Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Eventyret om Snehvide – Lille spejl på væggen der (106 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 29/8 2012, 19:26 af Torben Rølmer Bille

Den postmoderne Snehvide


Den postmoderne Snehvide

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den indiskfødte instruktør Tarsem er bestemt ikke en, man normalt forbinder med børnefilm, for kommunen ville med garanti dukke op, hvis man satte ens små poder til at se The Cell eller Immortals. Tarsem har dog ud over den mørke side også en forkærlighed for det eventyrlige, hvilket han med bravour beviste i The Fall. Det var måske med udgangspunkt i den, at han blev valgt til at filmatisere den første af årets to film, der tager udgangspunkt i det klassiske eventyr om Snehvide: Mirror, Mirror.

Det er ikke svært at se, at filmen, der har fået den ganske lange, danske titel Eventyret om Snehvide – Lille spejl på væggen der, lægger sig mere naturligt op af Disneyudgaven end den oprindelige Brdr. Grimm-fortælling. Det handler ikke kun om, at det er Disney, der står bag filmen, men den er også så tilpas farvestrålende og – skal man være kritisk – tandløs til, at alle kan være med.

Det er trods alt stadigvæk, rent visuelt set, en Tarsem-film, for opfindsomheden i såvel kostumerne, set-designet og den overdådige fantasifuldhed som scenerne er orkesteret med, giver filmen et helt unikt look, som man ikke glemmer med det første. Desværre står dette i kontrast til et pletvist selvbevidst, ironisk manuskript, der næsten krampagtigt holder fast i at fremstille historien om Snehvide som en slags haltende, feministisk emancipationsfortælling, som på den ene side viser en ung kvinde, der bliver nødt til at tage sagerne i egen hånd, men som samtidigt, ultrakonservativt, naturligvis ender med at ægte den smukke prins til hest.

Det skal dog ikke lyde som om seeren ikke er ganske godt underholdt undervejs, for filmen er som nævnt blændende flot at se på og lydsiden, selv den danske versionering, fungerer upåklageligt. Der er også nogle gags, der er sjove. Og både de absurditeter, der forekommer ved det imaginære hof og de syv brovtne dværge sørger for at bidrage med nok kolorit til fortællingen til, at det bliver værd at se på. Dertil kommer at Lily Collins er nærmest perfekt castet som den uskyldsrene ungmø. Det er bare det gennemgående problem, at filmen ikke helt synes at vide, hvor den egentlig vil hen med sin fortælling.

Der synes at være alt for mange tråde i fortællingen til, at den fungerer ordentligt. Eventyr er som regel præget af simpel genkendelighed, men det er ikke tilfældet hér. For det første har vi det klassiske jalousitema, hvor stedmoderen føler sig truet af Snehvides ungdommelige skønhed. Dernæst har vi et trekantsdrama, der udspiller sig mellem Prinsen, Stedmoderen og Snehvide. Oven i dette får vi en moralsk fortælling om syv dværge, der ernærer sig som landevejsrøvere, men som, efter at have mødt Snehvide, må indse, at de faktisk stjæler fra den i forvejen hårdt trængte lokalbefolkning. Lidt mærkværdigt er det også, at dværgene bliver nødt til at påføre sig stylter, så de fremstår som angribende kæmper, for man kan spørge sig selv, hvilken lektie børn lærer af dette træk? Endelig er der også, som nævnt ovenfor, fortællingen om Snehvides egen frigørelse fra dels stedmoderens jerngreb og dels publikums forventning til den traditionelle (Disney-)opfattelse af Snehvide som figur.

Der er, sikkert med inspiration fra film som Shrek og Disneys egen Enchanted, at filmen bevidst giver sig til at lege med eventyrets konventioner, retorik og stereotyper, men det er efterhånden ikke så originalt længere. Indimellem kan denne anmelder faktisk godt savne, at der bliver skabt et eventyr, som helt forudsigeligt holder fast i eventyrets konventioner uden nødvendigvis at skulle have et ironisk glimt i øjet, for det postmoderne alternativ er efterhånden ved at være standarden. Det skal også siges, at denne ironisering kun optræder stedvis, så heller ikke denne streng synes at være konsekvent filmen igennem.

Eventyret om Snehvide – Lille spejl på væggen der ender altså med at blive en teknisk kraftpræstation, men en fortællemæssig ganske tynd kop te. Det er utroligt ærgerligt, når nu man skyder så utroligt mange penge i en film, at det kun er et ganske lille beløb, der tilsyneladende lander i manuskriptfolkenes hænder. Uden at have set filmen, bør man som Snehvide-fan vist hellere satse på Universals Snow White and the Huntsman, som er samme fortælling, blot for et mere voksent publikum. Sidstnævnte får premiere i hjemmebiografen engang i løbet af oktober 2012.


Forrige anmeldelse
« Star Trek: The Next Generation «
Næste anmeldelse
» John Carter »


Filmanmeldelser