Det er faktisk overraskende svært for selv etablerede instruktører at fange den unikke, nogle ville med et låneord sige ”corny”, stemning der findes i b-film fra 70erne og 80erne. Faktisk kan de instruktører, der er i stand til det, tælles på en enkelt hånd (bl.a. Quentin Tarantino, Robert Rodriguez, Niel Marshall plus et par andre), derfor er det oftest også med lidt usikre forventninger man sætter sig til rette med en film som Samurai Avenger – The Blind Wolf - for kan den virkelig indfri de forventninger man måtte have til en film med denne titel?

Der er i hvert fald ingen tvivl om at Kurando Mitusake, der i vaskeægte auteur-stil både har skrevet manuskriptet, instrueret filmen og har givet sig selv den altoverskyggende hovedrolle – vil skabe en hyldest til de film han holder allermest af – mest tydeligt de bloddryppende samuraifilm fra 70erne som Zatoichi og Shogun Assassin, men vil det virkelig lykkes ham at genskabe den helt rigtige ånd fra disse film i det herrens år 2009? Svaret er overraskende nok - ja! For selv om Hr. Mitusake hverken kan skrive dialog som Tarantino eller iscenesætte originale voldsorgier som Robert Rodriguez, så gennemsyres filmen af en kærlighed til filmmediet og en lang række referencer til samuraigenrens største værker – noget der med garanti vil behage alle de fans, der dyrker denne type film passioneret.

Takket være en ganske simpel historie, der benytter sig af lige dele spaghettiwesternstemning og lige dele samuraifilmsæstetik, (gen)fortæller Samurai Avenger – The Blind Wolf en helt klassisk hævnhistorie, hvor en ensom, blind kæmper – med en smule hjælp fra en anden dygtig sværdjonglør - skal myrde sig gennem syv dødbringende fjender, før han endelig kan stå ansigt til ansigt med den ubehagelige superskurk som han vil dræbe. For at vi ikke skal være i tvivl om at skurken har fortjent nøjagtigt hvad der kommer hans vej, bliver seeren indledningsvis vidne til drabet på vores helts kone og barn lige før han tvinges til at stikke sine egne øjne ud med en gren.

De fjender som vor blinde hævner møder på sin vej tæller blandt andet en forførerisk kvindelig snigmorder, der benytter hypnosebryster til at overbevise vores samuraihelts ledsager til at kæmpe mod helten i stedet for mod hende. Senere er seeren vidne til en heks, som fremmaner tre udøde krigere, som hun pudser på vore to helte og der er endog en gravid sværdkæmper, der skråler at hun ikke kan dø for heltenes hånd, idet det ville gå imod deres kodeks om ikke at tage uskyldige liv. Kort sagt er det både absurd, utroligt fjollet og samtidig så mærkværdigt underholdende lavet, at man har svært ved at løsrive sig fra det som udspiller sig på skærmen foran en. Forsøger man at tage filmen lige så seriøst som skuespillerne i den, så misforstår man hele konceptet, for det er en film hvis primære formål er at underholde kernepublikummet der består af drengerøve i alle aldre, som aldrig kan få nok af bushido, blod og babser.

Selv om filmen helt tydeligt er lavet på et ganske skrabet budget har den, som de allerbedste indiefilm, formået at få det meste ud af pengene – for selv om der er enkelte af CGI effekterne, der godt kunne være udført mere overbevisende så fejler de regulære (gammeldaws) splattereffekter ingenting. De er udført på samme vis som blodsudgyldelserne i film som dem om Lady Snowblood / Lady Snowblood II eller Shogun Assassin,for der står veritable blodskyer ud folk idet de får skåret halsen over, eller mister en arm. Et særligt vink med en intertekstuel vognstang er der i scenen hvor en af fjenderne dræbes og der opstår en fløjtelyd i såret idet blodet fosser ud. Inden han kegler om udtaler han at han i hele sit lange samurai liv har drømt om at lave dette snit og at det er en stor ære at blive dræbt af en sand mester som er i stand til at udføre det. Denne scene er ordret løftet ud af Shogun Assassin. Selv om Samurai Avenger – The Blind Wolf både er lavet på et minimalt budget, har amatørskuespillere i stort set alle roller og ikke byder på synderligt meget nyt, så formår den at piske en utrolig charmerende stemning op. Det er bevidst tåbeligt, morsomt og man må indimellem tage sig i ligefrem at juble over splattereffekternes slapstickagtige karakter. Så er man til sværdkampe, litervis af blod og en fortælling der grænser til det retarderede, så er Samurai Avenger – The Blind Wolf et virkeligt godt bud på en b-film med potentiale.