”Kunne du lide The Ring og The Grudge”, står der skrevet bag på filmen, ”vil du elske Mistet opkald”. Dette udsagn synes at foregive, at Takashi Miikes Mistet opkald rent faktisk er bedre end de to øvrige film, der for alvor har vist, hvad japansk horror formår disse år. Det synes desværre ikke helt at være tilfældet, selvom det ikke gør Mistet opkald til en dårlig film. Det er bare nogle kraftbastioner at måle sig med.

En af horrorhistoriens klassikere, Nicholas Roegs Don’t Look Now fra 1973, der hedder Rødt chok på dansk, arbejder med et tidsparadoks. Uden at sige for meget om filmen, hvis ikke man har set den, så bygges den op om et narrativt paradoks, der udspringer af, at ét bestemt plot ikke kan lade sig gøre, hvis ikke der sker noget andet senere – eller omvendt. Det lyder kryptisk, og det er det for så vidt også. En film som Chris Markers La Jetée fra 1962 gør noget af det samme. Noget i nutiden tager fat i fremtiden, for at netop dette skal kunne ske. Det samme gør sig gældende i Mistet opkald, der handler om en række elever på en japansk skole, der begynder at få opkald fra sig selv. Disse opkald kommer tilsyneladende fra fremtiden, og forudsiger dét tidspunkt, hvor de skal dø. Det viser sig så, at folk, som er i den døde telefonbog, er i risikozonen for at være den næste på listen.

Dette er ikke et uvant tema for instruktør Takashi Miike, der i sin japanske tv-serie MPD Psycho fra 2000 arbejdede med et lignende plot. Uden at vide præcis hvordan den noget surreelle serie skal tolkes, så handler den om mord foranlediget af en åndslig transfer over mobiltelefoner. Og netop denne nye teknologi er et hyppigt benyttet rekvisit i Miikes film – det er jo også herigennem morderen (eller hvad nu det er) kommunikerer i Mistet opkald. Men man sidder undrende (og ofte grinende) i MPD Psycho, lidt ligesom hos David Lynch, når han er allerbedst. Det groteske møder en ironisk humor, der distancerer de stærke temaer, som filmene og serien arbejder med. Dette sker ikke på samme måde i Mistet opkald, der synes langt mere seriøs. Den har ikke tendensen, som Miike ellers normalt har, til at presse genre- og stilniveauer til det yderste, selvom den gør noget lidt andet. Den læner sig nemlig enormt meget opad de nævnte moderne gysere fra Japan, nemlig Ringu og Ju-on (og de amerikanske The Ring og The Grudge), mm. Det skal dog siges, at filmen ikke bør afskrives alligevel, for den vinder en smule originalitet undervejs – specielt slutningen kræver lidt omtanke, før den falder på plads. Desuden arbejder Miike helt bevidst med de øvrige såkaldte J-horror-film, der er blevet den benyttede betegnelse for denne type japansk horror. Han kender genren godt og drysser om sig med referencer til mange af dem, hvilket kan være en rar oplevelse, hvis man kender filmene. Således er der de helt typiske fordrejninger, som Miike altid inkluderer, men sådanne metafiktive bevidstliggørelser af sin plads inden for en filmindustri er set nogle gange efterhånden. Mistet opkald hviler på en grænse mellem at give sin homage til genren og producere en original version af den. Den formår dog mest at referere, mens de originale træk forsvinder i havet af inspiration.

Filmen er udgivet af det nystartede dvd-selskab AWE og agerer startskud for den ny serie fra dem, nemlig den såkaldte Asian-serie. Dette er i sig selv et ganske tiltalende initiativ, idet vi mangler enormt mange titler fra Asien på det danske marked – også fra Takashi Miike, der er en af tidens mest højproduktive men ikke mindst uforudsigelige instruktører. Han laver meget forskellige film, hvilket er en af årsagerne til, at han for alvor kan bryde filmgenrerne sammen – han arbejder inden for de fleste af dem. Og det er tydeligt, at de asiatiske filmindustrier – hvor disparate de end er fra hinanden – bærer tidens dynamiske tendenser. Derfor er denne serie kun noget, man kan vente sig mere af, for der er film, som er meget bedre end Mistet opkald – fra både Asien, Japan og Miike.

Læs i øvrigt de to øvrige artikler om AWE ”Sær(lig)hedernes holdeplads” og ”Hvis de levende ikke er døde, bliver de spist, mens de levende døde jagter de levende” under essays her på siden.