Ind imellem må man som anmelder kaste håndklædet i ringen og for et øjeblik glemme alt om, hvordan film, gennem brug af bla. musik, klipperytme og kameraføring, kan manipulere tilskueren og fremprovokere følelser af forskellig grad. For selv om man, som undertegnede, har set et utal af såvel fiktions- som dokumentarfilm gennem årene, er det altså sjældent at man bliver rigtigt rørt. Så rørt, at man ikke kan gøre andet end at give slip på sine følelser. Det skete dog flere gange undervejs i filmen Marina Abramovic: The artist is present. For det er en usædvanlig interessant portrætfilm af en kompromisløs kunstner, der om nogen har defineret performancekunsten.

I virkeligheden er Deres anmelder ellers ikke synderligt begejstret for performancekunst, godt hjulpet på vej af en underviser, der for mange år siden traumatiserede et helt hold på Holbæk Kunsthøjskole, ved at vise uskarpe, larmende, håndholdte VHS-videoer af diverse rædderlige performancekunstneres tilfældige fjollerier. Til gengæld var navnet Marina Abramovic senere blevet lagret i bevidstheden, da BFI i London for et årti siden bød på en særudstilling af performancevideoer centreret netop omkring Marina Abramovi? og Paul McCarthys værker.

Marina Abramovic: The artist is present er lige dele en portrætfilm af den i dag 67-årige kunstner, af hendes baggrund, hendes kunstneriske liv og af forberedelsesarbejdet til den store retrospektive udstilling på Museum of Modern Art i New York i 2010. Filmen skifter derfor konstant spor, idet den på den ene hånd fortæller om Marinas karriere, krydret med arkivbilleder og optagelser fra hendes væsentligste performances og på den anden hånd viser filmen os hendes arbejde med at få stablet udstillingen på benene og hendes forberedelser til den maraton-performance, der var kernen i udstillingen.

Udstillingen på MoMA gav de besøgende på museet netop det som titlen antyder. Kunstneren var selv til stede i hele åbningstiden i de tre måneder udstillingen varede. Hun var der ikke for at tale om sine hidtidige værker, men interagerede med sit publikum ved at sidde på en stol i et af museets helt centrale rum. Overfor kunstneren, var der placeret endnu en stol og her kunne de, der kiggede forbi museet og havde mod på det, få mulighed for at dele øjenkontakt med Marina i så lang tid de havde lyst til det, eller brug for det. En simpel idé, der samtidig kan ses som en helt naturlig forlængelse af hendes livsværk. Et livsværk der synes at være centreret omkring den måde vi omgås på.

Selv om det på papiret muligvis kan lyde, som et absurd kedelig grundlag for en dokumentarfilm, er det faktisk alt andet end. For når kunstneren på denne vis – og gennem hele sit liv - helt bogstaveligt benytter sig selv og sin egen krop i sin kunst, så bliver grænserne mellem personen og kunsten endog meget svær at skelne mellem.

Dette sker især i en af filmens helt centrale scener, hvor hendes forhenværende samarbejdspartner og ekskæreste Ulay dukker op til ferniseringen. Selv om Marina besidder en afsindig kontrol over både hendes krop og følelsesliv, bliver dette møde utroligt stærkt at opleve, især fordi det er første gang siden de brød med hinanden, hér i New York igen, begge deltager i den kunstform, som har været så stor en del af begge deres liv. Det celebre kunstnerpar afsluttede nemlig deres forhold gennem performancen The Lovers: The Great Wall, som bestod af de to som gik hinanden i møde på den kinesiske mur. Hun startede ved det Gule Hav, han i Gobiørkenen. Det var en gåtur, der tog over tre måneder, og som endte med at de to mødtes på midten, for at gå fra hverandre.

Filmen er naturligvis en hyldest til kunsten, livet, kærligheden, virkeligheden og ikke mindst til Marina selv, og man skal være et meget koldblodigt væsen for ikke både at blive fascineret, rørt og en smule lun på hende undervejs. Hun bliver i filmen fremstillet som en evigt grænsesøgende, utrolig stærk og virkelig fascinerende person, der ulig mange andre indenfor kunstverdenen har en meget ligefrem tilgang til sin kunst og som ikke har i sinde at overintellektualisere det hun laver. Som en af de medvirkende siger på et tidspunkt i filmen: ”alle der møder Marina, kan ikke undgå at blive bare en smule forelskede i hende” og det har vedkommende helt ret i.

Filmens sidste del bliver et slags filmet dokument over Marinas bemærkelsesværdige performance i New York og drager seeren ind i denne ekstreme seance, ved dels at vise kunstneren, men især at fokusere på alle de møder, som opstår mellem kunstneren og tilskuerne. På denne måde tilnærmer dokumentarfilmen sig performancefilmen, idet den – ganske vist i forkortet og redigeret form – viser os det værk, der har givet både filmen og udstillingen sin titel.

I slutningen af filmen siger Marina, at en assistent har fortalt hende at mere end 750.000 mennesker har set udstillingen, knap så mange nåede at sidde overfor hende, men stadigvæk må det være utroligt krævende, at påtage sig denne opgave, selv om kunstneren selvsagt ikke rigtigtig foretager sig andet end at sidde og betragte. Marina Abramovi?s kunst er blevet kaldt for ”kunsten om ingenting”, men det bliver i denne anmelders optik, lige så meget et spørgsmål om hvordan vi i virkeligheden betragter og spejler os i kunsten.

Marina Abramovic: The artist is present er på alle måder en seværdig og skøn film. Den er flot fortalt og kommer til at fungere som både kunstfilm, portrætfilm og ikke mindst kærlighedshistorie. For selv fortællingen om Marina og Ulays kunst og forliste forhold, måske ikke er det mest centrale i filmen, er det stadigvæk virkelig bevægende. Det er en af de film, der formår at gøre sin seer virkelig nysgerrige, både på kunsten – især på Marina Abramovi?s bagkatalog, men også på livet, og så kan man vel ikke ønske sig ret meget mere?

Se også biografversionen af filmen.