Den amerikanske instruktør Ti West er indenfor ganske kort tid blevet lidt af en darling blandt gyserfilmfans. Det var Hr. West, der stod bag den stemningsfyldte House of the Devil som vi tidligere har rost her i kapellet. Lige som House of the Devil, nåede hans seneste film The Innkeepers at få en del positiv nørdomtale, før filmen på overnaturlig vis materialiserede sig i undertegnedes DVD afspiller. Er den gode omtale så udelukkende tomme internetrygter spredt af Ti West og hans venner, eller er der mon hold i hypen?

The Innkeepers har ikke den samme retro-charme som House of the Devil, til gengæld har den samme langsomme spændings- og karakteropbygning. Den første times tid af filmens løbetid går primært med at få etableret de vigtigste figurer, deres indbyrdes forhold og samtidig drypvis antyde at alt ikke alt er fryd og gammen på det gamle hotel, hvor filmen udspiller sig.

The Innkeepers følger primært to personer, Claire og Luke, der arbejder på ”The Yankie Peddler Inn”, et hotel som rygterne vil vide er hjemsøgt. Foruden deres natjob i receptionen, har de to sat sig for at kontakte Madeleine O’Malleys ånd. Hun led ifølge sagnet en frygtelig død på hotellet mange år tidligere – helt klassisk handlede det naturligvis om uforløst kærlighed. Luke har endda lavet en hjemmeside der har sat sig for at finde håndgribelige beviser for de overnaturlige hændelser og det virker perfekt, at makkerparret kan undersøge om rygterne taler sandt, før hotellet lukkes ned for altid.

Imens de to forsøger at få de lange nattetimer til at gå, tjekker et par bifigurer ind på hotellet, først en aldrende filmstjerne, der har viet sit liv til healing og pendulering. Dernæst en gammel mand, der overfor Claire insisterer på at få nøglerne til det værelse som han boede på sin bryllupsnat. De to er hotellets eneste reelle gæster, foruden en alenemor med hendes syvårige dreng.

Claire lader sig nemt skræmme, godt hjulpet på vej af Luke, der holder af at snige sig op på hende og råbe ”bøh”, spørgsmålet er så bare om de lyde hun optager på deres fælles (b)åndoptager virkelig er signaler fra hinsides graven, eller om det bare er Claires fantasi, der fodrer hendes frygt?

Det som gør Ti Wests film langt mere interessante end hoben af øvrige independent horrorfilm, er at han tydeligvis er en vældig dygtig personinstruktør, eller også er han god til at caste sine skuespillere, for både i House of the Devil og i denne film, spiller de endnu ukendte skuespillere virkeligt overbevisende. Dertil kommer at det er i dialogerne, der også er både underholdende og morsomme, at uhyggen også skabes. Dertil kommer at West også kender sin horroræstetik til fingerspidserne. Filmen er virkelig lækker at se på, faktisk ser den ud som om den er skudt på rigtig film, selv om det næppe er tilfældet. Så gode skuespillere, et fint manus, god dialog og en skummelt hotel gør at det lykkes West og Co. at skabe en virkelig trykket stemning, der fungerer som et godt fundament som de effektfulde gys kan bygges ovenpå hen mod slutningen.

De seere, der ikke finder film uhyggelige med mindre ens skærm kaster blod og indvolde op konstant, vil nok kede sig bravt her, men de, der holder mere af det psykologiske, overnaturlige gys vil føle sig på hjemmebane. Der er enkelte, små ridser i filmens fernis, såsom nogle figurer, der agerer ganske irrationelt, men sådan forventer vi jo nærmest at personer i den slags film konsekvent opfører sig – det foreskriver genren nærmest. Der er også et par uforløste fortællinger, hvor seeren selv må gætte sig frem til det der giver mest mening for ham/hende, men der er sikkert også de der finder dette aspekt meget tiltalende, i stedet for visse amerikanske film, der skal bøje alle detaljer ud i neon og konsekvent forklare årsagssammenhænge for sin seer.

Det er befriende at West ikke er ironisk, eller forsøger at lave deciderede genrepasticher, for selv om han låner fra et utal, lignende film, bliver West når han er bedst lige så god som en veloplagt Stephen King i den måde han bryder en ganske realistisk, hverdagsagtig fortælling op og hvor alt langsomt, men sikkert forvandler sig til et mareridt. Svaret på det indledende spørgsmål er altså, at man godt kan hoppe med på hypen, såfremt man bare ikke forventer at det skal være nyskabende.