Der er noget befriende ved nazister på film. De kan dræbes på alle måder, uden at man behøver at retfærdiggøre noget, eller at nogen rynker brynene. I højere grad end nogen anden form for filmiske skurke, er nazister som regel ensidigt onde og man behøver ikke tage hensyn til en moralsk dimension for at dræbe dem. Det drager The Inglorious Bastards (Quel maledetto treno blindato, 1977) fordel af. Jeg tror aldrig, jeg har set en film, hvor så mange nazister bliver dræbt, og slet ikke med det flair, som denne film ligger for dagen.

The Inglorious Bastards er en italiensk krigsfilm, instrueret af Enzo G. Castellari, kendt for en række spaghettiwesterns og lignende spekulationsfilm. Handlingen udspiller sig i slutningen af Anden Verdenskrig, og følger en gruppe amerikanske krigsfanger som stikker af fra deres egne for at undgå at blive henrettet. De prøver at komme til det neutrale Schweiz, men bliver undervejs indblandet i en hemmelig mission, som skal ødelægge et nyt nazistisk masseødelæggelsesvåben.

Som man måske kan fornemme, er handlingen dog langt fra det primære træk ved filmen, da der lægges langt mere vægt på de stærkt koreograferede actionsekvenser, samt de humoristiske replikker fra de amerikanske ex-soldater. Filmen er en del af de spekulationsfilm som var kendetegnende for meget af den italienske filmproduktion i 70erne. Filmens handling kan bedst sammenlignes med en række isolerede scener end en decideret sammenhængende fortælling. Dermed ikke sagt, at filmen er svær at forstå eller usammenhængende, blot at den ikke opfylder de vante krav om årsag og virkning, eller adlyder ”fortællingens økonomi”, hvor man kun tager det med i filmen, som er relevant.

Eksempelvis støder vores gruppe på en flok nøgne, badende kvinder og kaster sig lystigt ud i vandet til dem, indtil en af soldaterne kommer til at sige noget på engelsk, hvilket afslører at de er fjenden. Kvinderne griber straks til våben, og jager gruppen på flugt, og det er det sidste man ser til kvinderne. Isoleret set fungerer scenen fint, men i det store hele bliver det blot en lidt komisk parentes, som ikke tjener noget egentligt formål, andet end de nøgne kvinder i sig selv. Denne form for fortællestil er der ingenting i vejen med, den er simpelthen bare anderledes end den, man finder i de fleste mainstream-film, og kan derfor virke lidt klodset på seere uvante med stilen. For kendere er det dog ikke noget problem, det er snarere noget, man forventer og nyder.

Tyngden i filmen er lagt på actionsekvenser, og på mange måder befinder den sig i et krydsfelt mellem krigsfilm og actionfilm, for selvom sted og handling klart afspejler, at det er en krigsfilm, er det mere de hæsblæsende skuddueller som er filmens hjerte. Filmen excellerer i disse scener med visuel opfindsomhed, som stadig kan glæde seeren, på trods af at effekterne jo lider af at have 30 år på bagen. Det andet, som også skal nævnes ved filmen, er skuespillet som er dejligt befriende og flabet, især fra Bo Svenson og Fred Williamson (fra de oprindelige Shaft-film). Det er på ingen måde karakterstudier, men de fungerer glimrende med deres gadedrengscharme og fængende glimt i øjet. En stor del af filmens gennemslagskraft kommer helt klart fra deres præstationer.

Set som actiondrevet krigsfilm er filmen absolut seværdig, og har ligeså meget sjæl og nerve som mere nutidige film, men hvis man forventer krigsfilm i stil med A Bridge Too Far eller Bridge on the River Kwai, så går man forgæves. The Inglorious Bastards er klart mere beslægtet med film som The Dirty Dozen og The Guns of Navarone.

Another World Entertainment har valgt at udgive filmen i dobbelt-disc format, krydret med rigeligt ekstramateriale. Det er fornemt, at man har valgt at give filmen både det engelske lydspor og det originale italienske monospor for dem, som gerne vil se filmen i dens oprindelige version. I begge tilfælde er lydsporene naturligvis synkroniserede, hvilket man må tage med som en ekstra charme ved disse film.

Grunden til, at filmen overhovedet bliver genudgivet nu, er ikke blot for at komme med den endelige, uklippede version (filmen har haft en del forskellige klipninger, blandt andet klippet så Fred Williamson blev hovedpersonen, da blaxploitationbølgen var på sit højeste), men også fordi Quentin Tarantino længe har udtrykt ønske om at genindspille filmen. Da det nu tyder på, at det rent faktisk bliver hans næste projekt, er tiden naturligvis inde til at præsentere den brede befolkning for denne glemte klassiker, og det skal Another World Entertainment have tak for.