Der er virkelig sket noget for independent-filmen siden Daniel Myrick og Eduardo Sánchez scorede kassen med The Blair Witch Project – for selv om den nye film Monsters ingenlunde ser ud som den førstnævnte, så er den ligeledes lavet for et utroligt minimalt budget. Den springende forskel er at instruktøren Gareth Edwards har brugt utrolig meget tid på at efterbehandle sin film i computeren, hvilket gør at Monsters mest af alt ligner en film, der har haft et budget på mange millioner dollars frem for de anslåede 15,000 $ som produktionen reelt har kostet. Når en instruktør på denne måde kan holde omkostningerne nede er der sikkert også snart bud efter ham i Hollywood – for Monsters er ikke kun en lille science-fiction film, der er utrolig lækker at se på, det er også en film der både er spændende og vedkommende.

Filmens plot drejer sig i al enkelthed om rigmandsdatteren Samantha, der er havnet et sted i Mellemamerika. Da Sam snart skal giftes, kontakter hendes far derfor en af sine fotografer, der er udsendt for at tage en masse sensationelle billeder til faderens blad. Fotografen Andrew skal altså opgive sit forehavende og sørge for at Samantha kommer sikkert hjem til Amerika. Problemet er bare at umiddelbart nord for hvor de to befinder sig, har der i over seks år opholdt sig forskellige slags monstre, som blandt andet bekæmpes med militær magt.

De mellemamerikanske monstre kommer fra et nødlandet rumskib og de er alle indespærret i en såkaldt karantænezone, som er placeret omtrent der hvor Mexico ligger i dag. For at undgå infestering er der blevet bygget en gigantisk mur på grænsen til USA. Den sociopolitiske metafor er derfor lige så tydelig hér som i Neill Blomkamps District 9, forskellen er blot, at de fremmede her ikke er en allegori på sydafrikaneres liv, men derimod en kommentar til det ambivalente forhold USA i dag har til deres illegale immigranter. En anden forskel er også at monstrene i den nye film er meget anderledes. De minder allermest om enorme, landbaserede, svævende blæksprutter og af samme grund er det langt mere vanskeligt at forholde sig til dem, end de antropomorfiserede væsener som bor i District 9.

Selv om Andrew kort inde i handlingen får sikret Samantha en billet til den sidste færge mod USA går det ikke som planlagt. Hendes pas bliver stjålet og nu står de begge med udsigten til enten at blive hvor de er i flere måneder, eller at drage ind i karantænezonen i retningen af USA. De vælger heldigvis for filmens fremdrift det sidste og filmen bliver en skildring af deres rejse ind i det ukendte land.

Selv om Monsters er en film, der lægger sig i naturlig forlængelse af en lang række film med tentakler og overdimensionerede skabninger, så er den alligevel forfriskende, i og med at den tackler sit emne på en helt anden, næsten lyrisk måde. Der bliver sået tvivl om hvad det ukendte, monstrøse repræsenterer. Samtidig er filmen en, der med stor sandsynlighed vil appellere til et voksent publikum der i lige så høj grad tæller kvinder som mænd – noget der ellers er sjældent i denne type af film. For Monsters er lige så meget en film, der skildrer vore to hovedpersoners voksende følelser for hinanden, som det er en film om enorme uhyrer. Dermed ikke sagt at filmen ikke byder på en række nervepirrende scener, men der gives også tid til en både sød og realistisk skildret romance mellem vore to protagonister.

De to mest imponerende ting ved Monsters er derfor filmens minimale budget og så det utroligt fine twist filmen leverer i sine sidste ti minutter. Vanen tro er kapellets hvælvinger naturligvis ikke stedet der runger af spoilers, men man kan nøjes med at sige, at filmens slutning med et slag giver filmen en egentlig pointe, noget man indimellem godt kan savne i andre film af denne type. Den synes at lade spørgsmålet om hvad det egentlig er som filmens titel dækker over, være overladt til seeren at tolke.

Monsters er dermed en film der både leger med ideen med at monstrene er blevet en fast del af vores hverdagen, en form for afdramatisering og så er det samtidig en film, der reelt beviser hvor langt man kan komme med et minimalt budget, en kameramand, en lydmand, et solidt manuskript og ikke mindst to hovedpersoner, der formår at spille formidabelt. Kemien mellem de to er fantastisk gennem hele filmen og instruktøren valgte efter sigende også at de skulle spille sammen idet de lige var blevet gift med hinanden.

Filmens egentlige hovedpersoner er og bliver naturligvis monstrene og det enorme efterarbejde som der har været i at lægge fly, kamphelikoptere, havarerede tanks, skilte og alskens andre specialeffekter ovenpå det eksisterende materiale. Vil man have et indblik i denne proces så byder DVDen både på et kommentarspor samt på en hel del opklarende småfilm, så den interesserede fan, eller for den sags skyld de seere, der går med en drøm om selv at lave deres egen film, kan få syn for hvordan det har været muligt at få visionen om en professionelt udseende monsterfilm ført ud i livet.

Kort sagt er Monsters ikke kun seværdig på grund af dens tekniske aspekter og skuespillernes indlevelse men det er en af den type af film, som genuint overrasker, takket være en frisk vinkel på et ellers ret fortærsket tema.