Den gængse forskydning i tid, som oftest kendetegner science fiction, giver genren nogle fine fordele for at anlægge et dystopisk syn på verden og samfundet. Den dystopiske sci-fi placerer ofte sin optik i forhold til nogle kritiske forhold i det nutidige, hvis resultat viser sig gennem fortællingen i fremtiden og det scenerum, fortællingen skaber. Dette er i øvrigt et af de vigtige punkter, hvor science fiction opererer med nogle kategorier, der placerer sig i et tæt forhold til realismeformen. Ved at tage udgangspunkt i nutiden, skabes et dubiøst billede af fremtiden.

Denne egenskab i science fiction så forfatteren Philip K. Dick hurtigt, og mange af dennes værker er i høj præget af denne dystopiske analyse af fremtiden. Ofte tog han udgangspunkt i nogle politiske perspektiver og sociologiske vilkår i nutiden, hvilket derved blev ”blæst op” i fremtidens format. Dette ser vi i hans selvbiografiske A Scanner Darkly og i hans mest populære roman Do Androids Dream of Electric Sheep?, der senere skulle blive til Ridley Scotts hovedværk Blade Runner. Dette pessimistiske fremtidssyn præger flere af Dicks fortællinger, og flere er blevet omsat til film. Det gælder også novellen ”Second Variety”, der resulterede i filmen Screamers fra 1995. Denne genudgives netop nu på en lille, rund skive.

Screamers foregår i 2075 på planeten Sirius 6B, mens universet generelt ligger hensvøbt i krig mellem The Alliance og NEB (New Economic Block). Dermed er Screamers – modsat Dicks novelle – placeret i en fjern fremtid uden indlysende forbindelse til Jordens eksistens, selvom dette selvfølgelig er stedet, de udstationerede soldater håber på at komme tilbage til. ”Second Variety” var i stedet for dette en variant over en koldkrigsdystopi, hvor den kolde krig i høj grad er blevet varm, og Jorden er bogstaveligt talt ved at nedsmelte. Dette er blot en af mange forskelle på novelleforlægget og filmens endelige resultat.

Oberst Hendricksson modtager en begæring fra NEB om våbenhvile og fredsforhandlinger, hvilket har været længe ventet, siden der det seneste halve år ikke har været noget aktivitet herfra. Selvom han er mistroisk, drager han af sted med Jefferson, som er styrtet ned med et fly uden for alliancens hovedkvarter. Målet er at nå NEB og indgå en fredsaftale. Men Sirius 6B et ikke et nemt sted at begive sig rundt, for alliancen har nogen tid forinden mineret underverdenen med såkaldte screamers, der slår alt med en puls ihjel (med mindre man bærer et pulsarmbånd, der ophæver pulsslagene). Problemet er, at disse maskiner, der oprindeligt var menneskeskabte, har taget selvkontrol, og er begyndt at designe screamers i nye formater – det er altså ikke til at vide, hvordan en screamer ser ud.

Det er med andre ord klassisk fremtidspessimistisk sci-fi, vi her har fat på, og problemet med filmen er som sådan ikke, at den er en ofte set kliché. Sci-fi af denne type kan have sin charme, der netop byder ind til gensynets glæde med motiver, der er velkendte. Snarere er det problematisk, at filmen i sig selv ligner en anakronisme; den ligner ganske simpelt en senfirser filmatisering, og ikke en film fra 1995. Dialogen er måske den side af filmen, der fungerer bedst, idet den her virker bevidst om sin egen lettere kitchede karakter. Screamers er derfor absolut for folk, der er til fremtidsorienteret firseraction fra midthalvfemserne.

Derfor er filmen, mere end den er en særlig god film, en klassiker af den type, der bringer ungdomsblodet i cirkulation – husker man den fra sin ungdom, er det godt. Med nutidens håbløst moderne øjne ligner Screamers ikke en film, der er værdig til genudgivelse. Ydermere er filmen, på samme måde som Blade Runner, en overbevisende reklamefilm. Men hvor Blade Runner var tilsølet i produktplacering som baggrundsstøj, virker Screamers – uden at den er det – som én langstrakt reklame for amerikanske tobakskompagnier. Ikke nok med at nærmest alle i filmen konstant ryger og ser seje ud, på trods af at cigaretter er svære at få, så er det eneste værn mod radioaktivitet rygning af nogle bestemte smøger. Ungdomssløvsind og smøger hænger vel egentlig ganske godt sammen.

Det er pudsigt, og det i iøjnefaldende, ligesom filmen er mere pudsig og et knebent filmprodukt, end det er en film, som fortjener en renæssance. Måske skal det ses i lyset af, at Peter ”Robo-Cop” Weller, der spiller Hendricksson, nu er blevet skiftet ud (nærmest nødvendigt at dømme efter slutningen), for Screamers 2 er nemlig på trapperne. Det er nærmest en dystopi i sig selv!