Det nye franske gangsterdrama De Guerre Lasse (Træt af krig) har herhjemme fået titlen Marseille, der, til trods for at filmen foregår netop i denne franske havneby og måske samtidig sender visse filmnørders tanker i retning af The French Connection, er ganske intetsigende, i forhold til filmens originaltitel. For filmens hovedperson, Alex, er nemlig blevet rigtigt træt af krig. Han har tilbragt de sidste fire år i fremmedlegionen, men er, i filmens start af uvisse grunde, deserteret og har valgt at vende hjem.

Alex er tydeligvis blevet mærket af de krigshandlinger som han har deltaget i, for han popper piller og oplever indimellem at grænserne mellem hverdag i en travl storby og minderne blander sig sammen. I en af filmens mest effektive scener, begiver han sig forvirret rundt på et marked, lige efter at have været indblandet i et håndgemæng. Kameraets konstante væven rundt mellem mennesker og maskiner, samt lydsidens insisteren på at gengive reallyden som var Alex under en dyne, samtidig med at andre soniske landskaber bestående af granatnedslag og maskingeværild langsomt toner frem, giver seeren et fint indblik ind i Alex’ hoved.

Det er dog ikke uproblematisk for Alex sådan uden videre at smutte fra Fremmedlegionen, for at genoptaget livet i Marseilles, for der var en rigtig god grund til at han i sin tid meldte sig. Det viser sig nemlig at han var involveret i drabet på en af byens mest magtfulde gangsteres sønner. Det handler derfor for Alex om at få skaffet sig nye papirer ved at trække på sine gamle forbindelser, inden de korsikanske gangstere opdager at han er der. Samtidig er der også flere gode grunde til at blive i byen, mest af alt Katja, som han havde et forhold til inden omstændighederne gjorde at han måtte søge i dækning.

De Guerre Lasse er godt nok betegnet som action, hvis man ser bag på omslaget, men det er i virkeligheden et drama, tilsat en håndfuld voldssekvenser, som tilfældigvis foregår i et hårdkogt miljø. Fortællingen er derfor ikke så meget om de kriminelle og deres lyssky affærer, men mest på den ganske dysfunktionelle familie som Alex er del af. Alex vil ikke have noget at gøre med sin stedfar (spillet overlegent af Tchéky Karyo), der dog konstant søger forsoningen, mens halvbroderen Rachid forsøger at hjælpe Alex, indtil situationen spidser til.

Filmen er en af de film, hvor tilskueren enten skal være meget vågen, eller muligvis være bedre til det franske end undertegnede, for filmen skaber ingen form for introduktion til sine figurer, eller for den sags skyld tyr til hyppige, pædagogiske flashbacksekvenser, når der fortælles om begivenheder i de forskellige figurers liv. Det ville vist være mest beskrivende at sige at fortællingen i den grad starter in-medias-res for så ydermere at lade figurerne have dialog om begivenheder eller figurer som måske, måske ikke bliver introduceret senere hen i forløbet.

Dette fortællemæssige trick har to effekter. Den første er positiv, fordi det gør at man opfatter historien som langt mere realistisk, idet figurerne naturligvis har adgang til en masse anekdoter og tanker, som vi ikke nødvendigvis har. Den anden effekt er mere negativ, for denne indspiste måde at skabe dialoger på gør, at man som tilskuer har meget nemt ved at miste overblikket over det omfattende figurgalleri og deres indbyrdes relationer. Værre endnu er det mod filmens slutning, da det går op for både centrale karakterer og ikke mindst tilskueren, at enkelte figurer har talt usandt i løbet af filmen og at figurernes bånd til hinanden, derfor er helt anderledes end først antaget. (Nærmere kan vi ikke komme, da det ville være at ødelægge alt for meget for de der har lyst til at se filmen).

Dommen over De Guerre Lasse er at den på én gang forekommer som en ganske realistisk, karakterdreven film om familie og fortiden der presser sig på, men samtidig er den en meget ujævn, famlende fortælling, der også byder på scener som umiddelbart, i hvert fald under første gennemsyn, virker noget tilfældige og unødvendige. Det er en film man skal se for det stærke skuespil og den nærmest episke tragedie der gemmer sig i filmens kerne, men ikke som en underholdende action-thriller, som der ellers lægges op til.