Det er helt sikkert en fordel at have 21 Jump Street (altså filmudgaven fra 2012 og ikke nødvendigvis tv-serien fra slutfirserne) klar i erindring, idet man sætter sig til rette for at se fortsættelsen 22 Jump Street. For inden der er gået ret mange minutter, vil man opleve at det er en film der selvbevidst, som konstant laver referencer til såvel forgængeren, som til fortsættelser i al almindelighed.

Der kan nævnes et utal af eksempler på dette, som eksempelvis vores to hovedpersoner, der kommenterer på deres hemmelige politihovedkvarter ved at sige at det er både langt større og dyrere end sidste gang, men sådan går det jo med fortsættelser - de har altid større budgetter. Idet de træder ind og besigtiger hovedkvarteret nævner en af dem at deres chefs kontor ligner en stor isterning. Chefen spilles naturligvis af rapperen Ice Cube. Det er ikke svært at fortsætte med at give flere, lignende eksempler, idet der er nok at tage af – spørgsmålet er blot om det så fungerer?

Svaret er både ja og nej.

Ja, fordi det er ganske forfriskende at film på den måde kommenterer sit eget fiktive univers også når der blot er tale om en komedie. Ekstra morsomt bliver figurernes kommentarer på, hvor dyrt det hele er i betragtning af, at de to hovedpersoner samtidig er hovedproducenter på filmen.

Nej, fordi disse mange jokes kræver at man kender til forgængeren (hvilket nærværende skribent ikke gjorde) og fordi filmen basalt set er en meget traditionel teen buddy-komedie, hvor dette selvbevidste lag hurtigt kommer til at føles påklistret og i sagens natur peger på at dette bare er fiktion. Når figurerne eller handlingen på denne måde præsenteres som fiktive, har man måske også en smule svært ved at tage deres interne stridigheder, problemer og venskab seriøst.

Filmen handler – nøjagtigt lige som sidste gang, som der eksplicit siges – om et college hvor vores alt for gamle undercoverbetjente indsættes, der har fået problemer med et nyt syntetisk narkotika. Der er allerede sket et dødsfald og deres chef er bekymret over at det kun er begyndelsen. De to betjente og bedste venner, indretter hurtigt deres kollegieværelse og forsøger, med skiftende held, at blive en del af collegemiljøet.

Filmens makkerpar er vanen tro umage i alle henseender. Den ene (Chaning Tatum) er en muskelbøf, der ikke har ret mange brikker at flytte med, men han finder naturligvis en ligesindet sportsidiot at træne, drikker bajere og jagte piger sammen med. Den anden betjent, den halvtykke af de to (Jonah Hill) forsøger at forlige sig med det vilde collegeliv, men søger i stedet at finde ledetråde hos de mere kunstinteresserede collegestuderende og finder samtidig en pige, som han begynder at se en del til. Disse forskellige valg gør naturligvis at de to venner langsomt fjerner sig fra hinanden, til trods for at de er sat på opgaven som et team.

Kort sagt er der altså ikke meget nyt under solen. Det virker som om 22 Jump Street er en slags karbonkopi af den første film, med få ændringer undervejs. Vi er gået fra high school til college, men ellers byder filmen på scener med både drukspil, football træning og meget lidt fra klasselokalerne i øvrigt. Det der trækker filmen i den rigtige retning er helt klart Ice Cube, der spiller sin rolle med en udtryksløs, aggressiv, rap-attitude, der virker som perfekt modvægt til de andre hovedpersoners fjollerier.

Dermed ikke sagt at komedien ikke fungerer på de steder hvor Cube ikke er med, for det gør den på udsatte steder. Dette skrives med den bevidsthed, at undertegnede ikke længere tilhører filmens primære målgruppe. Er man dog en stor teenager, vil man utvivlsomt finde filmen hylende skæg i langt flere tilfælde end når man er en gråhåret, midaldrende anmelder.

22 Jump Street byder på drengerøvskomedie i helt traditionel forstand og på den vis er den en dejlig uforpligtende ledsager til popcorn, men ud over metaelementet byder filmen altså ikke på de helt store overraskelser – vi har jo set det hele før, bare med et mindre budget.