Cheap Thrills (85 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 23/5 2014, 17:56 af Torben Rølmer Bille
Grådighedens væsen
Grådighedens væsen
« TilbageAlle har en pris. Det er bare et spørgsmål om hvor mange penge der er tale om, ikkesandt? Eller sagt på en anden måde, nogle vil ikke gøre alt for penge, men så kan det måske være et spørgsmål om hvorvidt betalingen skal ske i en anden form for valuta end penge: sex, stoffer, den manglende del af den samling man har opbygget gennem en årrække, en bedre stilling, osv. Alle har sikkert en pris. Et eller andet, der vil få ens integritet til at smuldre, noget der kan forvandle selv den mest dydige medborger til et stikkersvin, der er villig til at forråde og falde selv sin bedste ven i ryggen. Dette er i al fald antagelsen i den amerikanske independentfilm Cheap Thrills som er udkommet på DVD.
Selvom det kan godt være, at traileren muligvis peger i retning af en lidt overfladisk og hurtigt produceret spillefilm, så bør man ikke (for at parafrasere et gammelt mundheld) skue filmen på traileren, for Cheap Thrills er faktisk både velspillet, godt instrueret og så har den en ganske fascinerende præmis, der gør at man ikke helt kan regne ud, hvor langt de to venner er villige til at gå, for at få del i en – for dem – betydelig sum penge.
Filmen starter med at introducere seeren for hovedpersonen Craig, der er nybagt far og arbejder som automekaniker. Hans kone beder ham, om han ikke kan presse chefen for en tiltrængt lønforhøjelse, da de ellers vil blive smidt ud af deres lejlighed. Craig bliver til sin overraskelse fyret, før han kan bede om det, så han tager på en bar for at drukne sorgerne og her møder han ved et tilfælde sin gamle kammerat fra high school Vince. De to får sig en drink sammen, men inviteres af en fremmed, der sidder og fester med sin kone, til at drikke med ham.
Den fremmede er velhavende og smider om sig med penge. Han har også konstant væddemål kørende med sin lækre, unge kone, om alle mulige forskellige ting. Situationen udvikler sig hurtigt til en konkurrence mellem de to venner, om hvem der tør gøre de ting rigmanden foreslår mod betaling naturligvis. Det starter først ganske uskyldigt, eksempelvis tilbyder rigmanden hundrede dollar til den person, der først får en enlig kvinde i baren til at stikke vedkommende en syngende lussing.
Det stopper bare ikke her, for rigmanden inviterer Vince og Craig hjem til hans villa, hvor han sætter trumf på sine udfordringer. De to forarmede venner opdager også at manden har et pengeskab fyldt med rede penge, der nærmest beder om at blive stjålet. Det skal dog vise sig, at det måske ikke er helt så nemt som de to tror.
Fremdriften i Cheap Thrills består jo primært i at seeren er nysgerrig på at se, hvilken udfordring som vennerne udsættes for og for den sags skyld, hvem af vennerne, som vinder de tiltagende bizarre udfordringer de bliver sat overfor. Mens filmen naturligvis underholder, så sætter den i sagens natur også grådighedens væsen på en spids, idet den moraliserer over hvor langt desperate mennesker er villige til at gå for at sikre deres egen overlevelse. Både Craig og Vince er nemlig i desperat pengenød og derfor bliver det lidt for nemt for rigmanden, at manipulere dem til at gøre ting, som de ellers aldrig ville have drømt om.
Så selv om filmen måske ikke er banebrydende, så er den stadig fint fortalt og langt hen af vejen formår den også at overraske, for den forfalder ikke til de helt gængse klicheer. Selv om filmen basalt set starter som en form for socialrealistisk drama, så udvikler den sig hurtigt til en meget sort komedie, hvor de to venners venskab virkelig bliver sat på en prøve, idet de pludselig skal kæmpe mod hinanden om ussel mammon.
Kort sagt er Cheap Thrills en film man bør give en chance, for selv om hverken instruktøren eller de medvirkende er store stjerner, så beviser den, at der er masser af talent at finde udenfor de store, etablerede filmselskaber.