Der var mange hardcore tegneseriefans, der både elskede og hadede Ang Lees version af Hulk. Den var banebrydende i sin visuelle stil, som decideret emulerede den måde, man læser tegneserier på, men for fans af figuren var den alt for fokuseret på oprindelsesmytologien i stedet for at vise det, som alle havde ventet på - nemlig Hulk, som smadrer alt! Det er der for alvor blevet rettet op på i den nye Hulk film, der har fået titlen The Incredible Hulk.

Rollen som Bruce Banner har Edward Norton naturligvis fået. Norton har i løbet af sin karriere fokuseret på at skildre splittede personer. Fra den snedige morder i Primal Fear til Jack/Tyler i Fight Club synes Norton konstant at fokusere sit talent på netop det interessante Jekyll/Hyde-forhold, der også ligger som subteksten for hele Hulk figuren.

Marvels film er i den seneste tid blevet bedre og bedre, og devisen synes at være - for nu at parafrasere Spiderman - ”med større budgetter, følger bedre skuespillere”. Ligesom det klædte Ironman usigeligt at have en så kompetent spiller som Robert Downey Jr. i den altoverskyggende hovedrolle, så formår Norton at tilføre den grønne kæmpes alter ego, Bruce Banner, en sårbarhed, der - på trods af alle gode intentioner - ikke var til stede i Ang Lees version. Det gode skuespil formår simpelthen at skabe mere formfuldendte karakterer end tidligere, og denne ret så seriøse tilgang til universet er med til at løfte filmen op på samme niveau som Ironman. Ikke dermed sagt at The Incredible Hulk er en gennemført seriøs film, for det handler stadig om en mand der kan vokse sig stor og grøn, idet han har fået en overdosis gammastråling. Men denne gang synes filmen også at være lavet for at gøre bod på det, som alle os fans savnede i den første film.

Ikke alene er der en masse fine vink til den oprindelige tv-serie – deriblandt en fin cameo af Lou Ferrigno, brudstykker af det velkendte musiktema, mens hele åbningssekvensen genanvender den grønne laser og laboratoriet, som man husker det fra fjernsynsudgaven. Dertil kommer en masse in-jokes, blandt andet kortvarigt fokus på lilla bukser med stretch, og Banners frygt for at blive til Hulk, når han ophidses i en intim situation. Hvor mange gange har vi nørder i festligt lag ikke undret os over, hvorfor Hulks bukser aldrig revner, når han forvandles, eller hvad der ville ske med Hulks stakkels kæreste under samleje?

Dertil kommer, at Hulk får lov til at gøre nogle af alle de ting, som man kender og elsker fra tegneserierne. For nu at spoile lidt, så ser vi Hulk slukke flammer ved at klappe hårdt i hænderne, han får jorden til at skælve og revne ved at slå begge næver ned i den, og ikke mindst udtaler han (med Lou Ferignos karakteistiske røst) de udødelige ord: ”Hulk SMASH!”. Kort sagt er der ikke et øje tørt, og man forlader biografen med et stort smørret grin om munden og ønsket om at kunne hoppe 800 meter lige op i luften og daske til bygninger undervejs.

Skulle man endelig pege en anklagende finger på noget, så er det lidt formularisk, at Hulk skal have en superskurkerival at kæmpe mod henmod filmens slutning. Ikke at kampen på nogen måde er hverken kedelig eller uspektakulær skruet sammen, men man har bare set det så mange gange før (sidst i Iron Man), og man jo kender udfaldet lige så snart banen først er kridtet op.

The Incredible Hulk er en film for ægte Hulkfans, og så synes den, lige som Iron Man, at foregribe Avengers, der ifølge IMDB dukker op i løbet af 2011. Det er superfedt for rigtige tegneseriefans, at cross over-fænomenet nu også er ved at indfinde sig i filmversionerne. Så må vi bare se om DC også kan følge trenden, eller om det blot var varm luft, der blæste ud af pr-kanonen, da I Am Legend viste et billboard for Superman vs. Batman.