Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Snowwhite and the Huntsman (127 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 25/10 2012, 18:50 af Torben Rølmer Bille

Snehvide - warrior princess


Snehvide - warrior princess

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 2012 blev der udkæmpet en regulær Snehvidekamp i biograferne. Først kom Tarsems ganske børnevenlige, fjantede og meget farvestrålende Disneyficerede udgave af eventyret med titlen Mirror, Mirror og kort tid efter dukkedeSnowwhite and the Huntsman op. Det er ikke svært, allerede efter få øjeblikke, at regne ud hvad producenterne har tænkt, da konceptet blev udtænkt. For pigen, der er sort som ibenholt og rød som blod, bliver spillet af ingen ringere end Kristen Stewart, den udtryksløse, blegtynde Bella fra Twilight-sagaen og jægeren, der bliver sat efter hendes hjerte, er ingen ringere end Chris ”Thor” Hemsworth. Så tween-publikummet får serveret en nygotisk Snehvidefabel med to af Hollywoods mest hotte navne i hovedrollerne. Det bliver en fabel som er bragende flot at skue, men som ved nærmere eftersyn langt fra er den smukkeste i landet her.

Der er ellers en masse gode, klassiske eventyrideer som bliver anvendt undervejs, samtidig med at historien naturligvis får så tilpas mange twists, at den ikke bliver en traditionel fortolkning af Charles Perraults originaleventyr. For det er en dyster, nygotisk version af Snehvide som bliver serveret for tilskueren.

Da Snehvides fader dør og den onde stedmoder overtager tronen visner landet ganske bogstaveligt omkring det dystre slot, lige som i klassiske elizabethanske fortællinger og legender. Når kronen lider, lider landet også. Vi ser i en fascinerende scene midt i filmen Snehvide, der møder naturens ånd, i form af en enorm hvid hjort med grene som gevir - endnu et bevis for at folkene bag kender både angelsaksiske folkeeventyr og legender.

Den onde dronning, der her i mange scener overspilles vildt af den ellers så gode Charlize Theron, er vitterligt ond. Hun suger livsenergien ud af folk som var hun med i Tobe Hoopers Lifeforce – men en sadistisk, magikerskurk skulle også gerne have en værdig modstander og nu nærmer vi os et af filmens helt centrale problemer.

Skønhed er, i sagens natur, en smagssag, men både kognitiv forskning, antropologien og neurovidenskaben har efterhånden beviset at vi mennesker har nogle fastlagte skønhedsidealer, når det kommer til eksempelvis at bedømme menneskers ansigter. Disse kan man godt kan stille objektive parametre for – og med det i mente så ER Charlize Theron altså langt smukkere at se på end den anæmiske Kristen Stewart. Derfor er det meget at tillægge spejlet troværdighed, når det udråber neo-Snehvide til vinder.

Til gengæld er både skildringen af den mørke skov, der vrimler med sporer, der tilsyneladende fremkalder mareridtsagtige hallucinationer hos den der indånder dem. Det er også fantastisk at opleve det fortryllende fe-rige som optræder senere. I kontrast står så ”dværgene”, der til trods for computermanipulation, makeup og mærkværdigt skæg alligevel er sært genkendelige – for bag dværgene gemmer der sig fuldvoksne skuespillere som Bob Hoskins, Ian McShane, Ray Winstone og Nick Frost. At man har valgt så velkendte ansigter på dværgene, gør dem samtidig sært utroværdige, for den drevne seer ved udmærket godt at de alle er folk af anseelig højde, uanset hvor overbevisende skrumpeeffekten i øvrigt er.

Det bliver dog først virkeligt slemt hen mod filmens slutning, for her forvandler Snehvide, som man også kan se i filmens trailers, til en vaskeægte ridderinde, der samler en hær og rider arrigt mod dronningen. Snehvides brandtale før dette dårligt koreograferede slag, må utvivlsomt være en af de mindst overbevisende taler i mands minde – men denne dom kan måske hænge sammen med at undertegnede generelt har svært ved at blive overbevist af hovedrolleindehaverens såkaldte ”talent” for skuespilkunst.

Filmens største stjerne er de visuelle effekter, for dem er der virkelig mange af undervejs. Det er en film hvor der ikke er sparet på noget som helst og hvor effekterne er sømløst integreret i realoptagelserne. De forskellige scenerier og landskaber som Snehvide traverserer, er meget forskellige, opfindsomt skabt og man kan ikke, til trods for filmens mange andre mangler, undgå at blive betaget af de mange detaljer, farver, figurer og animerede figurer. Det fungerer virkeligt godt og filmen kan derfor godt ses alene på grund af dette, såfremt man har en interesse i CGI og andre visuelle effekter.

Filmen bliver naturligvis set af alle der elsker Twilight og stjernerne fra den, men på bundlinjen er en utrolig jævn, men samtidig imponerende flot fantasyfilm, der låner elementer fra originaleventyret, men som ikke bruger det meget rige symbolunivers som eventyret bærer på til ret meget.


Forrige anmeldelse
« Nobels testamente «
Næste anmeldelse
» Skyfall »


Filmanmeldelser