En af de sværeste genrer at få til at fungere er splatterkomedien – eller gyserkomedien. Der findes et par klassikere i genren, som formår at finde den rette balance, eks. Peter Jacksons Braindead (aka. Dead Alive), The Fearless Vampire Killers, Shaun of the Dead, Gremlins eller den originale Fright Night. I sagens natur er det vanskeligt for filmmagere både at opbygge den rette stemning af uhygge, for så i næste nu at få folk til at klukle, selv om gyset og den befriende latter ofte går hånd i hånd.

Filmen, med den ganske sigende titel Some guy who kills people, forsøger at lægge sig i kølvandet på denne tradition og filmen er tillige produceret af John Landis, som jo bl.a. har en vellykket gyserkomedie på sit CV (An American Werewolf in London) at være producent på en film, er ingen garant for at filmen er god. I sagens natur vil være en skam at sam denne film med Landis’ egne.

Det skal heller ikke opfattes som om, at Some guy who kills people er en decideret fiasko, for den er fortalt med et godt glimt i øjet, byder på endog meget udsplattede sekvenser og fortæller veloplagt sin historie om den unge, forvirrede mand Ken.

Ken bliver i filmens start lukket ud fra sindssygeanstalten og bor nu hos sin mor. Her hygger han sig med at læse og skabe voldsomme teneserier, når han da ikke er på sit arbejde hvor han laver mad og gør rent på den lokale diner.

Inden ret længe begynder der dog at ske en masse mystiske ting omkring Ken. Mange af de folk som i tidens løb har mobbet ham og som direkte var medvirkende til at han ufrivilligt måtte indlægges begynder at blive fundet myrdet på meget bestialsk vis. Heldigvis får vi som tilskuere lov til at opleve mordene, selv om morderens identitet holdes skjult for os, indtil filmens slutning.

Da politiet går ind i sagen opdager de - ellers ganske fatsvage lokalbetjente - at mange af drabsmetoderne minder om de tegneserier Ken laver og derfor falder mistanken straks på ham. I mellemtiden har Ken også mødt en sød pige, som han kejtet kærester lidt rundt med og spørgsmålet, der driver filmen frem mod sin slutning er nu om Ken virkelig er blevet rehabiliteret eller om han er den psykopatiske morder der hærger sovebyen.

Some guy who kills people har bestemt ikke haft filmhistoriens største budget, men der er i al fald ikke sparet på splattereffekterne, selv om de – naturligvis - ikke på nogen måde kan konkurrere med førnævnte BrainDead – men Some guy who kills people er heller ikke en zombiefilm, men derimod en slasherkomedie, der behandler sit ellers ret alvorlige tema med en komisk lethed, der både er at spore i dialogerne og ikke mindst i de noget karikerede figurer. Det ville måske ikke være helt forkert at påstå, at filmens figurer er omtrent lige så komplekse som de tegneserier Ken skaber.

Humoren virker dog ikke altid og selv om der ikke decideret er scener som bliver direkte pinagtige at overvære, er Some guy who kills people ej heller en af den slags film som mange vil opfatte som en skjult perle. Den er hvad den giver sig ud for og thrillerelementerne med at få opklaret mordmysteriet fungerer som glimrende fremdriftselement. Så så længe man ikke forventer sig meget mere end det titlen lover: det er en film om en fyr, der dræber folk, så vil man nok ikke blive alt for skuffet.