øjeblikket skyller over Europa, som på dårlige dage minder om de tiltag, der var fremherskende umiddelbart inden Anden Verdenskrigs udbrud, til hjernedøde, egenrådige politikere, som synes at ville styre alt – fra produktion af varer, over tilrettelæggelse af undervisningen og hvordan kulturmidlerne skal beskæres, i stedet for at give de, der arbejder med disse ting, frihed til selv af forme deres arbejde.

Befolkningens åndsliv og arbejdsliv synes flere steder i verden umiddelbart at blive styret direkte hen mod en afgrund, blot fordi magthaverne nægter at høre på fornuft fra de folk, der faktisk har en reel viden om det, der træffes beslutninger om. Spørgsmålet er så blot, om Michael Moore kan ændre noget som helst på det? Selv om filmmageren måske ikke kan få magthaverne i tale, så kan det jo være, at han kan påvirke de stemmeberettigede – altså os almindelige borgere. Man har da i al fald lov at håbe! Uanset hvad, så bør man se Moores seneste film, for langt de fleste vil sikkert blive overrasket over de mange alternative måder at få hverdagen til at fungere på.