I Wim Wenders fremragende metafilm Die Stande der Dinge (1982) hører vi en linje, der altid klinger klart hos mig, når jeg ser en vellykket film i sort/hvid: ”Livet er i farver, men sort og hvid er mere realistisk – i sort og hvid kan du se tingenes tilstand”. I en sådan påstand ligger der en grynet fænomenologisk observation af, at vi i hvert fald kan se verden på en anden måde, når billedet er sort og hvidt. Det kan man meget ofte hos Wenders, men det kan man så sandelig også i Alexander Paynes seneste mesterværk Nebraska, der er en af de bedste amerikanske film meget længe. Den er netop udkommet som købefilm.

Lighederne med Wim Wenders holder ikke op i manglen på farver. Wim Wenders har en stor forkærlighed for road movie’en. I 70’erne indspillede han en slags vejtrilogi, der bestod af Alice in den Städten (1974), Falsche Bewegung (1975), Im Lauf der Zeit (1976), hvoraf to af filmene også var i sort/hvid. Og er der film, som Payne læner sig op ad i Nebraska, da er det disse tre Wenders-film. Ligheden mellem alle tre film fra Wenders og Paynes film er, at vejen som sted og bevægelsesrum knyttes an til viden og erkendelse. Selve det at være i bevægelse er årsag til, at personerne, der bevæger sig – i bil – når frem til nye indsigter om dem selv og hinanden.

Nebraska handler om den aldrende Woody Grant, der modtager en postomdelt reklame, som fortæller, at han har vundet en million dollar, hvis han møder op på et kontor i Lincoln, Nebraska – over 1.000 km væk fra hans hjem. Han forsøger gentagne gange – til sin families fortrydelse – at gå dertil selv. Først da sønnen David går ’med på legen’ og kører ham af sted, får de en vis grad af ro. Det bringer dem ud på en rejse, der skal give David indsigt i sin fars fortid på en måde, han aldrig havde turdet drømme om. Han foragtes for så vidt af ham, men samtidig bringer turen dem tættere på hinanden. Men det bliver også en tur, der skal vise bagsiden af ’the land of opportunities’.

I hovedrollerne som Woody og David ser vi Bruce Dern og Will Forte, der fantastisk fint formår at skildre den stærke modsætning mellem far og søn krydret med kompliceret kærlighed. Woody er en ekstremt indadvendt mand, der for mange virker til at have en mild grad af Alzheimers, men når det kommer til stykket er han faktisk blot en skarp og elementær kyniker. David forsøger på at leve et normalt liv, men han har komplikationer i sit parforhold (eller mangel på samme), og arbejdet er, ja, blot et arbejde. Imidlertid har Woody en bidsk kone, David en ilter mor, brillant spillet af June Squibb. Alt sammen fuldstændigt nedtonet, så vejen, ansigterne og forholdet kommer helt i centrum. Det er på mange måder en film med et ekstrem skarpt manuskript, der meget vel kan være Bob Nelsons helt store gennembrud som manuskriptforfatter.

Vejen til Lincoln går over Woodys fødeby Hawthorne, hvilket ender som en videreførelse af gamle konflikter og ondt blod mellem venner og den familie, der stadig bor der. Filmen er – lidt ligesom Woody selv – en kynisk skildring af et USA, der er ved at miste de små, lokale og nærværende ’communities’ i takt med, at finanskrisen tager livet af småbyerne rundt omkring. Nebraska som stat bliver kun symptomatisk på en sociologisk diagnose over et USA i forfald. På mange måder tager Payne hermed Wenders på ordet: livet på disse kanter er ikke i farver. Det er mistrøstigt og ufravigeligt for de, der er fanget i det. Det er en krads økonomisk realisme, der skildres via en rejse over dele af kontinentet.

Rytmen i filmen er holdt helt rolig. Indstillingerne er lange, mens talepauserne mimer rytmen. Længere passager er egentlig blot skildringer af de to mænd i bilen, men Phedon Papamichaels stærke og vedkommende cinematografi i kombination med Dern og Fortes samspil gør, at de lavfrekvente sekvenser bliver intense og overbevisende. De er ganske simpelt nødvendige for handlingen. Jeg troede, at Payne overgik sig selv med den fantastiske Sideways (som fik hele verden til at drikke pinot noir), men Nebraska er Paynes til dato bedste film. Og en film, der – ligesom 12 Years a Slave, der tog årets Oscar-statuette for næsen af Payne – tør kigge ind ad i et USA, der ser ud til at trænge til førstehjælp. Smukt og modløst, personligt og alsidigt, på én og samme tid.