Normalt er nazister og Anden Verdenskrig ikke noget man forbinder med letbenede komedier, men Undskyld vi flygter (org. La Grande Vadrouille) er en undtagelse. Selv om det ikke er en film der tvinger sin tilskuer til konstant at klaske sig på lårene af grin, måske set i lyset af, at filmen er fra 1966, er filmen ikke desto mindre faktisk både sjov og seværdig selv i dag.

Filmen starter med en engelsk bombeflyver, der skydes ned over Frankrig, nærmere bestemt Paris, selv om navigatøren, der desværre har fået skudt hul i sit kort, tror de befinder sig i nærheden af Callais. Besætningen redder sig ud og lander i faldskærm vidt forskellige steder i byen. De har forinden aftalt at sætte stævne i byens tyrkiske badehus, såfremt de undgår at blive taget til fange af tyskerne. En lander i zoo, en på operaens tag og en er så uheldig at lande på en facademalers lift lige udenfor Gestapos hovedkvarter.

Englænderne allierer sig hurtigt med folk i nabolaget, blandt andet maleren på skafottet, en kapelmester fra operaen og forsøger, sammen med dem at flygte ud af byen med tyskerne lige i hælene. Det lykkes for nogle af dem og fremdriften i filmen bliver derfor, hvorvidt det lykkes for de allierede at flygte fra den lettere retarderede tyske overmagt på den ene side, og om det lykkes vore hovedpersoner at befri de englændere og sympatisører, som det trods alt lykkes for værnemagten at opsnappe.

Undskyld vi flygter var - indtil for få år siden - den mest succesfulde franske biograffilm nogensinde (en titel som først Amelie og senest De Urørlige har overtaget) og det er måske forståeligt, for selv om det på mange måder er en ganske fjollet film, så er der også nogle helt klassiske gags, som er medvirkende til at det bliver morsomt at se på.

Selv om det egentlig handler om de flygtende englændere, så bliver det den franske kapelmester og maleren der bliver filmens egentlige hovedpersoner. Det er også dem der er garant for, at filmen bliver sjov. Louis de Fuinès spiller kapelmesteren Stanislav, der konstant brokker sig over situationen, mens maleren er godhjertet og forsøger at hjælpe ham så godt han kan. Det er især mellem de to at komikken opstår, eksempelvis i scenen på landsbyhotellet hvor en række forvekslinger gør at maleren og kapelmesteren ender på samme hotelværelse, som de tyskere der er ude for at lede efter dem.

Undskyld vi flygter kan både håndværksmæssigt og indholdsmæssigt sammenlignes med en af de bedre Olsen Banden film, for selv om noget af humoren ligger i sproget, er de fleste komiske indslag af fysisk karakter samtidig med at grundfortællingen er så tilpas spændende, at man ikke keder sig undervejs. Det er samtidig en film, som er så tilpas hyggeligt skruet sammen, at også de alleryngste familiemedlemmer kan se med uden at få onde drømme bagefter.

Om man kan lide filmen afhænger derfor ikke udelukkende om man synes Louis de Funès er morsom eller om man er velbevandret i fransk, det er en helt igennem charmerende flugtkomedie, skåret over en nærmest klassisk formel. Det kan godt være at forvekslingselementerne og de forskellige gags er set mange gange siden, men det betyder ikke at man ikke stadigvæk godt kan sætte pris på dem hér, for det er – lige som Ballings og Bahs’ filmserie – noget virkeligt unikt, nostalgisk over at se eller gense denne klassiske franske komedie.