Hovedpersonen Pardo fra den Sydamerikanske B-actionfilm Redeemer er en plaget person. Han har engang arbejdet som professionel lejemorder for nogle meget, meget slemme folk, men efter et længerevarende fængselsophold og en personlig tragedie har han fundet Kristus og forsøger nu at bedre sig selv. Dette sker ikke udelukkende gennem daglige bønner og et indtrængende ønske om syndsforladelse, men som titlen antyder (”Redeemer” oversættes nok mest præcist med ”Forløser”), benytter Pardo også ganske håndfaste metoder, når han oplever uret på sin vej.

Det er ikke hver dag, man ser en håndfast actionfilm fra Chile, men her er chancen. Der er naturligvis en række scener i denne film, der måske ikke helt lever op til de standarder, vi er blevet vant til fra mainstream Hollywood, men mindre kan også gøre det, for Redeemer ender faktisk med at være både sært underholdende og seværdig til trods for sit ultralave budget.

Ideen med at lade en films hovedperson være lige dele frelst katolik, lige dele hævnende engel er ikke ny. Det var eksempelvis det, der gjorde Boondock Saints til så stor en succes, at der ligefrem blev lavet en fortsættelse, der dog ikke er nær så god som etteren.

Pardo fra Redeemer er dog langt mere flagellantisk og selvopofrende i sin tilgang til frelsen. For vor hovedperson er virkelig pint og plaget af fortiden i en sådan grad, at han spiller russisk roulette med sig selv som en fast rutine, mens han beder til de højere magter om at få lov til at begå sin selvtægt i Guds navn.

Idet pistolen ikke affyrer den dræbende kugle, ser han det som et carte blanche fra de højere magter til at gå fuldstændig amok på de, som i hans øjne er skyldige. De bliver slået, sparket, stukket, flænset og skudt helt i smadder, hvorefter Pardo efterfølgende naturligvis velsigner de døde og beder for deres sjæl. Mere gammeltestamentlig bliver det vist næppe?

Selvom Redeemer er en film, der er lavet på et meget minimalt budget, har filmmagerne fået det bedste ud af det spinkle budget, de har haft til deres rådighed. Dette skyldes især opfindsomt kameraarbejde, en oplagt klipper og ikke mindst hovedrolleindehaveren Marko Zaror, der takket være hans mangeårige martial arts træning ender med at være svært troværdigt i den måde han ondulerer skurkene på. Han fungerer både som hovedrolleindehaver og fight-coordinator på filmen, hvilket måske er grunden til, at slutresultatet virker så imponerende.

Det er forfriskende at se andre end Scott Adkins slå og sparke hårdt til de, der fortjener det, og man kan kun håbe på at hr. Zaror får tilbudt flere roller, hvor han skal dele lammere ud i fremtiden - baseret på hans rolle hér. Det er ikke, fordi han er nogen eminent skuespiller, men han er god til at slås i længere, uklippede sekvenser, og så ser han tilpas sammenbidt ud, så hans figur ender med at være troværdig.

I samme ånd er überskurken Alacrán også værd at nævne. Hans figur er virkelig sadistisk skrevet og bliver spillet af af José Luís Mósca på en åleagtig, klam måde, der også kan være grund nok til at investere i Redeemer. For hvem holder ikke af en god skurk?

Filmen er ikke original i hverken sit plot eller viger synderligt fra den skabelon, som langt de fleste martial-arts film er skåret på. Det gør dog mindre, for er det ikke lige præcis denne genkendelsens glæde, der trækker fans til genren? Der er selvsagt også gjort plads til en lækker dulle, men frygter man for, at action må vige for romantisk sødsuppesovs, så kan man godt slappe af, for Redeemer satser på det førstnævnte aspekt.

Filmen er ikke et absolut must for actionfans, for dertil er den langt hen af vejen alt for ordinær med chance for at drukne i mængden af andre, mere strømlinede actionfilm. Til gengæld er det forfriskende at se, at folk i Chile også er i stand til at skabe hårdtslående MMA-film, hvor der bestemt ikke spares på hverken brækkede knogler eller blod.