Med film som Sahara, Så flyt dog og The Wedding Planner har manden med den tykke texanske accent, Matthew McConaughey, længe været kendt for (eller nærmere berygtet for) film, hvor han viser mere af sin overkrop end sit skuespiltalent. Men med titler som The Wolf of Wall Street, HBO’s True Detective og ikke mindst Dallas Buyers Club har McConaughey bevæget sig op i Hollywoods hierarki.

Året er 1985 og stedet er Dallas, Texas. Den moderne cowboy og kokainelskende Ron Woodroof lever et liv fyldt med rodeo, stoffer, damer og ubeskyttet sex. Efter et uheld på arbejdspladsen, bliver han – mod sin overbevisning – diagnosticeret med aids. Det er jo kun bøsser, der får den sygdom. Sådan er indstillingen i hvert fald i USA på dette tidspunkt. Ron får af lægerne 30 dage at leve i, men i stedet for at stille cowboystøvler, vælger han at gøre oprør. Mod sygdommen og i sidste ende mod systemet og medicinalfirmaerne. Som sine allierede har han lægen, Dr. Eve Sachs, og én af hendes patienter, den HIV-smittede og transseksuelle Rayon.

David mod Goliat
Plottet i Dallas Buyers Club er i sin grundstruktur en ærkeamerikansk fortælling. Som i så mange andre film handler det om en mand, som i kraft af sin sygdom er nødt til at tage sit live op til revision. Vil Ron Woodroof fortsætte i den destruktive cyklus, som er hans liv, eller formår han at tage sig sammen og droppe alkoholen, stofferne og de snæversynede synspunkter og dermed kæmpe for, at hans liv ikke får den slutning, som lægerne har forudsagt. Dette er filmens overordnede tema, og det er dette plot, som driver filmen fremad.

Sideløbende følger vi også Woodroofs kamp mod lægevidenskaben og medicinalindustrien. Her ser vi, hvordan han med hjælp fra Dr. Sachs og transvestitten, Rayon kæmper for, at AIDS-ramte behandles som ligeværdige mennesker, der har ret til den bedste medicin og ikke bare den, som medicinalfirmaerne får trumfet igennem som den bedste gennem et stærkt stykke lobbyarbejde. Problemet med denne del af filmen er, at den er ensformig og til tider bliver en smule indviklet. Medicinalbranchen bliver uden nogle former for nuancer skildret som benhårde forretningsfolk, der udnytter de aids–ramte til at score kassen, og opremsningen af diverse præperater og regler herom er svær at følge med i.

Derfor er det uden tvivl historien om Ron Woodroofs kamp mod sine indre dæmoner, der gør Dallas Buyers Club så stærk. Her er der fokus på det personnære, og instruktør Jean-Marc Vallée får tid og rum til at udforske, hvad det vil sige at være dødsdømt og forsøge at slippe af med de fordomme, der hører til et sådant mærkat.

The Return of McConaughey
Til at formidle denne karakterudvikling har Jean-Marc Vallée castet én af tidens varmeste navne i Hollywood, Matthew McConaughey, som vel at mærke også har taget sin karriere op til revision og formået at lægge afstand til det ry, som havde placeret ham på toppen af listen over de mest overvurderede skuespillere i Tinseltown.

McConaughey gik på en seriøs slankekur, inden optagelserne til filmen startede, og tabte 25 kg. Han har senere udtalt sig, at dette gjorde ham både æstetisk og mentalt klar til at portrættere Ron Woodroof; en afmagret AIDS-syg. Denne fysiske transformation gør selvfølgelig karakteren yderst troværdig, men det er McConaughey’s evne til vise figurens tørre humor og desperation samt dennes forvandling fra fordomsfuld alkoholiker til frontkæmper i aids-kampen, der i sandhed gjorde triumfen ved årets Oscar- og Golden Globe-uddeling fortjent.

Som katalysator for den udvikling, Ron Woodroof gennemgår, ser vi transvestitten Rayon, spillet af Jared Leto. Han ender med at blive Ron’s forretningspartner, men det er især også grundet deres møde, at hans macho-ydre krakelerer, og at hans homofobiske tendenser, om ikke forsvinder, så i hvert fald lægger sig i dvale. Der er intet romantisk mellem de to figurer, men deres forhold kan alligevel karakteriseres som en art ’love story’–plotlinje. En plotlinje, som inkorporeres i mange amerikanske film. Deres venskab udvikler sig i det kendte mønster, hvor det begynder med en indledende fjendtlighed, som udvikler sig til en fælles forståelse og til sidste til et stærkt venskab. Udviklingen i dette venskab er sammen med Ron’s transformation ét af filmens stærkeste kort. Dette skyldes igen et fokus på det personnære; noget man som publikum kan relatere til.

Dallas Buyers Club er en forholdsvis forudsigelig historie om den lille mands kamp mod det store system. En historie, vi har set mange gange før. Dét, som dog får filmen til at adskille sig fra de andre, er dens skildring af den lille mands store, personlige udvikling samt de forhold, han udvikler til nogle mennesker, som normalt aldrig ville være at finde i hans omgangskreds. Det er en film, der let kunne ramle ind i alle de klassiske klichéer og dvæle ved, hvor synd det er for Ron Woodroof. Det formår Jean-Marc Vallée heldigvis at afholde sig fra, og Dallas Buyers Club holder på fornemmeste vis balancen. Derudover må det siges, at Matthew McConaughey’s med denne præstation formår at placere sig blandt de helt store (og respekterede) navne i Hollywood, og det bliver spændende at se hans næste karrieremæssige træk.