Der er et ordsprog der løber som en rød tråd gennem den amerikanske mainstreamkomedie Tag. Det lyder nogenlunde sådan her: Vi holdt ikke op med et lege, fordi vi blev gamle; vi blev gamle, fordi vi holdt op med at lege. Se, det er sådan en floskel, som rammer undertegnede lige i hjertekuglen, en lommefilosofi, som anmelder er meget stor tilhænger af. Glemmer man at lege, at have det sjovt bare med det formål at have det sjovt, så kan man lige så godt lægge sig til at dø, for mister man sit indre barn, så mister man også lysten til at losse til en bold, kaste med en frisbee, spille Nintendo eller mange af de andre ting, der kan være med til at sætte lidt kulør på tilværelsen.

Tag er langt hen af vejen en meget typisk, gennemsnittelig, amerikansk komedie, komplet med platte jokes, slapstickelementer og stereotypiske figurer. Filmens hovedpersoner er en samling af gamle venner, der har kendt hinanden siden de gik i skole sammen. Her legede de et-tag-fat, og holdt ret beset aldrig op med det, da de svor at de ville leve efter det slogan, der blev nævnt ovenover. De blev dog nødt til at have et regelsæt, som man også ser i filmen. Tyve år senere er deres leg stadigvæk ikke slut. Der er én af gutterne der ”er den” og han skal så sørge for at give den videre til en af hans venner. De har dog indført reglen om at deres leg udelukkende foregår i løbet af en enkelt måned om året, nærmere bestemt februar. I filmen er dette belejligt flyttet til maj måned.

Dette koncept lyder måske helt fjollet, som et kun en halvskæv Hollywood-manuskriptforfatter kunne finde på, men filmen er faktisk meget løst baseret på virkelige hændelser – nærmere bestemt på en artikel, der blev bragt i Wall Street Journal og handelede om disse store legebørn, der har været i gang med deres leg i over tyve år. Virkelighedens tag-fat-entusiaster kan man endda se nogle af deres egne optagelser af lige før rulleteksterne går i gang.

Der er selvsagt skabt noget mere drama i den fiktive version af et-tag-fat, for hér er der en af gutterne, som det endnu ikke er lykkedes nogen af de andre at fange. Han bliver selvsagt en slags hellig gral for de øvrige, for det kan jo ikke passe, at han nærmest er urørlig. Selv om flere af vennerne for længst har opgivet at fange ham, så er der stadig et par stykker der er meget ihærdige. Da de får nys om at vennen, som aldrig er blevet fanget, skal giftes i slutningen af maj, ser de det som en fantastisk mulighed for endelig at få has på ham.

Som nævnt er dette sammenrend af drengerøve meget mainstream-komedie-agtigt sat sammen. På den led ser i både den succesfulde forretningsmand, den hashrygende, arbejdsløse – men charmerende - bums, den lettere overvægtige sorte fyr, osv. Manden ingen kan fanges spilles af Jeremy Renner og han er i denne film, næsten lige så ninja-superhelteagtig, som den rolle han spiller i Marvels film. Der er en god grund til at ingen har fanget ham, for han er ganske enkelt sejere end alle de andre til fælles. Om det så lykkes for vennerne at røre ved deres kammerat og sige ”du er den”, må man jo selv se filmens for at finde ud af.

Tag er ganske underholdende, men så heller ikke mere end det. Den er plat og sjov på udsatte steder, men det er ikke den slags film, hvor man sidder og storgriner fra start til slut. Det virker også en anelse plat, at skuespilleren der er sat til at spille hashvraget helt tydelig ikke ryger selv. Selv om det måske kan overbevise enkelte, så er den digitale røg som effektmagerne har skabt når der skal suges bong, ikke særlig overbevisende. Hvorfor man ikke blot har valgt en skuespiller, der faktisk ryger, er lidt af et under, der må da stadig være et par stykker tilbage?

Selv om filmen både har til hensigt at levere fysisk og verbal humor, og samtidig fortælle en lidt hjertevarm fortælling om barnet i os alle, så kommer den aldrig helt i havn med projektet. Det bliver i denne anmelders optik lidt for hysterisk og forceret til tider. Jeremy Renner og John Hamm gør det virkelig godt i deres respektive roller, men de er også så meget bedre end mange af dem de spiller op imod, at de ender med at stjæle opmærksomheden og muligvis afsløre for tydeligt at resten af castet slet ikke er i samme vægtklasse som dem.

Tag er ikke en katastrofe, så mangler man en uforpligtende, dum komediefilm, så kan den sagtens ses. Det er til gengæld ikke en film der er så skæg at man får lyst til at gense den. Det er som med mange andre komediefilm jo subjektivt. For er man vild med konceptet, så er det muligt på BluRay-disken at se en kort dokumentarfilm om ”The Tag-brothers” – altså virkelighedens ti venner, som har leget deres leg siden de gik i High School. Dertil kommer en håndfuld slettede scener og det obligatoriske ”gag reel” hvor scener går galt. Tag er uforpligtende underholdende, men heller ikke meget mere end det.