Den engelske kunstner og filminstruktør Peter Greenaway, har siden starten af sin karriere haft en meget intellektuel og næsten hyperæstetisk tilgang til det at skabe film. Det gør så også at hans film ofte opfattes som unødvendigt elitære, kryptiske og måske af enkelte seere affejes med ord som ”mærkelige” eller ”kedelige”. Det er de sikkert også, hvis man blot forventer at film skal underholde. Greenaways film er opfordringer til fortolkninger, film der kræver at seeren aktivt deltager i fortolkningsprocessen.

Hans fjerde spillefilm Arkitektens Mave, fra 1987 er for nyligt blevet genudsendt på DVD herhjemme, spørgsmålet er så om den dengang så kritikerroste film har kunnet modstå tidens tand og stadig er så seværdig, provokerende og banebrydende, som da den først blev præsenteret? Før man dog kan svare entydigt på dette, så vi nødt til at fokusere på noget så trivielt som billedkvalitet.

Retfærdigvis skal siges, at nærværende anmelder aldrig har set Arktitektens mave i biografen, men det virker ganske forunderligt hvor trist billedet står på denne udgivelse. Peter Greenaway er, som før nævnt, æstetiker til fingerspidserne og selv om filmen er præsenteret i det rigtige billedformat og lyden er gengivet klar og tydelig i sit oprindelige stereomix, så ser billederne ud som om de er trukket direkte fra en VHS- eller betamax-kopi. Billederne præges alle af et lettere falmet, uldent, digitalt look, som man forbinder med disse videoformater og det er vitterligt en skam, at selskabet ikke har været langt mere kritiske og fået fat i en digital nyrestaureret version, der kunne lade filmen komme til sin ret. Det er i al fald meget svært at tro at Greenaway har optaget sin film på video, især når man er bekendt med mandens øvrige værker.

Når det så er sagt, så kan man jo sagtens følge både handlingen og se hvad der sker på skærmen. Arkitektens mave udfolder sig som en allegorisk fortælling om en amerikansk arkitekt – Stourley Kracklite - der ankommer i Rom med sin hustru. Han er blevet hyret til at iscenesætte en stor udstilling om den obskure arkitekt Étienne-Louis Boulée, der er Kracklites favorit. Det skal dog vise sig ikke at blive helt enkelt, for selv om filmen starter i harmoni, begynder Kracklite langsomt men sikkert at miste grebet om udstillingen, privatlivet og hans egen krop.

Stourleys gravide hustru indleder et forhold til en smuk, ung italiensk mand, der også får overtaget planlægningen af arkitekturudstillingen. Samtidig får Kracklite større og større smerter i sin mave. Han mistænker først hustruen for at forsøge at forgifte ham og i takt med at Kracklite mister overblikket, virker det på ham som om alle bevidst modarbejder ham. I og med hans mavesmerter tiltager, udvikler Kracklite nærmest en besættelse af klassiske statuers maver, men det, som indledningsvis måske virker som stresssymptomer, skal vise sig at være langt mere alvorligt.

Arkitektens mave er fyldt med smukke billeder af den evige stad og dens arkitektur. Som altid når vi har med Greenaway at gøre, er det dog ikke nok at blot at vise piazzaerne og forskellige interiører, disse steder skal også iscenesættes. Greenaway placerer bevidst sine figurer og objekter i kontrast eller komplementært til omgivelserne og aftvinger på den måse at man ser dem i nyt lys.

Samtidig lader Greenaway sin film befolke med en række både forførende og bizarre personager, der dog aldrig bliver helt så utroværdige, at filmen mister sin tilskuer. Som eksempel kan nævnes den mand som Kracklite møder, der bevæbnet med hammer og mejsel, hugger næserne af byens statuer.

Der synes også at være en gennemgående pointe i, at vores hovedperson aldrig har fået realiseret sine arkitektoniske ideer, men at han udelukkende er blevet kendt som teoretisk arkitekt, for det virker som om, han i sagens natur, er ganske handlingslammet og må indse at han ikke er i stand til at styre hverken de folk han skal arbejde sammen med, sin hustru eller sin egen krop.

Arkitektens mave er stadigvæk en interessant film, især for alle de der i forvejen holder af Peter Greenaway og hans leg med ofte ganske vidtløftige intertekstuelle elementer, som nok primært vil blive påskønnet af alle de, der interesserer sig for klassisk kunst, arkitektur og europæiske film, men uden at filmen bliver uinteressant for den seer, som ikke er i stand til at fange alle disse.

Har man derfor aldrig set filmen, holder man af Greenaways ofte kryptiske filmfortællinger, insisterer man på danske tekster og kan man gå på kompromis med en ganske luset billedkvalitet, så bør man få fat i filmen med det samme. Omvendt set har man mulighed for at anskaffe en bedre, skarpere kopi af filmen, eksempelvis den Bluray/DVD udgave, der blev udsendt fra BFI i slutningen af 2012, så anbefaler kapellet at man gør det i stedet, da filmoplevelsen hér virkelig kommer til sin ret!