Det er altid med en vis grad af mistro og bange anelser, at jeg sætter mig til at se en film om Anden Verdenskrig. Alligevel kan jeg ikke lade være. Men mange aspekter af den store krig er fortalt, og det kan gå så sentimentalt galt med en krig, der – for os i dag – fremstår som en entydig skelnen mellem godt og skidt. Men der er også fortællinger, der ikke er fortalte, og det vil der blive ved med at være. I det små og i det store gik krigen ind i alt og alle eksistenser. Erindringsfilmen The Railway Man er ikke kun et eksempel på, at der er store og vigtige fortællinger tilbage. Den er også et eksempel på, at film om Anden Verdenskrig – trods gru og rædsler – kan være bjergtagende og fantastiske.

Eric Lomax var ingeniør i den britiske hær i Singapore, da byen måtte kapitulere til de japanske styrker. Han og en større grupper ingeniører tages til fange og fragtes med kvægtog nordpå til byggeriet af den berygtede burmesiske jernbane – et japansk projekt, der kostede titusindvis af menneskeliv. Japanerne manglede ingeniører til at fuldende projektet, og derfor er de britiske soldater særdeles nyttige. Vi starter dog ikke i Singapore. Vi spores ind på Lomax i 1980, hvor han – endelig – møder sit livs kærlighed på et tog. Lomax er selv en særdeles velbevandret togentusiast. Af alle steder (freudians, take it away!). Da de gifter sig, begynder fortiden igen at ulme, og Lomax’ traumer fra fangenskabet bliver for meget for Patti. Hun forsøger at opspore han forhistorie andre steder, fordi Lomax er indestængt og belastet.

Filmens helt elementære styrke er dens fortælletekniske opbygning. Kompositionen følger Pattis erkendelse af forhistorien mere end Lomax' lidelse. Ja, lidelsen er der naturligvis, men det handler i stedet om forståelse af lidelse. Frem og tilbage mellem krigstid og firserens møde mellem Lomax og Patti cykler vi frem mod den store kulmination – ikke under krigen for så vidt, men i stedet i nutiden. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og filmens slutning kan naturligvis kendes ad biografisk vej, men jeg lader uvisheden være til stede for de, der ikke måtte kende den. Mod slutningen bliver filmen en anelse patetisk, men dens samlede indsigt og erkendelse er sikker og slående. Og autentisk! Lomax' livsvalg er så smuk og uselvisk, at det er en lignelse værd.

Colin Firth er ulastelig i rollen som Lomax den ældre. Jeremy Irvine som den yngre ditto. Filmens største overraskelse er Nicole Kidman som Patti. Hun spiller noget af det mest underspillede længe set fra hende. Hun er på den ene side fantastisk velinstrueret i tilbageholdenhed, men hendes præstation lyser langt væk af en dramatisk modenhed, hun endnu ikke tidligere har vist i en sådan grad. Hendes rolle er jo i princippet filmens bærende, fordi det er hendes indsigt i Lomax' liv, vi følger – og derfor er det også her, det så let kan kamme over. Men de steder, hvor filmen kammer over, er ikke hos Kidman. Hendes spillestil er så uigenkendelig, at hun i første scene, hun medvirker i, faktisk er svær at kende.

Det er derfor samlet lidt synd, at filmens slutpassager i fangelejren bliver lidt over-the-top, for filmens samlede udtryk – især qua dens akronologiske struktur – er noget af det mest overbevisende længe for en film om alles yndlingskrig. Brugen af krigsfanger til konstruktion af jernbanen er tidligere tematiseret i klassikeren Bridge over the River Kwai (1957), men The Railway Man er mindre spektakulær og langt mindre sort/hvid. Livet, Lomax har levet, er her kogt ned i en essens, der ikke vil meget og heller ikke for lidt. En komplet dosering af ret og vrang i bedømmelse af helte og skurke – for hvem er de egentlig?

Det er så svært at fortælle troværdigt om forsoning, The Railway Man går lige til grænsen – og kun lidt over. Bundlinjen er, at jeg tror på den – dens autentiske forlæg transponeres fint ned til en stilsikker og flot film.