Vi er nogle få år ude i fremtiden, hvor forskningen i kunstig intelligens står over for sit endelige gennembrud. Professor Will Caster (Johnny Depp) står bag en computer, hvis kapacitet langt overstiger den samlede menneskeheds intelligens, mens en kollega har haft held til at uploade en rhesusabes hjerne til en computer. Ikke alle er dog begejstret for udviklingen. Casters kollega Max Waters (Paul Bettany) er skeptisk mht. en kunstig intelligens evne til at håndtere empati og moral. Andre går længere. En gruppe maskinstormere/terrorister, RIFT, anretter bombeattentater mod forskningscentre, der arbejder med kunstig intelligens og forsøger også at dræbe Caster. Han overlever attentatet, men da det viser sig, at han også er blevet forgiftet med det stærkt radioaktive stof polonium, har han kun få uger tilbage at leve i. Sammen med sin kone, Evelyn (Rebecca Hall) og den stadig skeptiske Max, beslutter han at bruge de teknologiske landvindinger og uploade indholdet af sin hjerne til sin supercomputer og dermed overleve som kunstig intelligens.

Spørgsmålet er naturligvis, om han også har overlevet som menneske; eller om det, der gør os til mennesker, går tabt i processen. Da RIFT kommer på sporet af Caster som kunstig intelligens, redder Evelyn ham ved at uploade ham til internettet, hvorved han får adgang til alverdens computere og alverdens information – og dermed giver ham noget nær uindskrænket magt. Og så er spørgsmålet, hvad der sker, når en kunstig intelligens får uindskrænket magt og der ikke er andet til at sætter grænser for denne magt end den kunstige intelligens selv. Med andre ord: har en kunstig intelligens en moral og nærer den empati for os mennesker?

Transcendence er instrueret af Wally Pfister. Det er hans debut som instruktør, men han har tidligere gjort sig bemærket som fotograf, ikke mindst på de fleste af Christopher Nolans film (herunder Dark Knight-trilogien og Inception). Og som det ofte er tilfældet hos Nolan, så er Transcendence en film, der rejser tunge filosofiske, moralske og metafysiske spørgsmål i spændingsfilmens format. Det handler selvfølgelig om transcendens – om muligheden af at overskride grænsen mellem verdener, der ellers er fundamentalt adskilte: mellem liv og død, mellem menneske og teknologi. Det handler også om, hvad det er, der definerer os som mennesker. Er der en sjæl, som går tabt, når vi forsøger at genskabe os selv teknologisk. Men også mindre metafysiske spørgsmål om, hvorvidt vi skal udnytte videnskabelige og teknologiske fremskridt – også selv om vi ikke kan overskue alle konsekvenserne. Og omvendt: hvor langt kan man tillade sig at gå for at stoppe en udvikling, der er ved at løbe os af hænde?

Tunge og vanskelige spørgsmål som Wally Pfister ikke nødvendigvis vil give os svaret på; men spørgsmål der rejses og forsøges formidlet ved at bruge en genre, der netop har konflikt som sit centrale element. Pfister er som fotograf kendt for at sværge til traditionel film frem for den mere moderne digitale kamerateknologi, så hans egen holdning turde være klar. Men her drejer det sig først og fremmest om at få detaljerne i de komplekse spørgsmål til at træde tydeligt frem, samtidigt med at spændingen bevares og tilskuerne hænger på. Det lykkes klart bedst i første halvdel, hvor spørgsmålene stilles og handlingen lines op. Det er også her, skuespillerne får bedst plads. I anden halvdel, hvor hele plottet skal forløses, fortaber de filosofiske og metafysiske perspektiver sig delvis i den noget konventionelle afvikling af plottet.

Filmen er – som man kunne forvente – flot fotograferet, omend selve designet er forholdsvis konventionelt 'science-fiction'. Men Pfister har ikke Christopher Nolans evne til på en og samme tid at håndtere tunge og alvorlige spørgsmål og få en handling til at skride frem uden at sætte hverken overblik eller spænding over styr. Skuespillerne bliver ladt noget i stikken, da først fokus er flyttet over på det mere actionprægede i anden halvdel.

Transcendence er en ambitiøs film, men måske også for ambitiøs i antallet af spørgsmål og problemstillinger, der rejses.